Spørgsmål om tidspunkt for udtræden af puljeinvest.
| Sagsnummer: | 286 /2009 |
| Dato: | 29-09-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Karin Duerlund, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Rut Jørgensen |
| Klageemne: |
Puljepension - ændring af puljesystem
Puljepension - udtræden af pulje Passivitet - værdipapirer/investering |
| Ledetekst: | Spørgsmål om tidspunkt for udtræden af puljeinvest. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmål om klagerens udtræden af puljeinvest.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1946, oprettede i december 1989 en kapitalpensionsopsparing i Bikuben, nu Danske Bank. Kapitalpensionsmidlerne skulle placeres i bankens puljeinvest i henhold til særskilt aftale. Udbetaling skulle ske "ved det fyldte 60 år og senest ved det fyldte 70. år."
Ved brev udsendt i marts 2001 informerede banken om ændrede regler for puljeinvest pr. den 1. oktober 2001. Banken foreslog, at klagerens kapitalpensionsmidler, som hidtil havde været tilsluttet Kort blandet pulje, blev videreført i Puljeinvest, Bankvalg.
Den 30. december 2001 underskrev klageren en aftale med banken om puljeinvestering af kapitalpensionsmidlerne. Af aftalen fremgår bl.a.:
"…
Puljefordelingen tilpasses løbende af banken, så forholdet mellem risiko og afkastmulighed er hensigtsmæssigt set i forhold til den aftalte investeringshorisont (dato for udløb af aftalen om Puljeinvest).
Aftalen om Puljeinvest udløber den 1. januar 2008, hvor kontoen automatisk udtræder af Puljeinvest.
…"
Ved brev udsendt i januar 2004 informerede banken om ændrede regler for puljeinvest pr. den 1. juni 2004. I "Puljeinvest, Bankvalg" blev der mulighed for at vælge lav, middel eller høj aktieandel. I øvrigt fremgår bl.a.:
"…
Dine konti i Puljeinvest Bankvalg
Her får du en oversigt over, hvilke konti du har i Puljeinvest Bankvalg, som vi placerer i Bankvalg med middel aktieandel, hvis du ikke selv kontakter os for at vælge en anden placering.
Kapitalpension [kontonummer] får ny ophørsdato i Puljeinvest den 31.12.2015, hvor du er 69 år.
Ophørsdatoen i Puljeinvest svarer fremover til det tidspunkt, hvor vi har aftalt, at din pensionsopsparing udbetales. Du kan ændre ophørsdatoen, men kun hvis udbetalingstidspunktet også ændres.
…"
Ved brev af 4. april 2004 mindede banken klageren om ændringen af puljereglerne pr. den 1. juni 2004.
Af bankens Regler for deltagelse i Puljeinvest fra såvel 2001 som 2004 fremgår bl.a.:
"…
Når du melder din opsparing til Puljeinvest, skal du fastsætte en dato for, hvornår din tilmelding ophører. … Fra ophørsdatoen stopper din konto automatisk med at være tilmeldt Puljeinvest.
• | For kapitalpension kan du fastsætte en ophørsdato til den 1. i en måned, hvor den aftalte bindingsperiode udløber. Bindingsperioden kan udløbe mellem dit 60. og 70. år eller ved en godkendt lavere pensionsalder. … Ændrer du den aftalte bindingsperiodes udløb, ændrer du automatisk ophørsdatoen for tilknytningen til Puljeinvest." |
Det fremgik af årsoversigterne for 2004 – 2007, at klagerens kapitalpension var placeret i Bankvalg Middel aktieandel. Endvidere fremgik bl.a.:
"…
Banken har registreret, at Deres Kapitalpension ophører i Puljeinvest den 31.12.2015 [i årsopgørelserne 2006 og 2007 var datoen 01.01.2016]. Dette har bl.a. betydning for kontoens puljefordeling mellem aktier og obligationer. Puljefordelingen fastsættes af banken ud fra, hvor længe der er til, at Deres Kapitalpension ophører i Puljeinvest.
…"
Pr. den 31. december 2008 havde kapitalpensionen en saldo på 749.029,18 kr. efter fradrag af et negativt afkast på 138.328,13 kr. Puljeafkastet efter omkostninger (5.613,81 kr.) var 143.941,94 kr., svarende til ÷ 16,54 % af kontoens gennemsnitlige indestående.
Parternes påstande.
Den 16. marts 2009 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal betale 138.000 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det fremgår klart af aftalen af 30. december 2001, at kapitalpensionskontoen pr. den 1. januar 2008 automatisk skulle udtræde af puljeinvest.
Banken var ikke berettiget til ensidigt og "med et pennestrøg" at ændre aftalen ved at anføre et andet udløbstidspunkt i årsopgørelserne.
Baggrunden for aftalen var, at han ville på efterløn i 2008, hvor han fyldte 62 år. Kapitalpensionen skulle derfor udgå af puljeordningen og blive stående til almindelig rente. Da han var tæt på pensionsalderen, burde kapitalpensionsmidlerne i hvert fald have været placeret med lav risiko, således at der ikke kunne opstå tab.
Under et møde med banken i februar 2008 vedrørende finansieringen af et sommerhus fortalte han, at han ville på efterløn om 3 måneder og skulle leve af kapitalpensionen samt ud at rejse. Kapitalpensionsmidlerne skulle derfor ikke bruges til finansiering af sommerhuset.
Danske Bank har anført, at ophørsdatoen for klagerens kapitalpension blev ændret til den 31. december 2015 i forbindelse med ikrafttrædelsen af de ændrede puljeregler pr. den 1. oktober 2001. Ved aftalen af 30. december 2001 blev ophørsdatoen ændret til den 1. januar 2008.
Med ændringen af puljereglerne pr. den 1. juni 2004 blev ophørsdatoen ændret til den 31. december 2015. Begrundelsen for ændringen var, at banken ønskede, at ophørsdatoen for puljeordningen og udbetalingstidspunktet for pensionsopsparingen var sammenfaldende. Klageren blev opfordret til at henvende sig, hvis han ønskede en anden risikoprofil eller en anden ophørsdato end den nu fastsatte. I april 2004 blev klageren igen gjort opmærksom på de ændrede vilkår.
Banken var berettiget til at ændre vilkårene for tilknytningen til puljeordningen som sket, herunder at ændre ophørsdatoen. Klageren reagerede ikke på bankens opfordringer til at henvende sig, hvis klageren ville ændre puljeordningen, herunder ophørsdatoen, ligesom klageren ikke reagerede på årsopgørelserne. Klageren har dermed udvist retsfortabende passivitet og har således accepteret ændringerne for tilknytningen til puljeordningen.
Klageren vidste, at pensionsmidlerne blev investeret bedst muligt efter bankens skøn, at der var en investeringsrisiko, og at afkastet af de investerede pensionsmidler kunne blive negativt.
Banken har ikke handlet ansvarspådragende – hverken ved ændringer af vilkårene for deltagelse i puljeordningen eller ved de stedfundne investeringer.
Klagerens puljeordning blev ikke drøftet på mødet i februar 2008.
På et møde i februar 2009 tilkendegav klageren, at han ikke ønskede at ændre investeringsprofil, da han ikke skulle bruge pengene, og da han ikke havde planer om at gå på efterløn, men blot så det som en behagelig mulighed.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ifølge aftalen af 30. december 2001 skulle klagerens kapitalpensionskonto i Danske Bank automatisk udtræde af puljeinvest den 1. januar 2008.
Ankenævnet finder, at klageren på baggrund af bankens information ved brevet udsendt i januar 2004 og det anførte i årsoversigterne for 2004-2007 burde havde indset, at banken anså aftalen om udtræden af puljeinvest for ændret. Ankenævnet finder derfor, at klageren burde have henvendt sig til banken, hvis han var uenig i det af banken anførte om udtrædelsestidspunktet.
Ankenævnet finder således, at klageren som følge af passivitet har fortabt sin ret til at gøre indsigelse mod, at hans kapitalpensionsmidler i 2008 var placeret i Danske Banks Puljeinvest Bankvalg.
Klagen tages ikke til følge.