Afgørelse

Personlig fordring. Frivillig handel.

Klageren ejede en ejendom, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Som følge af manglende betaling af terminsydelse blev der begæret tvangsauktion over ejendommen. Instituttet gav i februar 1993 tilsagn om at medvirke til en frivillig handel bl.a. under forudsætning af, at klageren efterfølgende underskrev et frivilligt forlig på det resterende skyldige beløb efter handlens gennemførelse. Ejendommen blev solgt pr. 1. marts 1993. Medio marts 1993 underskrev klageren et frivilligt forlig, som led af en række indholdsmæssige mangler. I juni 1998 gjorde instituttet en personlig fordring på 371.281 kr., inklusive rente, gældende over for klageren. Klageren underskrev i oktober 1998 et nyt frivilligt forlig uden indholdsmangler.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring af den aktuelle størrelse gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at betingelserne for instituttets medvirken til den frivillige handel klart og tydeligt var angivet forud for handlens gennemførelse, herunder at klageren tiltrådte et frivilligt forlig på instituttets tab ved salget. Instituttets krav baserede sig på instituttets indtægter og udgifter vedrørende handlen og liggetiden, samt auktionsomkostninger vedrørende den aflyste tvangsauktion. Det første frivillige forlig, som klageren underskrev, var meget mangelfuldt. Dels var forligsbeløbet reelt foreløbigt, selv om dette ikke fremgik af forliget, dels opfyldte forliget ikke kravene i kreditaftaleloven. Klageren tiltrådte imidlertid efterfølgende et nyt forlig, der ikke led af disse mangler. Nævnet fandt på denne baggrund, at instituttet havde det fornødne grundlag for at fastholde fordringen mod klageren, og frifandt derfor instituttet.