Studielån, forudbetaling af ydelser.
| Sagsnummer: | 329/1990 |
| Dato: | 05-12-1990 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Lars Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - studielån
|
| Ledetekst: | Studielån, forudbetaling af ydelser. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren indgik med indklagede den 4. december 1986 aftale om tilbagebetaling af et studielån. Lånets samlede størrelse var ca. 155.000 kr. Det aftaltes at afvikle studielånet med en månedlig ydelse på 1.900 kr., første gang 1. marts 1987.
Under afviklingen af lånet har klageren i flere tilfælde betalt et større beløb, som har kunnet dække mere end en måneds aftalt ydelse. Klageren er herefter flere gange blevet rykket for betaling af de efterfølgende månedlige ydelser og i denne forbindelse blevet pålagt rykkergebyr. Klageren har herefter henvendt sig til indklagede og anført, at han forudbetalte på afviklingen af lånet, hvorefter indklagede har refunderet opkrævede gebyrer.
Efter at have brevvekslet med indklagede har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at meddele klageren en historisk oversigt over lånet udvikling, herunder oplyse rentetilskrivningen i de enkelte låneår, at klageren får mulighed for forudindbetalinger på lånet, at indklagede tilpligtes at give en bedre løbende information om låneforholdets udvikling, at klageren sikres mod uretmæssige rykkerskrivelser samt at indklagede tilpligtes at betale 5.000 kr. som kompensation for den at klageren på sagen anvendte tid.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede uretmæssigt har afsendt rykkerskrivelser til klageren, idet sådanne skrivelser også er sendt i måneder, hvor betalingen er sket forud. Det forekommer i denne forbindelse absurd, at indklagedes EDB-system ikke kan håndtere forudindbetalinger på lånet. Klageren har ingen mulighed for at kontrollere låneforholdets udvikling, herunder renteberegningen, da han alene modtager en årlig kontooversigt, som ikke viser de enkelte posteringer. Det bør derfor pålægges indklagede vederlagsfrit at meddele klageren en historisk oversigt over studielånets udvikling, ligesom det bør pålægges indklagede fremover at give bedre information. Som følge af, at klageren har været nødt til at bruge urimelig meget tid på at få de uberettigede rykkerskrivelser tilbageført samt at imødegå indklagedes unøjagtigheder, urigtigheder og selvmodsigelser, bør klageren endvidere tilkendes en kompensation på mindst 5.000 kr., svarende til 40 arbejdstimer å 125 kr.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der ikke er tale om en formueretlig tvist, og at de af klageren rejste spørgsmål henhører under Finanstilsynet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at klageren allerede har modtaget en del af de ønskede oplysninger. Det kan ikke forlanges, at indklagede indretter sit EDB-system efter den enkelte kundes specielle ønsker. Således betragter indklagede indbetalinger udenfor tilbagebetalingsaftalen som ekstraordinære afdrag, hvorfor der ikke er mulighed for at sikre, at klageren ikke tilsendes rykkerskrivelser for udeblevne ordinære ydelser. Indklagede afgiver kvitteringer ved ind- og udbetalinger og dette sammenholdt med den årlige kontooversigt giver efter indklagedes opfattelse kunden tilstrækkelig information. Indklagede har tilbudt mod vederlag at meddele klageren de ønskede oplysninger vedrørende tidligere år, idet man dog ikke er i stand til at gå mere end 5 år tilbage.
Ankenævnets bemærkninger:
Idet klagen angår indklagedes forpligtelser i forbindelse med et bestående låneforhold, findes indklagedes påstand om afvisning ikke at kunne tages til følge.
Ankenævnet finder, at det, når kunden fremsætter anmodning herom, må påhvile indklagede i tilslutning til den samlede årsopgørelse vedrørende et udlån at udarbejde en kontoudskrift udvisende samtlige posteringer foretaget det pågældende år, idet kunden ellers ikke har reel mulighed for at kontrollere årsopgørelsen, herunder renteberegningen. En sådan kontoudskrift bør tilstilles kunden vederlagsfrit, når kundens anmodning er fremsat forud for eller inden rimelig tid efter årsopgørelsens fremsendelse til kunden. Klagerens påstand om pligt for indklagede til at meddele yderligere oplysninger vedrørende lånet tages herefter til følge som nedenfor bestemt for året 1989 og følgende år.
Det findes ikke at kunne kritiseres, at indklagedes EDB-system er indrettet således, at indbetalinger, der ikke har sammenhæng med de aftalte ydelser, på et lån, der ikke er i restance, i mangel af anden tilkendegivelse ved den enkelte indbetaling betragtes som ekstraordinære afdrag og ikke som forudbetaling af ordinære ydelser. Klagerens påstand om, at indklagede skal ændre sin procedure på dette punkt kan derfor ikke tages til følge.
Der findes ikke at være grundlag for at tilkende klageren et beløb som kompensation for den tid, han har anvendt på sagen.
Som følge heraf