Afgørelse

Nedsparingskredit. Rådgivning.

Klageren ejede en ejendom, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Oprindelig indestod der endvidere to skadesløsbreve til kommunen. Klageren henvendte sig i forsommeren 2004 til det indklagede realkreditinstitut med henblik på at anvende den opsparede friværdi i hendes ejendom. Den 18. juni 2004 indgik klageren en aftale med det koncernforbundne pengeinstitut om en nedsparingskredit på 450.000 kr. til en rente variabel rente på 4,75 pct. Til sikkerhed for engagementet blev der udstedt et ejerpantebrev på 450.000 kr. med prioritet efter det indestående realkreditlån. Instituttet forestod Klageren underskrev den 25. juni 2004 en tinglysningsaftale, ifølge hvilken instituttet skulle forstå tinglysningen. Af aftalen fremgik det, at de to skadesløsbreve til kommunen var opsagt til kontant indfrielse pr. 10. juli 2004. Den 1. marts 2006 fremsendte klageren et brev til instituttet, hvori hun anførte, at hun ikke længere kunne få udbetalt boligydelse, da skadesløsbrevene var blevet indfriet. Endvidere anførte klageren, at instituttet ikke havde gjort hende tilstrækkelig opmærksom på konsekvenserne ved oprettelsen af nedsparingskreditten, herunder de forøgede renteudgifter, hvilke udgifter klageren ønskede at blive kompenseret for. Instituttet afviste den 2. marts 2006 at yde klageren en kompensation. Den 18. august 2006 indgik klageren aftale om salg af hendes daværende ejendom. Klageren erhvervede med overtagelsesdag den 1. oktober 2006 en anden ejendom.

Klageren nedlagde for Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde hende en kompensation, der modsvarede omkostningerne ved hendes ejendomshandler. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet anså det for en ansvarspådragende rådgivningsfejl, at instituttet havde undladt at gøre klageren opmærksom på, at kommunen under visse betingelser, jf. § 38 i lov om individuel boligstøtte, er forpligtet til at rykke for et nedsparingslån, der er et realkreditprodukt, og at betingelserne herfor var opfyldt. Nævnet lagde til grund, at klageren som følge af den mangelfulde rådgivning i stedet for stiftede den foran gengivne nedsparingskredit, der var et bankprodukt, og som kommunen ikke er forpligtet til at rykke for. Nævnet fandt, at klageren havde lidt et tab som følge af instituttets mangelfulde rådgivning. Nævnet fandt ikke, at erstatningen måtte beregnes med udgangspunkt i nutidsværdien af de forøgede renteudgifter, der ville være påført klageren, såfremt hun var blevet boende på ejendommen. Flertallet fandt, at erstatningen skønsmæssigt skulle fastsættes til 22.500 kr., mens mindretallet fandt, at erstatningen skønsmæssigt skulle fastsættes til 12.500 kr.