Afgørelse

Personlig fordring. Frivillig handel.

Klageren ejede en ejendom, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Efter det oplyste kom klageren på grund af sygdom i 1991 i restance med terminsbetalingerne. Et salgsbudget fra juni 1991 viste, at der ved en forventet salgspris på 998.000 kr. ville fremkomme et kontant underskud på ca. 90.000 kr. Klagerens daværende forlovede erhvervede pr. 11. juni 1991 ejendommen for de indestående lån, bortset fra et lån med en restgæld på 59.397 kr. I marts 1992 underskrev klageren et frivilligt forlig, der skulle afdrages med 500 kr. månedligt frem til 1. november 1992, hvor aftalen skulle tages op til fornyet drøftelse. Det samlede tab for instituttet ved videresalget opgjordes i oktober 1993 til 112.916 kr. Det fremgik, at der af dette beløb var indgået forlig om betaling af 62.719 kr.
Klageren overholdt ikke det indgåede forlig, hvorfor sagen overgik til incasso. Som følge af klagerens økonomiske situation afsluttedes incassosagen med insolvenserklæring. I juni 1994 og i januar 1996 protesterede klageren forgæves over for instituttet over inddrivelsen af fordringen. Klageren anførte, at ejendommen efter flere forhandlinger med en af instituttets medarbejdere var blevet overdraget til klagerens nuværende hustru, og at der var indgået aftale med instituttet om, at et af de indestående lån ikke skulle overtages af hustruen, men derimod slettes. Sletningen af lånet blev imidlertid ikke bragt på plads, idet den pågældende medarbejder forinden var rejst. Klageren havde for nylig haft kontakt til medarbejderen, der havde bekræftet klagerens opfattelse af sagsforløbet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle afskrive den personlige fordring samt ophæve registreringen af ham i RKI Kreditinformation. Instituttet påstod frifrindelse.

Over for klageren og dennes advokat afgav den tidligere medarbejder i instituttet, med hvem aftalen angiveligt blev indgået, i februar og september 1996 en redegørelse for forløbet ved overdragelsen af ejendommen til klagerens nuværende hustru.

Nævnet fandt ikke efter det fremkomne grundlag for at antage, at klageren ikke var forpligtet af det frivillige forlig, som han havde underskrevet. Nævnet fandt heller ikke grundlag for at kritisere, at realkreditinstituttet efter forgæves fogedsag havde indberettet klageren til RKI Kreditinformation. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.