Spørgsmål om erstatningsansvar for tab på investeringer foretaget i henhold til formueplejeaftale vedrørende klagerens ratepension
| Sagsnummer: | 865 /2010 |
| Dato: | 12-10-2012 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Christian Bremer, Søren Geckler, Peter Stig Hansen, Troels Hauer Holmberg |
| Klageemne: |
Værdipapirer - formuestyring
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for tab på investeringer foretaget i henhold til formueplejeaftale vedrørende klagerens ratepension |
| Indklagede: | Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning
Denne sag vedrører om Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) har pådraget sig et erstatningsansvar ved investering af klagerens ratepension i henhold til en formueplejeaftale med middel risikovillighed.
Sagens omstændigheder
Klageren, der er født i 1948, var kunde i Roskilde Bank.
Den 19. september 2005 underskrev klageren en aftale med banken om Aktiv Pensionspleje i tilknytning til en arbejdsgiveradministreret ratepension.
Af aftalen fremgår:
"…
Jeg forventer at gå på pension når jeg fylder 62.
Aftalen skal løbe indtil udbetalingen fra min ratepension er slut når jeg er 72 år (15 år i alt).
Jeg ønsker en mellem risiko ved mine investeringer
År tilbage | Fordeling af | investering | |
Over 10 år | 20-40 % | Obligationsforeninger og garanterede aktieindekserede obligationer. | |
20-80 % | Basisforeninger | ||
0-40 % | Specialforeninger | ||
… | |||
Præferenceaktier i Tivoli og DFDS og aktier i Roskilde Bank bliver ikke overvåget og handles kun hvis jeg selv beder om det.
…
Betingelser
Jeg giver Roskilde Bank tilladelse til for min regning og risiko at disponere på min pensionsopsparing, herunder løbende at omlægge mit depot og investere de midler der står på kontoen.
…
…
Definitioner
Du kan investere i 3 hovedgrupper. Din portefølje består af en eller flere af de 3 hovedgrupper så den svarer til dit risikoniveau og din investeringshorisont. Lav risiko og kort tid til udløb har en overvægt af obligationer, og høj risiko og lang tid til udløb har en overvægt af aktier.
1.Obligationer og garanterede aktieindekserede obligationer
·Alle BankInvest obligationsforeninger.
·Garanterede aktieindekserede obligationer fra PlusInvest.
·Hedgefonde som ligger inden for den højeste risiko blandt obligationsforeningerne.
2.Basisforeninger
·Aktiebaserede BankInvest investeringsforeninger
·Hedgefonde som er inden for den risiko der er ved brede aktieforeninger
·Garanterede aktieindekserede obligationer med en høj risikoprofil.
3.Specialforeninger
·
…"
Finansiel Stabilitet har oplyst, at Roskilde Bank påbegyndte investeringen af klagerens midler den 14. februar 2006. Af årsoversigt pr. 29. december 2006 fremgår følgende beholdning af værdipapirer i klagerens ratepensionsdepot:
Værdipapir | Kurs | Nominelt/stk. | Kursværdi |
Obligationer | |||
0% Plus Råvarer Super 2006/2013 | 98,00 | 9.000 | 8.820,00 |
0% Plus 7 Index Super 2006/2013 | 112,00 | 10.000 | 11.200,00 |
Investeringsforeningsbeviser | |||
BankInvest II DK. Aktier | 483,93 | 70 | 33.875,10 |
BankInvest IV Pen. Europæiske Aktier | 195,13 | 88 | 17.171,44 |
BankInvest I Pension Fjernøsten | 354,60 | 17 | 6.028,20 |
BankInvest II Pens. Fritid Underholdning | 178,08 | 74 | 13.177,92 |
BankInvest IV Pension Østeuropa | 305,61 | 53 | 16.197,33 |
BankInvest I Pension Latinamerika | 349,26 | 44 | 15.367,44 |
BankInvest IV Pension Basis | 350,23 | 90 | 31.520,70 |
BankInvest I Pension Indien Kina | 195,92 | 34 | 6.661,28 |
BankInvest II afd. Højrentelande Akk. | 109,29 | 267 | 29.180,43 |
BankInvest II Pension Tyske Aktier | 113,00 | 86 | 9.718,00 |
BI I New Emerging Markets Aktier | 107,28 | 69 | 7.402,32 |
Desuden stod der ca. 26.000 kr. kontant på den indlånskonto, der var tilknyttet ratepensionen.
I 2007 og 2008 investerede banken løbende de midler, der blev indbetalt til ordningen i ovennævnte værdipapirer. Desuden investerede banken den 14. maj 2008, den 3. september 2008 og den 1. august 2008 et ikke nærmere angivet beløb i 258 stk. andele i foreningen BI Private Equity f.m.b.a., der også var et investeringsprodukt, som blev udbudt af BankInvest.
Den 12. juli 2008 fik klageren hos banken fastlagt sin investeringsprofil, der uændret viste en mellem risikoprofil.
Primo september 2008 underskrev klageren en overførselsanmodning hos pengeinstituttet P, som blev sendt til Roskilde Bank den 11. september 2008.
I forbindelse med overførslen udarbejdede Roskilde Bank en afkastopgørelse pr. 31. december 2008, som blev sendt til klageren den 9. januar 2009.
Den 12. januar 2009 blev klagerens pensionsdepot overført til P.
Ved brev af 11. november 2009 rejste klageren over for banken krav om erstatning for sit tab.
Den 16. december 2009 afslog banken at dække tabet.
Ved brev af 7. januar 2010 fastholdt klageren sit krav og den 19. januar 2010 fastholdt banken sit afslag.
Banken har oplyst, at klageren i 2006 havde en gevinst på ca. 9 %, i 2007 et tab på ca. ½ % og i 2008 et tab på ca. 45 % i forhold til værdien af værdipapirbeholdningen.
Under sagen har klageren og Finansiel Stabilitet indgået forlig om den del af sagen, der vedrører klagerens investering i Plus Råvarer Super 2013 og Plus Index Super 2013.
Finansiel Stabilitet har oplyst, at BankInvest på investeringstidspunktet anvendte en risikoskala med tre trin (blå, grøn og rød), hvor blå var lav risiko, grøn mellem risiko og rød høj risiko. Pr. 31. december 2005 var klagerens investeringer klassificeret således:
Papir | Risikoklassifikation |
BankInvest II DK. Aktier | Grøn |
BankInvest IV Pen. Europæiske Aktier | Grøn |
BankInvest I Pension Fjernøsten | Rød |
BankInvest II Pens. Fritid Underholdning | Rød |
BankInvest IV Pension Østeuropa | Rød |
BankInvest I Pension Latinamerika | Rød |
BankInvest IV Pension Basis | Grøn |
BankInvest I Pension Indien Kina | Rød |
BankInvest II afd. Højrentelande Akk. | Blå |
FS Finans har beregnet et vejet gennemsnit af risikoklassifikationen på klagerens investeringer ved opstart af investeringsaftalen til 1,99 på en skala fra 1 – 3, hvor 3 er højest risiko (rød risikokategori).
Parternes påstande
Den 21. december 2010 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) skal holde ham skadesløs for de tab, han er blevet påført ved de højrisikoinvesteringer, som banken foretog for hans pensionsmidler.
Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at investeringerne havde en forholdsvis kort tidshorisont, idet udbetalingerne skulle begynde efter fem år. Andre pengeinstitutter beregner investeringshorisonten som indbetalingstiden tillagt ½ gange udbetalingstiden, det vil sige i hans tilfælde en 10-årig investeringshorisont og ikke som banken har anført, 15 år.
Det var på baggrund af et langvarigt kundeforhold til banken, at han valgte den til at administrere hans kapitalpension.
Investeringerne skulle foretages med mellem risiko. Han fik klart indtryk af, at begrebet "mellemrisiko" var veldefineret og medførte en klar investeringsprofil. Nu kan han se, at det var ret tilfældigt, hvad hans pensionsmidler blev investeret i, og at det formentlig har været op til den enkelte investeringsmedarbejder i banken uden nogen overordnet styring og kvalitetskontrol.
Banken har ikke investeret i overensstemmelse med det aftalte. Der er investeret i en alt for stor andel af højrisikopapirer.
Stort set samtlige investeringer er foretaget i BankInvest papirer, som banken havde en økonomisk interesse i at sælge. Banken varetog således sine egne interesser frem for hans. Banken opkrævede gebyr for at yde ham professionel hjælp, som han ikke fik.
Banken forsøgte at forhale overførslen af hans pensionsdepot og fortsatte med at investere hans midler. Han blev nødt til at rykke for overførslen.
Afkastrapporten for 2008 viste, at over halvdelen af investeringerne var tabt. Banken har ikke fremlagt faktuelle oplysninger, der viser, at de tab, han er blevet påført, skulle være sammenlignelige eller på niveau med, hvad seriøse pengeinstitutter og/eller pensionsselskaber har kunnet fremvise.
Roskilde Bank (Finansiel Stabilitet) har anført, at der er investeret inden for de rammer og i den type papirer, der er aftalt i den indgåede aftale om aktiv pensionspleje. Foreningen BI Private Equity f.m.b.a. er en specialforening.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende eller mangelfuldt i forbindelse med pleje af klagerens pension. Der var i banken etableret en løbende systemmæssig kontrol på fordelingen af investeringerne på foreningstyper.
De foretagne investeringer svarede til den aftalte investeringsprofil, det vil sige mellemrisiko.
Klagerens risikovillighed blev bekræftet af den investeringsprofil, der blev udarbejdet i 2008, som viste, at klageren havde en mellemrisiko investeringsprofil.
Klageren blev i henhold til aftalen gjort bekendt med den risiko, der er forbundet med at investere i værdipapirer.
Klageren havde på et hvilket som helst tidspunkt mulighed for at opsige aftalen uden varsel eller ændre sin investeringsprofil, hvis den ikke svarede til det ønskede.
Også investorer med lav risiko har oplevet tab som følge af finanskrisen.
Bankens distributionsaftale med BankInvest er lovlig og burde allerede ved aftalens indgåelse have været klageren bekendt.
Banken har ikke forhalet overførslen af klagerens pensionsdepot. På grund af ekstraordinært mange overførselsanmodninger på grund af bankens konkurs i august 2008 blev klagerens pensionskonti med depot ikke overført før den 12. januar 2009. Klageren har ikke lidt noget tab som følge heraf.
Ankenævnets bemærkninger
Ved bedømmelsen af, om Roskilde Bank investerede klagerens midler som aftalt, skal der ses på, om banken investerede i værdipapirer af en type, som var omfattet af aftalen, om investeringerne holdt sig inden for de placeringsrammer, der var angivet som procentdele af den samlede investering, samt om banken sammensatte klagerens portefølje således, at der var tale om en portefølje med mellem risiko.
Foreningen BI Private Equity f.m.b.a. er hverken en investerings- eller en specialforening omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. Foreningen kan efter Ankenævnets vurdering heller ikke sidestilles med en sådan, da den ikke er underlagt lovkrav om risikospredning, likviditet m.v. Under henvisning hertil finder Ankenævnet, at Roskilde Banks investeringer på klagerens vegne i BI Private Equity f.m.b.a. falder uden for de aftalte investeringsområder, jf. aftalen om Aktiv Pensionspleje, og banken skal derfor godtgøre klageren det tab, som han måtte have lidt ved den pågældende investering.
Ved en gennemgang af sammensætningen af klagerens portefølje finder Ankenævnet, at Roskilde Banks placering af klagerens midler ikke samlet var udtryk for en investering med mellem risiko.
Da porteføljen således var sammensat i strid med pensionsplejeaftalen skal Roskilde Bank (nu Finansiel Stabilitet) stille klageren, som om investeringerne i henhold til aftalen ikke var foretaget.
Ankenævnets afgørelse
Finansiel Stabilitet skal inden 30 dage stille klageren som om investeringerne i henhold til Aktiv Pensionsplejeaftalen ikke var foretaget.
Klageren får klagegebyret tilbage.