Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om en ændret puljefordeling skete i henhold til aftale.

Sagsnummer: 77 /2003
Dato: 26-08-2003
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Inge Frølich, Sonny Kristoffersen, Erik Sevaldsen, Astrid Thomas
Klageemne: Puljepension - rådgivning om placering
Passivitet - værdipapirer/investering
Ledetekst: Spørgsmål om en ændret puljefordeling skete i henhold til aftale.
Indklagede: Nordea Bank Danmark
Øvrige oplysninger: SD
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører om en ændring af puljefordeling af klagerens pensionskonto skete i henhold til aftale med klageren.

Sagens omstændigheder.

Klageren og dennes ægtefælle M er kunder i indklagedes Værløse afdeling. Klageren er født i 1946.

Den 20. januar 2000 deltog klageren og M i et møde i indklagedes afdeling, hvor parrets pensionsordninger, der begge var placeret i puljen Lange obligationer, blev drøftet.

Indklagede har anført, at det på mødet for begge ægtefæller blev aftalt med virkning fra 1. februar 2000 at ændre placeringen af pensionsordningerne til et individuelt fastsat miks af puljer. Ændringen indebar, at midlerne i højere grad blev placeret i aktier.

Klageren har anført, at hendes ægtefælle på mødet accepterede en ændring, men at hun selv afviste at skifte pulje. Det blev dog aftalt, at indklagede skulle fremsende aftale om puljeskift til eventuel underskrift for det tilfælde, at hun senere skulle ændre mening, hvad hun dog ikke gjorde.

Ved skrivelse af 26. januar 2000 stilet til klageren og M anførte indklagede:

"Tak for et godt møde 20 januar. Her er et kort resumé af det vi aftalte.

* ændring af puljefordeling på Jeres pensionskonti.

…….

I bedes venligst underskrive aftalerne og returnere dem til mig. Kopierne er til jeres orientering."

Pr. 1. februar 2000 blev klagerens og M's puljefordeling ændret, således at 30 % blev placeret i Lange obligationer, 10 % i Indeksobligationer, 20 % Danske aktier og 40 % i Udenlandske aktier.

Den 14. februar 2000 underskrev M aftale om den ændrede puljefordeling.

Medio januar 2001 fremsendte indklagede til klageren og M "Pensions- og forsikringsoversigt" (3 sider). På side 2 fremgår den procentvise fordeling på de enkelte puljer. Puljeafkastet er endvidere specificeret for de enkelte puljeandele med angivelse af afkastet for f.eks. Danske aktier og Udenlandske aktier.

I januar 2002 fremsendte indklagede en tilsvarende oversigt for året 2001. For klagerens vedkommende var det samlede afkast negativt med 6,8%. Værdien af klagerens ordning var knap 200.000 kr.

Medio januar 2002 rettede M på klagerens vegne henvendelse til indklagede og gjorde gældende, at placeringen af pensionsmidlerne var ændret af indklagede imod klagerens vilje, hvorfor indklagede skulle stille klageren, som om der ikke pr. 1. februar 2000 var sket ændring af puljesammensætningen.

Ved skrivelse af 2. december 2002 fremsatte klageren krav om, at hun blev stillet, som om der ikke var sket puljeskift pr. 1. februar 2000.

Ved skrivelse af 8. januar 2003 tilbød indklagede at stille klageren, som om puljefordelingen var uændret til og med udgangen af januar 2001, men herefter blev ændret i overensstemmelse med, hvad der efter indklagedes opfattelse var aftalt på mødet i januar 2000. Dette ville for 2000 medføre en difference i klagerens favør på ca. 9.700 kr.; for 2001 ville det betyde en difference i klagerens disfavør på ca. 12.000 kr., som indklagede dog pr. kulance ville se bort fra, såfremt klageren accepterede indklagedes tilbud. Ved skrivelse af 21. samme måned afslog klageren indklagedes tilbud.

Parternes påstande.

Klageren har den 24. februar 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at stille hende, som om ændringen af puljesammensætningen pr. 1. februar 2000 ikke havde fundet sted.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun på mødet i januar 2000 afviste at ændre puljesammensætningen. Indklagedes medarbejder oplyste, at der ville blive fremsendt to aftaler. Hvis hun kom på andre tanker, kunne hun blot underskrive aftalen og returnere den.

Hun reagerede ikke på skrivelsen af 26. januar 2000, hvilket skyldes, at en ændring af puljefordelingen måtte medføre en underskrevet aftale, af hvilken grund indklagede da også fremsendte aftalen til underskrift.

Indklagede forventede således, at hun underskrev aftalen om puljeskift og returnerede denne. Hun forstår derfor ikke, hvorfor hun så efter indklagedes opfattelse burde have reageret og protesteret mod det fremsendte resumé fra mødet.

Baggrunden for, at hun ikke ønskede et puljeskift, var hendes tidligere erfaringer med placering af pensionsmidler i aktier, hvorfor hun ikke ønskede at gamble.

Indklagede har anført, at det på mødet den 20. januar 2000 blev aftalt at ændre puljesammensætningen for begge ægtefællers vedkommende.

Skrivelsen af 26. januar 2000 forekommer misvisende, såfremt det skulle være aftalt, at klageren alene skulle have aftalen sendt hjem for det tilfælde, at hun efterfølgende ombestemte sig. Klageren burde derfor have reageret på en tydeligere måde end ved blot ikke at returnere aftalen i underskrevet stand, når den anden aftalepart, indklagede, tydeligvis anså aftalen som indgået.

Det er indklagedes forretningsprincip, at mundtligt indgåede aftaler skal følges op af en skriftlig aftale. Det beror på en beklagelig forglemmelse, at der ikke blev fulgt op i den konkrete sag.

Klageren burde i hvert fald have reageret i januar 2001 ved modtagelsen af pensionsoversigten for året 2000, hvor pensionsmidlernes puljesammensætning fra 1. februar 2000 fremgik. Ved først at reagere i januar 2002, to år efter fremsendelsen af møderesuméet og et år efter modtagelsen af den første pensionsoversigt indeholdende omplaceringen, har klageren kunnet spekulere i afkastudviklingen på indklagedes risiko, hvis klageren stilles som påstået. Der påhviler klageren en tabsbegrænsningspligt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det kan mod klagerens benægtelse ikke anses for godtgjort, at klageren ved mødet den 20. januar 2000 indgik aftale med indklagede om en ændret puljefordeling for hendes pensionsordning.

Af skrivelsen af 26. januar 2000 fremgår, at der efter indklagedes opfattelse var aftalt en ændret puljefordeling for såvel klagerens som M's pensionskonto. Indklagede anmodede begge om at underskrive fremsendte aftaler herom og returnere aftalerne. Klagerens undladelse af at reagere over for skrivelsens indhold kan ikke føre til, at klageren kan anses for bundet ved passivitet, da det ikke af skrivelsen er åbenbart, at indklagede, uanset om klageren returnerede en underskrevet aftale, anså en ændret puljefordeling for aftalt på mødet.

Tre medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas - udtaler:

Efter at klageren i januar 2001 havde modtaget pensions- og forsikringsoversigten for 2000, hvoraf den ændrede puljefordeling fremgik, måtte klageren indse, at indklagede anså en aftale om ændret puljefordeling for indgået. Det påhvilede derfor klageren inden for rimelig tid at rette henvendelse til indklagede i denne anledning. Klageren rettede imidlertid først henvendelse i januar 2002 efter modtagelsen af oversigten for 2001. Under disse omstændigheder stemmer vi for, at indklagede bør stille klageren, som om puljefordelingen var uændret til og med udgangen af januar 2001.

To medlemmer - Inge Frølich og Sonny Kristoffersen - udtaler:

Vi finder ikke, at klageren alene på grundlag af pensionsoversigten burde have reageret på indklagedes fejl tidligere end sket og stemmer derfor for at tage klagerens påstand til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Indklagede skal inden fire uger foretage en korrektion af klagerens pensionskonto i overensstemmelse med det foran anførte.



Klagegebyret tilbagebetales klageren.