Afgørelse

Spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med placering af erstatningssum i garantkapital.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med placering af en erstatningssum i garantkapital i Bjergby-Flade Sparekasse i 2002.

Sagens omstændigheder.

Klageren fik den 4. oktober 2002 udbetalt en invalidesum på 70.000 kr., da hans erhvervsevne skønnedes varigt nedsat med 2/3 i ethvert erhverv.

Ved udbetalingen anførte klagerens forsikringsselskab bl.a.:

"…

Du skal være opmærksom på, at beløbet som udgangspunkt ikke er beskyttet mod dine eventuelle kreditorer. Beløbet kan beskyttes, hvis du indsætter pengene på en særskilt bankkonto, og beløbet skal holdes adskilt fra anden formue.

…"

Den 8. oktober 2002 henvendte klageren sig i Bjergby-Flade Sparekasse.

Klageren fik oprettet en garantkonto og en såkaldt g-konto. På garantkontoen blev der indsat 70.000 kr., mens der på g-kontoen blev indsat 133.221 kr.

Klageren fik en kvittering for indbetalingen af de 70.000 kr., hvoraf posteringsteksten "Garant konto" fremgik.

Af en engagementsoversigt fra samme dag fremgik g-kontoen med indeståendet på 133.221 kr. samt et garantbevis til en værdi af 70.000 kr.

Efter det oplyste modtog klageren efterfølgende et garantbevis.

Af garantbeviset fremgik bl.a. følgende:

"…

[…] ovennævnte er indtrådt som garant i sparekassen.

Garantkapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.

Beløbet forrentes fra datoen for bevisets udstedelse i overensstemmelse med sparekassens til enhver tid gældende vedtægter.

Garantbeviset og de dertil knyttede garantrettigheder kan ikke overdrages, pantsættes eller gøres til genstand for retsforfølgning.

Garantbeviset kan ikke kræves indløst af garanten, og det kan kun kræves indløst af sparekassen i de i vedtægterne nævnte tilfælde.

Garanten er stemmeberettiget ved valg af sparekassens repræsentantskab. Hver garant har 1 stemme for hver 1.000 kr. indbetalt garantikapital, dog højest 20 stemmer.
Valg til repræsentantskabet afholdes i overensstemmelse med sparekassens regulativ.

…"

Renterne fra klagerens garantkonto blev hvert år overført til klagerens g-konto pr. 31. december.

Den 25. november 2004 overtog Bjergby-Flade Sparekasse Tødsø-Erslev Sparekasse og fortsatte under navnet Sparekassen Spar Mors.

Den 30. september 2008 overførte klageren 40.000 kr. fra garantkontoen til g-kontoen.

I slutningen af oktober 2008 overdrog Sparekassen Spar Mors sine aktiviteter til Morsø Bank. Sparekassen trådte efterfølgende i likvidation, hvorved garantkapitalen gik tabt.

Ved brev af 12. januar 2010 rettede klagerens advokat henvendelse til Morsø Bank. Det fremgik af brevet, at kurator i sparekassens konkursbo havde varslet at ville tilbagekræve de 40.000 kr., som klageren den 30. september 2008 havde hævet på garantkontoen. Klagerens advokat havde modsat sig dette, og anmodede videre i brevet sparekassen om at frigive de resterende 30.000 kr. på garantkontoen.

Ved brev af 15. januar 2010 anførte Morsø Bank, at garantikapitalen ikke var tabt som følge af kreditorforfølgelse, men som følge af underskudsgivende drift.

Morsø Bank fusionerede den 3. november 2010 med Morsø Sparekasse A/S og fortsatte under navnet Fjordbank Mors A/S.

Parternes påstande.

Klageren har den 18. februar 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Morsø Bank skal betale 30.000 kr. samt holde klageren skadesløs for et eventuelt tilbagesøgningskrav for så vidt angår de 40.000 kr., der blev hævet på garantkontoen den 30. september 2008.

Morsø Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at sparekassen skulle have oplyst ham om, at der kunne være en risiko ved at indsætte invaliditetserstatningen på en garantkonto. Da denne oplysning ikke er givet, har sparekassen handlet ansvarspådragende som følge af dårlig rådgivning.

Han indsatte beløbet i Bjergby-Flade Sparekasse, hvor han ikke tidligere havde været kunde for at holde beløbet adskilt fra sin øvrige formue.

Han fik oplyst, at han fik den bedste rente ved at indsætte pengene på en garantkonto, hvilket han accepterede.

Han var herefter af den opfattelse, at pengene nu var sikret, og at han fik en rimelig rente.

Han blev ikke oplyst om, at indsættelsen af beløbet var behæftet med nogen risiko.

Han modtog først efterfølgende garantbeviset, hvoraf vilkårene fremgår.

Når en invaliditetserstatning indsættes i et pengeinstitut med det formål at undgå kreditorforfølgning, så må dette også være tilfældet for så vidt angår den faktiske kreditorforfølgning, der er sket fra pengeinstituttets kreditorer, som jo har medført, at garantikapitalen er gået tabt.

Morsø Bank har bl.a. anført, at instruksen i forbindelse med indskud af garantkapital var at yde en ordentlig og redelig information omkring garantkapitalens status som ansvarlig kapital, samt konsekvenserne heraf i tilfælde af sparekassens konkurs. Denne instruks blev efterlevet.

Såfremt et indsat erstatningsbeløb ønskes sikret mod kreditorforfølgning, må kontoen forsynes med en påtegning herom, idet beløbet som udgangspunkt ikke er sikret. Det er imidlertid klagerens afgørelse, hvorvidt en påtegning herom ønskes, ligesom det står ham frit for, som i dette tilfælde at anvende beløbet som indskud af ansvarlig kapital i sparekassen.

Klageren modtog garantbevis i papirform, hvoraf bl.a. fremgår, at garantkapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser.

Garantbeviset er ikke påført tegning om beskyttelse mod kreditorforfølgning.

Det vides ikke, om sparekassen var bekendt med, at der var tale om en invaliditetserstatning, og om klageren ønskede en påtegning på garantbeviset.

I forbindelse med indskuddet modtog klageren endvidere en kvittering med teksten "Garant konto".

Klageren har hvert år siden han blev garant i år 2002 modtaget indbydelse til garant/valgmøde. Denne medindflydelse burde bevirke, at klageren var bevidst om garantbevisets status som ansvarlig kapital.

Betegnelsen garantkonto eller garantbevis illustrerer, at der ikke er tale om et almindeligt indlånsprodukt. Dette understreges også af, at der altid i forbindelse med indskud af garantkapital, blev oprettet en g-konto, hvortil renter tilskrevet garantkapitalen straks blev overført.

Disse transaktioner og betegnelser har klageren gennem årene kunnet følge bl.a. via kontoudtog og årsopgørelser.

Klageren har ikke reageret på denne række af informationer. Efterfølgende er der i forbindelse med Morsø Banks overtagelse af Sparekassen den 3/11 2008 udsendt breve og cirkulæreskrivelser med informationer omkring tab af garantkapital, hvilket heller ikke tidligere har affødt indsigelser fra klageren. Det må derfor konkluderes, at klageren har været bevidst om sin status som garant.

I øvrigt var tabet af garantikapitalen ikke en følge af kreditorforfølgning, men en følge af sparekassens underskudsgivende drift, hvorfor garantbeviserne blev værdiløse.

Det ville således ikke ændre klagerens stilling i denne sag, at garantkontoen havde været forsynet med en påtegning om kreditorbeskyttelse.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indledningsvist bemærkes, at klagerens invaliditetserstatning i kraft af placeringen på en særskilt konto var beskyttet mod klagerens kreditorer, jf. retsplejelovens § 513, stk. 1. Det bemærkes endvidere, at klageren herved alene opnåede beskyttelse mod egne kreditorer.

Tre medlemmer – Kari Sørensen, Peter Stig Hansen og Niels Bolt Jørgensen – udtaler:

Vi finder, at det må lægges til grund, at klageren vidste eller burde have vidst, at indeståendet på garantbeviskonto var ansvarlig kapital, som klageren risikerede at miste, hvis sparekassen fik økonomiske problemer. Vi har herved lagt vægt på, at klageren dels indsatte beløbet på en konto benævnt "Garantbevis", hvilket navn svarer til de garantbeviser, der traditionelt har betegnet ansvarlig kapital i en sparekasse, og dels at klageren efterfølgende modtog et garantbevis, hvoraf det fremgik, at garantkapitalen hæftede for sparekassens forpligtelser. Klageren har ikke godtgjort, at sparekassen har begået fejl eller forsømmelser i sin rådgivning om garantkapitalens status.

Klageren blev endvidere som indehaver af garantbeviser årligt indkaldt til garantmøder til valg af repræsentantskab m.v., hvilket indikerede, at indeståendet på garantbeviskonti havde en anden karakter end almindelige indlån. Det samme gjorde det forhold, at tilskrevne renter straks blev overført til G-kontoen.

Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Søren Geckler – udtaler:

Vi stemmer for, at sagen afvises som bevisuegnet i medfør af Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, da det vil kræve parts- og vidneforklaringer at tage stilling til klagernes påstand om, at han ikke fik rådgivning om risikoen forbundet med garantbeviser. Vi bemærker, at garantbevisets formulering om, at "Garantkapitalen hæfter for sparekassens forpligtelser" ikke er tilstrækkelig rådgivning.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.