Spørgsmål om erstatningsansvar for manglende forsikringsdækning. Invaliditet/erhvervsevnetab. For sen anmeldelse.
| Sagsnummer: | 48/2006 |
| Dato: | 20-09-2007 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karen Frøsig, Carsten Holdum, Ole Simonsen, Bent Olufsen |
| Klageemne: |
Forsikring - rådgivning
Forsikring - gruppeforsikring |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for manglende forsikringsdækning. Invaliditet/erhvervsevnetab. For sen anmeldelse. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig et erstatningsansvar over for klagerens i forbindelse med tegningen af en forsikring til klageren og anmeldelsen af et ulykkestilfælde.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med optagelse af et lån tegnede klageren den 1. marts 1987 via indklagedes Vanløse afdeling en gruppelivs- og gruppeulykkesforsikring i PFA Pension (Tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum).
Den 15. november 1991 underskrev klageren hos indklagede en blanket om ændring af forsikringen (Tryghedsgaranti Fastsum). Af blanketten fremgår en forsikringsdækning på 290.000 kr. med årlig pristalsregulering gældende for både gruppelivsforsikringen og ulykkesforsikringen. Indklagede var uigenkaldeligt begunstiget til "så stor en del af forsikringssummen, som min gæld til [indklagede] udgør på dødsfalds/ulykkestidspunktet".
Indklagede har oplyst, at ændringen vedrørte forsikringsperiodens længde. De dagældende forsikringsbetingelser var optrykt på bagsiden af den af klageren modtagne genpart af blanketten.
Den 1. juni 1996 blev forsikringen pantsat til indklagede.
I 1999 flyttede klageren til Norge.
Af forsikringsbetingelserne, der var gældende fra den 1. januar 2000, fremgår bl.a.:
"§ 5 Udbetaling
…
Forsikringen dækker, hvis et ulykkestilfælde medfører varigt mén på mindst 25% i henhold til Arbejdsskadestyrelsens méntabel. Ved méngrader mellem 25% og 50% ydes dækningen i procent af forsikringssummen. Ved méngrad på 50% og derover dækkes med den fulde forsikringssum.
Méngraden fastsættes uden hensyntagen til forsikredes erhverv, men udfra en medicinsk skala.
Méngradens størrelse skal, hvis en af parterne forlanger det, fastsættes af Arbejdsskadestyrelsen.
…
§ 14 Forældelse
Hvis den forsikrede har krav på ulykkesdækning og undlader at fremsætte kravet før sin død, bortfalder dette ved den forsikredes død.
Øvrige krav, der er begrundet i forsikringsaftalen, forældes i henhold til Forsikringsaftalelovens § 29.
…
§ 15 Skadeanmeldelse
…
Ulykkestilfælde skal forsikrede eller [indklagede] hurtigst muligt anmelde til PFA Personskade, som vil oplyse, hvordan forsikrede skal forholde sig.
Forsikrede skal omgående under lægebehandling, eventuelt hos en af PFA Personskade udpeget læge. Eventuelle udgifter til lægeundersøgelser og attester afholdes af PFA Personskade."
Den 16. februar 2000 kom klageren ud for en arbejdsulykke.
Ved skrivelse af 1. maj 2003 opsagde indklagede klagerens engagement som følge af misligholdelse. Klagerens gæld til indklagede blev opgjort til 144.007,01 kr.
Den 28. august 2003 underskrev klageren en låneaftale med indklagede om gælden med en hovedstol på 145.311,60 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.000 kr. Renten var på 13,0982% p.a. For overtræk 15,8650 % p.a.
Ved skrivelse af 18. marts 2004 opsagde indklagede klagerens engagement som følge af misligholdelse. Restgælden på lånet var 141.669,50 kr.
Sagen overgik til indklagedes inkassoafdeling, som ved skrivelse af 26. april 2004 anmodede klageren om at betale gælden. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Endelig bemærker jeg, at du har tegnet tryghedsgaranti Livs-/ulykkessum under PFA Pension. Jeg har valgt, indtil videre, at lade ordningen fortsætte."
Den 27. maj 2004 underskrev klageren et frivilligt forlig med indklagede om gælden, som inklusiv renter til den 1. juni 2004 blev opgjort til 149.007,13 kr. Gælden skulle forrentes med 19 % p.a. og henstå uden afvikling indtil den 1. juni 2005, "på hvilket tidspunkt forliget forfalder med henblik på indgåelse af en ny aftale".
Under en telefonsamtale den 3. juni 2005 opfordrede inkassoafdelingen klageren til at anmelde ulykken til PFA. Klageren foretog anmeldelsen den 6. juni 2005.
Ved skrivelse af 7. november 2005 afslog PFA at yde erstatning. Af skrivelsen fremgår bl.a.:
"Du har anmeldt et ulykkestilfælde, der skete den 16. februar 2000. Vi har nu vurderet, at du ikke kan få erstatning.
Vi har gennemgået sagen, og ud fra de oplysninger vi har fået, må vi desværre meddele, at dit krav er forældet.
Hændelsen er for sent anmeldt
Af Forsikringsaftalelovens § 29, der handler om forældelsesreglerne, fremgår det blandt andet, at: "krav, der er begrundede i Forsikringsaftaleloven, forældes to år efter udgangen af det kalenderår, i hvilket fordringshaverne fik kundskab om kravet og om, at det er forfaldet, og i alt fald fem år efter kravets forfalds tid".
Kravet efter forsikringsbegivenheden var forfaldet i august 2000, da du opsøgte din læge med dine symptomer fra ulykkestilfældet, og du på daværende tidspunkt måtte være klar over, at du havde varig mén efter hændelsen. Det betyder, at var forsikringsbegivenheden blevet anmeldt rettidigt, kunne PFA Pension have behandlet og afgjort sagen på det tidspunkt.
Forældes fristen på kalenderåret plus to år begyndte derfor, at løbe ved udgangen af august 2001, og sagen anses således som forældet pr. 31. december 2003.
Vi må derfor beklageligvis oplyse, at vi ikke kan anerkende erstatningspligten, da hændelsen som anført er anmeldt for sent og dermed forældet, i henhold til toårs-reglen i Forsikringsaftaleloven § 29. Vi har nu afsluttet din sag.
Det varige mén er under 25 procent
Vores lægekonsulent har endvidere vurderet, at din méngrad efter ulykken er mindre end 25 procent. Denne forsikring dækker varige mén på 25 procent eller derover. Vi vurderer det varige mén uden at se på, om det påvirker din evne til at arbejde."
Den 16. februar 2006 indgav klageren en klage over indklagede til Ankenævnet.
I maj 2006 besluttede PFA at forelægge sagen for Arbejdsskadestyrelsen med henblik på en revurdering af forsikringssagen.
Ved skrivelse af 30. april 2007 meddelte Arbejdsskadestyrelsen, at man vurderede méngraden for følgerne efter ulykken den 16. februar 2000 til skønsmæssigt 8 %.
Parternes påstande.
Klageren har nedlagt påstand om, at indklagede skal betale erstatning.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at han mistede sin arbejdsevne som følge af to ulykker i henholdsvis februar 2000 og august 2001. Han informerede indklagede om ulykkerne og de økonomiske problemer, der opstod som følge heraf. Indklagede burde på den baggrund have informeret ham om muligheden for at opnå dækning via forsikringen. Det eneste indklagede gjorde var at true ham til at betale.
Indklagede ville først se på forsikringen, når der var en endelig afklaring på hans skade. I sommeren 2005 meddelte han indklagede, at hans situation ikke var ændret, og at forsikringen nu efter hans opfattelse måtte udbetales. Han fik først på dette tidspunkt besked om, at han selv skulle skrive til forsikringsselskabet, som hed PFA, og at beløbet var på ca. 390.000 kr.
Han kendte ikke forsikringsbetingelserne og er først nu bl.a. blevet klar over, at han ud over forsikringssummen kunne have fået dækket udgifter til attester og undersøgelser. Indklagede vidste, at han var rejst til Norge uden papirer af nogen slags. Han fik ikke tilsendt forsikringsbetingelserne, herunder de ændrede betingelser pr. den 1. januar 2000, selvom han gentagne gange sagde, at han ikke havde disse papirer.
Ifølge betingelsernes § 4 dækkes følger af ulykkestilfælde, der anmeldes indtil fem år efter, at ulykken skete, altså ikke to år, som indklagede og PFA hævder. Ifølge § 15 skulle en skade anmeldes hurtigst muligt af ham eller indklagede.
Indklagede har begået fejl ved dels at tilbageholde oplysninger, dels at give forkert instruktion. Han har indgået aftalen om forsikringen med indklagede, og indklagede må bære ansvaret herfor. Det bør ikke komme ham til skade, at indklagede anvender et forsikringsselskab som underleverandør, og at indklagedes ansatte ikke kender de aftaler, der er indgået med denne.
Indklagede bør annullere gælden og udbetale et beløb svarende til den overskydende forsikringssum.
Forsikringssummen var større end gælden således, at der også var dækning for behandlinger ved en eventuel ulykke.
Han er uforstående over for, at skaden vurderes til 8 %, idet de norske myndigheder efter grundige undersøgelser er kommet frem til 100 %.
Betingelserne for at få forsikringen udbetalt er urimelige og i praksis umulige at opfylde. I ca. 20 år har han således betalt ca. 5.000 kr. pr. år for en ubrugelig forsikring. Alene på den baggrund bør indklagede i hvert fald annullere gælden.
Som følge af ulykken er han ikke i stand til at arbejde, og han mistede sin lønindtægt på ca. 30.000 kr. pr. måned. Han var derfor ikke i stand til at afvikle gælden.
Hvis indklagede havde hjulpet med at løse problemerne, da han i 2001 oplyste om skaden, kunne de høje misligholdelsesrenter have været undgået.
Indklagede har anført, at klageren var klar over, at han havde tegnet den omhandlede forsikring, og at han selv var nærmest til at være opmærksom på, om hans helbredstilstand gav anledning til at foretage en skadesanmeldelse.
Klageren omtalte sin arbejdsskade i forbindelse med anmodninger om at få nedsat eller udskudt afviklingen af sin gæld, men indklagede havde ikke et sådant kendskab til arbejdsskaden, at det kan bebrejdes indklagede, at der ikke blev foretaget rettidig anmeldelse. Ved spørgsmål om erstatning henvises der generelt til forsikringsselskabet.
Det bestrides, at indklagede skulle have tilbageholdt oplysninger for klageren. Klageren modtog forsikringsbetingelserne i forbindelse med ændringen den 15. november 1991. De efterfølgende ændringer i forsikringsbetingelserne var et anliggende mellem forsikringsselskabet og forsikringstageren.
I forsikringsbetingelsernes § 14 henvises til forsikringsaftalelovens § 29, der omhandler en toårig og en femårig forældelsesregel, som gælder uafhængigt af hinanden. Spørgsmålet, om klageren er berettiget til at få udbetalt forsikringen, må i øvrigt afgøres i en sag mellem klageren og forsikringsselskabet. Indklagede er ikke aftalepart, men har alene formidlet forsikringen og sørget for gennemførelse af præmiebetalingerne.
Som begunstiget/panthaver deler indklagede klagerens interesse i at få forsikringen udbetalt.
Da klagerens mén som følge af ulykken vurderes til ikke at overstige 25 %, ville en rettidig anmeldelse ikke have berettiget klageren til forsikringsudbetaling, og klageren har således ikke lidt noget tab. Forsikringen dækker kun méntab, hvorfor eventuelle vurderinger af klagerens arbejdsevne ikke er relevante.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klageren var klar over, at han havde tegnet en forsikring via indklagede, og Ankenævnet finder, at klageren i forhold til indklagede var nærmest til at være opmærksom på, om hans helbredstilstand efter arbejdsulykken gav anledning til at foretage en skadesanmeldelse i henhold til den tegnede forsikring.
På baggrund af Arbejdsskadestyrelsens vurdering af méngraden til 8 % må det anses for usandsynligt, at klageren ville kunne have opnået forsikringsdækning, hvis skaden var blevet anmeldt rettidigt.
Der er efter det anførte ikke grundlag for at pålægge indklagede at betale et beløb svarende til forsikringssummen.
Ankenævnet finder heller ikke, at klageren har godtgjort andre omstændigheder, der kan medføre, at det påhviler indklagede at betale erstatning eller frafalde sit krav om indfrielse af gælden, hverken helt eller delvist.
Som følge af det anførte
Klagen tages ikke til følge.