Klage fra privatskiftende arvinger over livrente tegnet af 83-årig.
| Sagsnummer: | 202/2000 |
| Dato: | 06-11-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Timme Bertolt Døssing, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Rådgivning - pensionsforhold
Forsikring - tegning af livrente |
| Ledetekst: | Klage fra privatskiftende arvinger over livrente tegnet af 83-årig. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig ansvar i forbindelse med tegning af en livrente i 1999.
Sagens omstændigheder.
Klageren i denne sag er de privatskiftende arvinger efter A, der var kunde i indklagedes Mårslet afdeling. A var født den 25. juni 1916 og døde den 26. oktober 1999. A efterlod sig ikke livsarvinger.
A afhændede i starten af 1999 en landbrugsejendom og købte en andelsbolig. Indklagede har hørt, at A efter boligskiftet havde frie midler, der oversteg 1,2 mio. kr.
Den 9. september 1999 var A til møde i indklagedes afdeling, hvor en drøftelse af klagerens økonomiske forhold fandt sted. Forinden mødet var den 2. august 1999 fremsendt en beregning af klagerens økonomiske situation frem til 2009. På mødet underskrev klageren en begæring om tegning af en livsvarig livrente med et engangsindskud på 250.000 kr. i et med indklagede koncernforbundet selskab. Udbetaling fra livrenten skulle påbegyndes den 1. januar 2002, og den årlige udbetaling ville udgøre 57.670 kr. ekskl. bonus.
Ved skrivelse af 10. september 1999 til A fremsendte indklagede "Referat af pensionsmøde", hvoraf det fremgår, at det på mødet den foregående dag var aftalt at tegne en livrente på 250.000 kr. samt placere 950.000 kr. i Uni-invest, heraf 285.000 kr. i en aktiebaseret afdeling og 665.000 kr. i en obligationsbaseret afdeling.
Indklagede har under sagen fremlagt kopi af dødelighedstavle for årene 1997/98, hvoraf fremgår, at middellevetiden for en 83-årig mand er 5,47 år.
Parternes påstande.
Boet efter A har den 23. maj 2000 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at foretage "annullering af livrenten".
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Boet har anført, at A på tidspunktet for oprettelsen af livrenten var syg og træt. A havde to gange været behandlet for lymfekræft og var klar over, at der var fare for, at han atter havde fået kræft. A omtalte næppe dette for indklagedes medarbejder, men A ville aldrig være gået med til en konstruktion som den aftalte med det lange tilbagebetalingsforløb, hvis A havde forstået aftalen.
Første udbetaling fra livrenten skulle ske i 2002, hvorfor A skulle leve længere end den statistiske restlevealder, før det ville løbe økonomisk rundt.
A havde i et testamente fra december 1995 bestemt, at han ønskede at tilgodese sine nærmeste.
Den foretagne rådgivning har været den bedst mulige for indklagede, men ikke for kunden. Samtidig ser det ikke ud som rådgivning, men mere som salg.
Indklagede har anført, at A ved mødet den 9. september 1999 fremtrådte sund og rask og virkede åndsfrisk. Man havde ikke kendskab til og fik heller ikke viden om, at A tidligere havde haft en kræftsygdom.
A blev gjort opmærksom på, at livrenten ville bortfalde fuldstændig i tilfælde af hans død. A bemærkede hertil, at det var hans niecer, som skulle arve, men at der efter hans mening var rigeligt tilbage til dem - også efter tegningen af livrenten.
A besluttede sig for i samråd med indklagedes medarbejder at placere ca. 55% af sine frie midler i Uni-invest Direct, der investerer i danske obligationer, samt yderligere ca. 24% i Uni-invest Aktier, der investerer i store kendte danske og udenlandske aktier. De sidste 21% blev placeret i livrenten. A tiltrådte dette forslag under mødet.
A blev rådført udførligt om livrenteordningens virkemåde og var i stand til at gennemskue sine behov ved gennemgangen af økonomien. A ønskede at sikre et stabilt og tilstrækkeligt rådighedsbeløb.
A ville have et omtrentligt årligt rådighedsbeløb på 40.000 kr. i 10 år, såfremt livrenteindskuddet i stedet blev placeret som de øvrige investerede midler. En beregning, der omfatter den etablerede livrente, viser, at A's rådighedsbeløb gennemsnitlig ville stige med 96% i årene 2000-2002.
Forskellen på de 5 første års rådighedsbeløb viser et akkumuleret yderligere rådighedsbeløb på ca. 235.000 kr. Stigningen fremkommer ved skattefradraget på grund af livrenteindskuddet, som yderligere medfører, at A ville blive berettiget til varmetillæg og boligstøtte.
Ud fra de statistiske forudsætninger for A's restlevetid kunne ordningen således betale sig.
Selv om en livrente normalt ikke anbefales til kunder, der er ældre end 80 år, betød A's personlige økonomiske situation, at livrenten i kombination med det offentlige tilskudssystem og A's øvrige formueforhold, herunder fravær af ægtefælle og livsarvinger, kunne give en god forrentning, blot A overlevede sin statistiske middellevetid med ca. ½ år.
Det kommer ikke indklagede eller forsikringsselskabet til gode, at A afgik ved døden så hurtigt efter tegningen. A's indskud tilgår de øvrige overlevende forsikringstagere med en livrenteordning.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Ole Reinholdt og Erik Sevaldsen - udtaler:
Vi finder det ikke sandsynliggjort, at A ikke vidste, hvilke retsvirkninger der var forbundet med oprettelsen af livrenten. Der er herefter ikke grundlag for at antage, at indklagede ydede A mangelfuld rådgivning, og vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
2 medlemmer - Lisbeth Baastrup og Timme Bertolt Døssing - udtaler:
Efter det anførte lægger vi til grund, at den tegnede livrente kun ville være fordelagtig for A, hvis han overlevede sin statistiske restlevetid, som på tegningstidspunktet var ca. 5½ år. Vi finder, at det under disse omstændigheder må påhvile indklagede at dokumentere, at den da 83-årige A forud for tegningen udførligt er blevet vejledt om de risici, der ville være forbundet med tegningen. Vi finder ikke, at der foreligger tilstrækkelig dokumentation for, at sådan vejledning er givet, og stemmer derfor for at tage klagerens påstand til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.