Afgørelse

Indsigelse mod rentens størrelse på privatlån, der indfriede klagernes kautionsforpligtelse for et erhvervsengagement.

Indledning.

Denne klage vedrører rentens størrelse på et lån, som klagerne optog til indfrielse af en kautionsforpligtelse for et erhvervsengagement.

Sagens omstændigheder.

Denne klage er indgivet af klagerne K1 og K2. K2 er K1's datter.

I marts 1999 anmeldte et anpartsselskab betalingsstandsning. Selskabet var oprindeligt ejet af K2 og dennes søster, men søsteren udtrådte i 1996. Selskabet havde et engagement med indklagedes Husum afdeling, som ultimo marts 1999 var på ca. 145.000 kr.

Af en skrivelse af 16. april 1999 fra indklagede til K2 fremgår:

"I forbindelse med ovennævnte betalingsstandsning, har vi som aftalt etableret et nyt lån i Deres og [K1's] navne.

I den forbindelse bedes De venligst henvende Dem i banken for at underskrive det nye lånedokument."

Den 20. april 1999 underskrev klagerne gældsbrev til indklagede vedrørende et lån på 145.562 kr., som skulle afvikles med 4.000 kr. månedligt, første gang 31. maj 1999. Af gældsbrevet fremgår i øvrigt:

"For lånet betaler låntager en a f banken fastsat variabel pålydende rente på for tiden 13,250 % pr. år. Renten beregnes efter bankens til enhver tid gældende satser og vilkår for lån af denne art."

Af gældsbrevets forside fremgår:

"Gældsbrev - Forbruger med variabel rente"

Anpartsselskabet blev efterfølgende erklæret konkurs.

Med virkning fra 31. januar 2000 blev lånets afvikling ændret, idet ydelsen blev nedsat til 3.000 kr. Der er fremlagt udateret, men af klagerne underskrevet gældsbrev, hvoraf blandt andet fremgår, at lånets restgæld pr. 7. januar 2000 var 126.213,70 kr. Endvidere fremgår:

"For lånet betaler låntager en af banken fastsat variable pålydende rente på for tiden 13,250%, hvilket svarer til en årlig nominel rente på 13,923%."

Af fremlagte kontoudtog fremgår, at lånet blev afviklet regelmæssigt til og med ydelsen pr. 30. april 2001, pr. hvilken dato restgælden var 98.112,34 kr. Afviklingen var herefter uregelmæssig, og seneste ydelse blev betalt den 12. december 2001, hvor lånets restgæld var 88.438,10 kr.

Indklagede har anført, at K1 i marts 2002 meddelte, at han forventede at modtage 140.000 kr. i forbindelse med, at anpartsselskabets konkurs ville blive erklæret uberettiget. Klageren har anført, at beløbet på 140.000 kr. vedrørte de omkostninger, der ville medgå til en retssag om konkursen.

Indklagede har anført, at K1 i juni 2002 oplyste, at erstatningen fra konkursen trak ud, men at en ejendom beliggende i Nordsjælland var sat til salg med et forventet provenu på 850.000 kr. Når ejendommen var solgt, ville indklagede blive fuldt indfriet. Klagerne har anført, at oplysninger om det forventede provenu på 850.000 kr. er pure opspind fra indklagedes side.

Den 19. september 2002 modtog indklagede kopi af en formidlingsaftale vedrørende salg af ejendommen. Det fremgik, at ejendommen var ejet af et af K1 ejet anpartsselskab. Samme dag fremsendte indklagede kontoudtog for klagernes lån, ifølge klagerne kontoudtog for første halvår 2002.

Ved skrivelse af 26. september 2002 gjorde indklagede K1 opmærksom på, at lånet var i restance med 19.000 kr. Indklagede anmodede om at få transport i provenuet ved salget af ejendommen eller modtage lånets restance. Indklagede har anført, at der i månederne november og december 2002 samt januar og februar 2003 var telefonisk kontakt med K1 om lånet. Ifølge klagerne står dette helt for indklagedes regning, da de ikke har nogen ide om dette.

Ved skrivelse af 17. marts 2003 meddelte indklagede K1, at klagernes lån kunne omlægges til et lån med en hovedstol på 106.989,98 kr. og afvikles med 2.000 kr. månedligt. Indklagede anmodede K1 om at rette henvendelse.

Ved skrivelse af 3. april 2003 fremsendte indklagede til K1 lånedokument om forhøjelse af lånet og med en månedlig afvikling på 2.500 kr. Det fremgik, at K1 ikke havde reageret på skrivelsen af 17. marts 2003. Indklagede anførte, at såfremt man ikke modtog lånedokumentet i underskrevet stand, eller afviklingsaftalen ikke blev overholdt, så man sig nødsaget til at opsige engagementet til fuld indfrielse. K2 modtog kopi af skrivelsen.

Ved skrivelse af 13. april 2003 meddelte K2, at K1 var på Grønland og først forventedes tilbage omkring den 23. samme måned. K2 håbede, at en afvikling af lånet herefter kunne drøftes.

Ved skrivelse af 22. april 2003 meddelte indklagede K2, at man igennem det seneste år forgæves havde forsøgt at få en aftale i stand med K1 om lånets restance, som p.t. var 33.000 kr. Det var indklagedes ufravigelige krav senest den 25. samme måned at modtage det tidligere fremsendte lånedokumentet i underskrevet stand. I modsat fald ville engagementet blive opsagt til fuld indfrielse og overdraget til retslig inkasso.

Ved skrivelse af 25. april 2003 meddelte K2, at det ikke var fysisk muligt, at indklagede kunne modtage lånedokumentet i underskrevet stand, da K2 ikke havde dette i sin besiddelse, idet det beroede hos K1.

Den 28. april 2003 meddelte indklagede K2, at man accepterede at modtage lånedokumentet underskrevet af begge klagere senest den 2. maj 2003, ligesom ydelsen på 2.500 kr. skulle være indbetalt senest 30. april 2003. I modsat fald ville engagementet blive opsagt til fuld indfrielse.

Af klagernes skrivelse af 1. maj 2003 til indklagede fremgår blandt andet:

"Vi har på et tidspunkt i 2001 foreslået [indklagedes medarbejder] at lave lånet om til et pantebrev i [K1's anpartsselskabs] hus, da der på dette tidspunkt var over en million i friværdi i huset. Derved ville hele [indklagedes] risiko ved lånet bortfalde. [Indklagedes medarbejder] 's svar hertil var "Så går banken jo glib af sine gode renter".

[K1] har oplyst [indklagedes medarbejder] om at vi ikke vil indbetale på lånet før vi har en afklaring på den variable rente.

[K1] har indtil flere gange, siden september 2001, forsøgt at få en aftale med [indklagedes medarbejder] om nedsættelse af rentesatsen, begrundet i at det var en erhvervskredit der blev omlagt, på omlægnings tidspunktet i 1999 var renter 10,750%, nu skal vi betale ca. 14,752%. Omkring november 2002 forelagde K1, vedlagte kendelse fra Pengeinstitutankenævnet og [indklagedes medarbejder] lovede at se på sagen igen, og bedyrede at det ikke var nødvendigt at klage, hun ville fremkomme med en løsning."

Ved skrivelse af 15. maj 2003 meddelte indklagede, at man med baggrund i sagsforløbet havde genberegnet lånet fra etableringstidspunktet og til dato. Restgælden udgjorde herefter p.t. 107.953,74 kr. Ved beregningen var anvendt indklagedes til enhver tid gældende standardsats for udlån til private, p.t. 13,5% pro anno, og der var ikke medtaget restancerenter og rykkergebyr. Indklagede vedlagde et frivilligt forlig vedrørende beløbet på 107.953,74 kr., som ifølge forliget skulle afvikles med 2.000 kr. månedligt. Indklagede anmodede om at modtage forliget i underskrevet stand senest den 2. juni 2003.

Ved skrivelse af 30. maj 2003 meddelte K2, at sagen ville blive indgivet til Ankenævnet, hvis indklagede ikke fremkom med et andet forslag til sagens løsning inden 16. juni 2003. K2 henviste til, at indklagedes regulering af restgælden alene havde ført til en nedsættelse på 5.209,08 kr.

Ved skrivelse af 10. juni 2003 anmodede indklagede K1 om inden 8 dage at indbetale lånets restance på nu 37.000 kr. I modsat fald ville lånet blive opsagt til fuld indfrielse over for begge klagere.

Under sagen er fremlagt kopi af kontoudtog for lånet siden dets etablering. Kontoudtogene er stilet til klagerne på anpartsselskabets adresse. Klagerne har anført, at de som følge af postspærring for selskabet ikke modtog kontoudtogene på de tidspunkter, hvor de er fremsendt.

Parternes påstande.

Klagerne har den 18. juni 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en rentekompensation på ca. 28.000 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de kautionerede for anpartsselskabets kredit. De antog, at renten på lånet etableret i april 1999 svarede til renten på selskabets kredit, ca. 10% p.a.

Indklagede fremsendte alle kontoudtog på lånet til tilsynet under betalingsstandsningen og senere kurator for konkursboet. Af denne grund opdagede de først sent den høje rente. Indklagede måtte vide, at kontoudtogene ikke kom de rette personer i hænde. Formentlig var det for at skjule rentens størrelse, som fremgik af kontoudtogene.

I april 1999 rettede indklagede henvendelse med henblik på at overføre kreditten til K2. I modsat fald ville der blive fremtvunget et udlæg i K2's faste ejendom. De følte sig presset til at overtage kreditten personligt. Senere fandt de ud af, at de kunne have afviklet selskabets kredit med egne midler, hvilket er lovligt ifølge konkurslovgivningen.

Indklagedes voldsomme reaktion havde kun til formål at berige indklagede på kundernes bekostning.

Fra 2. januar 2002 har de ikke afviklet lånet, idet K1 anmodede om en opgørelse om lånets saldo og meddelte, at afviklingen ville afvente dette.

Indklagede har ikke forud for sagens indbringelse for Ankenævnet taget stilling til sagens problem, nemlig hvorfor lånet i 1999 blev omlagt med det formål at stille dem ringere end før.

Ankenævnets kendelse i sag 71/1994 støtter deres standpunkt.

Indklagede har anført, at klagerne selv ønskede at optage lånet til dækning af anpartsselskabets gæld. Klagerne var bekendt med renten, som fremgår af gældsbrevet.

Kontoudtog blev sendt til klagerne, hvoraf rentesatsen fremgik. Renten fulgte indklagedes variable rentesats.

Ankenævnets kendelse 71/1994 har ikke betydning for sagen, idet klagernes rente er reguleret i overensstemmelse med generelle renteændringer.

Indklagede er indstillet på at indgå aftale i overensstemmelse med indklagedes tilbud af 15. maj 2003, såfremt klagerne senest 4 uger efter afsigelsen af Ankenævnets kendelse underskriver det frivillige forlig og returnerer dette til indklagede.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagerne optog i april 1999 et lån på ca. 145.000 kr., hvis provenu blev anvendt til indfrielse af anpartsselskabets engagement. Indklagede var ikke i denne forbindelse forpligtet til at tilbyde klagerne en rente, som svarede til renten på selskabets engagement. Det fremgår af gældsbrevet, at der er tale om et privatlån, og at renten p.t. er 13,25% p.a. Samme rente fremgår af det tillæg vedrørende ydelsesnedsættelse, som blev oprettet i januar 2000. Herefter, og da det må lægges til grund, at den opkrævede rente har været i overensstemmelse med indklagedes sædvanlige rente for udlån til private, finder Ankenævnet ikke grundlag for at pålægge indklagede at nedsætte lånets rente.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.