Personlig fordring. Forældelse.
| Sagsnummer: | 9905048 /2000 |
| Dato: | 14-09-2000 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Bent Olufsen, Keld Christiansen og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Personlig fordring - forældelse
|
| Ledetekst: | Personlig fordring. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstituttet overtog i januar 1986 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 357.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 397.062 kr., som fordeltes med 358.287 kr. i kolonne 2 og 38.774 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. april 1986 ejendommen. I maj 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 40.062 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Der blev efterfølgende forhandlet mellem parterne om indgåelse af en afviklingsordning, herunder ved akkord, hvilket førte frem til, at der i sommeren 1998 blev indgået et frivilligt forlig, som senere blev misligholdt af klageren.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt - i overensstemmelse med hidtidig nævnspraksis - at klageren ikke kunne fritages for sine forpligtelser ud fra en passivitetsbetragtning. Flertallet bemærkede, at det af tidligere indbragte sager om personlige fordringer var fremgået, at der havde været anvendt forskellige fremgangsmåder ved fordeling af budsummen på de enkelte kolonner, og at det derfor måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes, at instituttet forlods havde anvendt budsummen til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Flertallet fandt yderligere, at klageren kun kunne være forpligtet af forliget i det omfang, fordringen ikke efter det foran anførte var forældet. Mindretallet henviste til, at det i en lignende sag ved Østre Landsret dom af 27. juni 2000 var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer instituttet at bestemme, på hvilke dele af de pantsikrede fordringer provenuet i forbindelse med en tvangsauktion skal afskrives. Mindretallet stemte derfor for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af afdrag i kolonne 3, og at kravet skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet og indtil betaling sker.
Instituttet meddelte den 21. september 2000 Nævnet, at instituttet ikke ønsker at være bundet af kendelsen.
Inddrivelsen vil blive genoptaget.