Afgørelse

Ydelsesberegning ved overgang til 12-terminers lån.

Klageren havde tre lån til det indklagede realkreditinstitut, hvoraf det ene havde halvårlige terminer i marts og september, mens de to andre lån havde halvårlige respektive kvartårlige terminer, som fulgte kalenderåret. Instituttet fremsendte i august 1994 et tilbud til klageren om pr. 1. oktober 1994 at få ændret lånene til 12 årlige terminer. Af brevet fremgik det, at klageren for 1995 og fremover årligt kunne spare 658 kr., og at ændringen ikke kostede ham noget. Af en brochure om 12-terminerslån fremgik det, at man ved at vælge månedlige terminer i stedet for at spare op til terminen ville være lidt "forud" i forhold til tidligere, hvilket udløste en rabat på bidraget. Det fremgik af såvel brochuren som af tillæg til pantebrevene, at de månedlige ydelser forfaldt månedsvis forud hver den 1. i måneden. Ændringen blev sat i værk pr. 1. oktober 1994. Da klageren opdagede, at der ultimo 1994 manglede 5.175 kr. på hans budgetkonto, foreholdt han instituttet, at der ifølge tilbudet om overgang til 12 terminer var tale om en mindre ændring af betalingsbetingelserne, som ikke ville koste ham noget. Instituttet redegjorde for overgangen til 12 terminer, som indebar en forudbetaling af terminsydelserne i forhold til tidligere.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet havde været uberettiget til at opkræve 5.175 kr. ekstra i terminsydelser for 1994 og derfor skulle tilbagebetale ham dette beløb med tillæg af omkostninger, og at instituttet skulle anerkende, at han kunne fortsætte med at betale terminsydelser på månedsbasis med de lovede besparelser. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet bemærkede, at der ved 12-terminers lån betales 1/6 respektive 1/3 af den oprindelige terminsydelse hver måned - det vil sige en akkumulerende forudbetaling og en deraf følgende likviditetsforskydning - frem til den oprindelige ordinære termin. Isoleret set var det korrekt, at klageren i 1994 havde betalt 5.175 kr. for meget, men det skyldtes, at der i de sidste 3 måneder af 1994 var forudbetalt 1/6 pr. måned af terminsydelsen for marts 1995. De 5.175 kr. var således reelt likviditetsforskydningen pr. 31. december 1994, som blev udlignet i marts 1995. Det konkrete tilbud til klageren indeholdt en beskrivelse af terminerne for 1995, men ikke for 1994, hvor ændringen trådte i kraft. Ved ikke at vise konsekvenserne for det enkelte "låneår" eller i hvert fald for ændringsåret 1994 skabtes der grundlag for misforståelser. Præsentationen burde således ifølge Nævnet have været udformet mere pædagogisk. Det fremgik imidlertid af materialet, at ordningen var baseret på forudbetaling, og Nævnet fandt ikke at kunne give klageren medhold i kravet om tilbagebetaling af forudbetalingen i 1994, der var forudsætningen for ordningens gennemførelse. Nævnet frifandt derfor instituttet.