Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning om placering af kapitalpensions-midler i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer i januar 2008.

Sagsnummer: 44/2009
Dato: 09-10-2009
Ankenævn: John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen
Klageemne: Kapitalpensionskonti - placering
Rådgivning - investering
Ledetekst: Indsigelse mod rådgivning om placering af kapitalpensions-midler i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer i januar 2008.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger: IF
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod rådgivning om placering af kapitalpensionsmidler i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer i januar 2008, idet klageren fyldte 70 år i oktober 2010.

Sagens omstændigheder.

Klageren, der er født i oktober 1940, blev i sommeren 2007 kunde hos Jyske Bank. I forbindelse med etableringen af kundeforholdet blev klagerens kapitalpension overført til banken.

Klageren har anført, at han i forbindelse med et møde i juli 2007 med bankens medarbejder gennemgik et af ham udarbejdet diagram for forventede pensionsforhold. Banken modtog kopi af diagrammet. I diagrammet er anført " NOV 2010 DB kapital: 450.000". Diagrammet er dateret i juli 2007 og påført "Kopi til [initialer på bankens medarbejder] JB". Jyske Bank har anført, at det er muligt, at diagrammet har været forevist medarbejderen, men det har ikke kunnet bekræftes.

Af Jyske Banks brev af 31. august 2007 til klageren fremgår, at klageren havde fået tegnet sin personlige investeringsprofil. Brevet var vedlagt et resume af klagerens samtale med bankens medarbejder. Af "Resumé af samtale" fremgår:

"…

INVESTERINGSHORISONT

Hvornår skal du bruge pengene?

Pensionsopsparingen skal bruges om 7-10 år.

Delkonklusion:Mellemlang sigt

HOLDNING TIL INVESTERING

Hvilket udsagn passer bedst til dit syn på investering?

Jeg ønsker en investering med godt og sikkert afkast på lang sigt, men kan acceptere en moderat risiko på kort sigt.

Hvor stort et negativt afkast kan du acceptere et enkelt år?

-10%

Hvad vil du gøre, hvis værdien af din investering et enkelt år fald­er mere end du kan accepte­re?

Jeg vil sælge og investere mere forsigtigt.

Delkonklusion: Forsigtig

…"

Den 1. november 2007 deltog klageren i et nyt møde i banken, hvor klagerens investeringer blev drøftet. Klagerens investeringsprofil blev samtidig ændret således, at investeringshorisonten blev fastsat til 3-7 år. Det fremgik samtidig, at klagerens holdning til risiko var "moderat".

Banken fremsendte den 1. november 2007 et investeringsforslag til klageren vedrørende en samlet investering af 800.000 kr. i klagerens kapitalpensionsmidler. Banken foreslog en fordeling med 160.000 kr. i aktier og 640.000 kr. i obligationer, heraf 120.000 kr. i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Bankens investeringsforslag af 1. november 2007 blev drøftet med klageren på et møde den 16. januar 2008. På baggrund af drøftelserne på mødet gennemførte Jyske Bank samme dag og med valør 21. januar 2008 klagerens køb af 795 investeringsbeviser i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til kurs 104,65 svarende til en kursværdi på 83.196,75 kr.

I efteråret 2008 rettede klageren på baggrund af kursudviklingen henvendelse til Jyske Bank om bankens rådgivning vedrørende købet af investeringsbeviserne i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer. Klageren fandt, at banken havde ydet misvisende rådgivning og henviste til, at det af prospektmaterialet for de købte investeringsbeviser fremgik, at investeringshorisonten minimum skulle være tre år, hvorfor produktet var uegnet for ham under hensyn til, hvornår han fyldte 70 år. Banken afviste at være erstatningsansvarlig.

Under sagen er fremlagt brochure og prospekt vedrørende Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer. Af brochurematerialet fremgår:

"…

Fakta og fordele om hedgeafdelingen

Hvem henvender produktet sig til ?

Produktet henvender sig både til selskaber og private. Som investor skal du regne med en investeringshorisont på mindst tre år, hvor Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer vil udgøre et supplement til de traditionelle investeringer som aktier og obligationer. Samtidig er hedgeafdelingen også en god mulighed for dig, hvis du i perioder frygter generelle kursfald på aktie- og obligationsmarkedet.

…"

Af prospektmaterialet fremgår bl.a.:

"…

6.1.7 Den typiske investor

Den typiske investor i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer forventes at investere ud fra en tidshorisont på mindst 3 år. Tidshorisonten er afstemt efter afdelingens risikoprofil, som er middel (set i forhold til en investering i aktier, der er forbundet med høj risiko, og en investering i traditionelle obligationer, der er forbundet med lav risiko).

…"

Parternes påstande.

Klageren har den 21. januar 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Jyske Bank skal pålægges at betale erstatning.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at det hele tiden har været hans plan, at kapitalpensionen skulle udbetales til det normale udløbstidspunkt, når han fylder 70 i oktober 2010. Dette fremgår af det diagram, som blev drøftet på mødet i juli 2007, og hvoraf banken modtog en kopi.

Medarbejderen gjorde i forbindelse med udarbejdelsen af investeringsplanen ham opmærksom på muligheden for at udsætte udbetalingen af kapitalpensionen ved, at han med frie midler indbetalte afgiften efter pensionsbeskatningsloven. Han har på intet tidspunkt givet udtryk for at ville bruge denne mulighed.

Angivelsen af tidshorisonten på 3-7 år i november 2007 skete under hensyn til familiens samlede kapitalforhold, herunder hans frigjorte pensionsmidler anslået til 715.000 kr. samt tidspunktet for igangsætning af udbetaling af hans ratepensioner.

Banken foreslog ham i november 2007 at afhænde en del af aktiebeholdningen og omlægge til mere sikre obligationer. Banken anbefalede fem forskellige obligationer, nemlig Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder, Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder Valuta, Jyske Invest Obligationer Pension, Jyske Invest Virksomhedsobligationer og Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Ved mødet i januar 2008 udpegede bankens medarbejder efter hans ønske de tre mest sikre obligationer ud af de fem, der var bragt i forslag, nemlig Jyske Invest Nye Obligationsmarkeder, Jyske Invest Obligationer Pension og Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.

Han bestrider, at det blev omtalt, at der var tale om et produkt med middel risiko over traditionelle obligationer.

Formålet med omlægningen var en øget sikkerhed i investeringen. Havde rådgiveren oplyst om en forhøjet risiko, ville han have reageret herpå. Han havde ingen anelse om eventuelle risici og undersøgte det ikke nærmere, idet banken jo udpegede de tre mest sikre papirer.

Bankens anbefaling om investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer er i strid med oplysningerne i prospektet om en minimuminvesteringshorisont på tre år.

Banken har i modstrid med prospektets retningslinjer peget på produktet vel vidende, at hans investeringsperiode var mindre end tre år.

Prospektmaterialet fik han ikke udleveret i forbindelse med købet af papirerne. Først senere blev han bekendt med prospektet.

I prospektmaterialet betegnes produktet endvidere risikomæssigt som middel, hvilket skal ses i forhold til de øvrige obligationer, der betegnes med lav risiko.

Bankens rådgivning har været fejlagtig og ansvarspådragende.

Han stiller sig uforstående over for, at banken ikke mener at kunne betale erstatning for en fejlagtig rådgivning, før det faktisk dokumenteres, at der er lidt et tab. I hans tilfælde vil det være i oktober 2010.

For at sikre at både banken og han stilles, som om investeringen var sket som aftalt, nemlig i de mest sikre obligationer, foreslår han, at den omstridte handel tilbageføres, således han stilles som om, at investeringen i stedet var sket i de mest sikre af de foreslåede obligationer, nemlig i Jyske Invest Obligationer Pension. Det er blot en model.

Jyske Bank har anført, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ikke var uegnet i forhold til klageren. På det pågældende tidspunkt var der mindre end tre år til kapitalpensionens udløb, men dette spillede ikke nogen rolle, da det afgørende er, om kunden skal bruge pengene ved pensionens udløb eller senere. Klageren havde over for banken forklaret, at han ikke skulle bruge kapitalpensionen på udbetalingstidspunktet, da han også havde andre pensionsordninger. I praksis betyder dette, at værdipapirerne på udbetalingstidspunktet overføres fra pensionsregi til privat regi, og at kunden selv afholder afgiften ved kapitalpensionens afgiftsberigtigelse.

Det er korrekt, at klageren ikke modtog prospektet m.v. i forbindelse med, at købet af investeringsbeviserne blev drøftet. Dette skyldes, at investeringsbeviserne i januar 2008 allerede havde været i fri handel siden 31. oktober 2007.

Klageren har fået en generel orientering om produktet, herunder at der var tale om et produkt med en middel risiko – over traditionelle obligationer, men under traditionelle aktier. Klageren har hverken bedt om yderligere information eller selv forsøgt at indhente sådan.

Klageren har selv truffet beslutningen om købet af papirerne og bør vide, at han alene bærer risikoen for investeringens kursudvikling.

Af brochurematerialet for investeringsbeviserne fremgår, at investor skal "regne med en investeringshorisont på mindst tre år". Det er ikke et egentligt krav, at investeringen skal beholdes i tre år.

Klageren har ikke dokumenteret at have lidt et tab, da han ikke har solgt investeringsbeviserne. Klageren kan frit sælge investeringsbeviserne også inden oktober 2010.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter det oplyste ønskede klageren at afhænde en del af sin aktiebeholdning og omlægge til mere sikre obligationer. Ankenævnet finder, at det påhvilede banken i forbindelse med rådgivningen om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer i januar 2008 på tydelig måde at informere klageren om, hvorledes papirerne risikomæssigt adskilte sig fra de i øvrigt foreslåede obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.

Banken har ikke til klageren udleveret brochuren i forbindelse med lanceringen af produktet og havde heller ikke i øvrigt grund til at forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter. Ankenævnet finder herefter, at banken begik en ansvarspådragende fejl ved sin rådgivning af klageren forud for hendes beslutning om købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer. Klagerens påstand tages derfor til følge som neden for bestemt.

Som følge heraf



Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren at købe dennes 795 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til kurs 104,65.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.