Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod opgørelse af gæld m.v.

Sagsnummer: 115 /2013
Dato: 05-11-2014
Ankenævn: John Mosegaard, Jan Staal Andersen, Troels Hauer Holmberg, Jørn Ravn, Karin Sønderbæk
Klageemne: Udlån - øvrige spørgsmål
Udlån - hæftelse
Ledetekst: Indsigelse mod opgørelse af gæld m.v.
Indklagede: vestjyskBANK
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod opgørelse af gæld m.v.

Sagens omstændigheder

Klageren var kunde i vestjyskBANK. I 2001 ombyggede klageren sin ejendom og optog i den forbindelse et byggelån i banken på oprindeligt 700.000 kr., der senere blev forhøjet til 1.050.000 kr. Byggelånet skulle efter renoveringen omlægges til et realkreditlån i realkreditinstituttet R1.

I 2002 blev klageren og hans daværende ægtefælle, H, skilt.

I klagerens årsoversigter pr. 30. december 2002, 2003 og 2004 var gælden til banken vedrørende klagerens lønkonto (kontonummer -148) og klagerens og H’s fælles byggelånskonto (kontonummer -050) anført til henholdsvis 245.026,66 kr./1.058.333,39kr., 351.943,06 kr./1.062.733.39 kr. og 433.720,32 kr./1.064.233,39 kr.

Klageren har fremlagt en posteringsoversigt vedrørende lønkontoen, hvoraf fremgik, at der den 30. juni 2003 blev hævet 13.400 kr. til stempelomkostninger ”tinglysning [R1] lån”.

I juni 2005 blev der oprettet en mellemfinansieringskonto (kontonummer -808) med ret til overtræk på 325.000 kr., hvoraf 317.223,30 kr. den 29. juni 2005 blev brugt til indfrielse af et eksisterende lån hos realkreditinstituttet R2, jf. kontoudskrift af 30. december 2005 med posteringsteksten ”indf. af [R2]”.

I årsoversigt pr. 30. december 2005 var klagerens gæld til banken anført til 2.015.805,28 kr., bestående af mellemfinansieringskontoen med en negativ saldo på 330.821,28 kr., klagerens lønkonto med en negativ saldo på 620.750,61 kr. og byggelånskontoen med en negativ saldo på 1.064.233,39 kr.

Efter færdiggørelse af byggeprojektet optog klageren primo 2006 et realkreditlån i R1 med et provenu på 1.114.954,38 kr. og et boliglån i banken på 1.115.000 kr. med et provenu 1.112.000 kr. Banken har oplyst, at boliglånet var et såkaldt efterfinansieringslån, da provenuet af realkreditlånet ikke var tilstrækkeligt til at indfri klagerens gæld til banken.

Den 30. januar 2006 underskrev klageren et gældsbrev vedrørende boliglånet på 1.115.000 kr. (kontonummer -095), der var med variabel rente på for tiden 5,5 % p.a. Lånet skulle ifølge gældsbrevet indfries med 200.000 kr., når indeståendet på en midlertidig deponeringskonto (kontonummer -372), der var oprettet i forbindelse med renoveringen, blev frigivet, senest den 1. maj 2006. Den resterende del af lånet skulle indfries den 20. januar 2011.

Af afregningsnota af 22. februar 2006 fremgik, at provenuet af realkreditlånet blev indsat på mellemfinansieringskontoen (kontonummer -808). Banken har anført, at provenuet blev anvendt til indfrielse af en del af klagerens gæld til banken. Klageren har bestridt dette og har anført, at provenuet ikke blev godskrevet hans konti. Banken har oplyst, at det ikke har været muligt at finde eller gendanne kontoudtog for 2006 for mellemfinansieringskontoen.

Banken har fremlagt kontoudtog og posteringsoversigter for blandt andet følgende konti:

  • deponeringskontoen (kontonummer -372) for perioden fra 25. januar 2006 til 10. november 2006,
  • mellemfinansieringskontoen (kontonummer -808) for perioden fra 24. juni 2005 til 30. december 2005,
  • lønkontoen (kontonummer -148) for perioden fra 30. december 2004 til 30. december 2005 og fra 28. februar 2007 til 30. maj 2012,
  • byggelånskontoen (kontonummer -050) for perioden fra 30. december 2004 til 22. februar 2006, hvor kontoen blev ophævet og
  • boliglånskontoen (kontonummer -095) for perioden fra til 13. januar 2006 til 30. december 2011.

Banken har endvidere fremlagt et bogføringsbilag vedrørende mellemfinansieringskontoen. Ifølge bilaget blev provenuerne fra realkreditlånet og boliglånet indsat på mellemfinansieringskontoen, hvorfra der blev overført 200.000 kr. til deponeringskontoen, 1.081.585,91 kr. til indfrielse af byggelånskontoen og 610.000 kr. til klagerens lønkonto. Endvidere blev to beløb på 9.204 kr. og 2.800 kr. trukket fra mellemfinansieringskontoen. Af posteringsoversigt for deponeringskontoen af 10. november 2006 fremgik, at der den 22. februar 2006 indgik på 200.000 kr. Af kontoudskrift for byggelånskontoen fremgik, at der den 22. februar 2006 blev indsat 1.081.585,91 kr. fra mellemfinansieringskontoen. Af årsoversigt for 2006 fremgik, at byggelånskontoen udgik den 22. februar 2006. Af årsoversigter for 2005 og 2006 fremgik, at den negative saldo på lønkontoen var nedbragt fra 620.750,61 kr. pr. den 30. december 2005 til 6.783,72 kr. pr. den 30. december 2006.

I et brev til klageren af 15. februar 2006 meddelte banken, at klagerens skattemæssige rentefradrag for realkreditlån og byggelån i forbindelse med bodelingen mellem klageren og H ville blive forhøjet med i alt henholdsvis 59.174 kr. for 2003 og 55.410 kr. for 2004. Klageren har fremlagt print af 4. september 2013 fra SKATs hjemmeside, hvoraf fremgik, at hans renteudgifter for 2004 for realkreditlån og byggelån udgjorde i alt 55.386 kr. Klageren har endvidere fremlagt årsopgørelse fra SKAT for 2004, hvoraf fremgik, at han fik udbetalt 18.616 kr. i overskydende skat.

I årsoversigt pr. 30. december 2006 var klagerens gæld til banken anført til i alt 1.152.775,49 kr.

Den 31. august 2007 blev boliglånet nedbragt med 106.000 kr. til 1.009.000 kr. Samme dag udgik deponeringskontoen.

I årsoversigt pr. 30. december 2007 var klagerens gæld til banken anført til i alt 1.057.910,36 kr.

Den 22. februar 2011 underskrev klageren et nyt gældsbrev på 1.009.000 kr. vedrørende boliglånet i banken (kontonummer -095), med en variabel rente på for tiden 8,1 % p.a. Ifølge aftalen kunne banken ved overtræk kræve et variabelt tillæg på for tiden 10 % p.a. Lånet skulle indfries den 10. maj 2011 og kunne opsiges som misligholdt, hvis forfaldne ydelser ikke var betalt inden otte dage efter bankens fremsendelse af rykkerbrev.

Den 22. februar 2011 underskrev klageren endvidere en aftale om en kassekredit med et maksimum på 210.000 kr. i tilknytning til hans lønkonto, og med variabel rente på for tiden 10 % p.a. Ifølge aftalen kunne banken ved overtræk kræve et variabelt tillæg på for tiden 10 % p.a. Den videre afvikling af kreditten skulle aftales den 10. maj 2011.

Ved breve af 27. januar 2012 og 14. februar 2012 rykkede banken klageren for inddækning af overtræk på henholdsvis 134.987,87 kr. og 136.489,87 kr. på kassekreditten.

Ved brev af 7. marts 2012 opsagde banken kassekreditten og boliglånet til indfrielse med henholdsvis 337.275,87 kr. og 1.009.000 kr.

Ved stævning af 12. juli 2012 nedlagde banken påstand om, at klageren skulle betale 361.029,74 kr. med tillæg af rykkergebyrer og rente 15 % p.a. fra den 4. april 2012.

Den 25. marts 2013 henviste Retten i Kolding sagen til behandling i Ankenævnet efter klagerens anmodning, jf. retsplejelovens § 361.

Parternes påstande

Den 30. april 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at vestjyskBANK skal frafalde sit krav mod ham helt eller delvist.

vestjyskBANK har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at han lånte 693.000 kr. til renoveringen i 2001. Provenuet af realkreditlånet oversteg dette lån betragteligt. Banken slettede tilsyneladende ikke byggelånet, da provenuet af realkreditlånet blev udbetalt. Efter hjemtagelse af realkreditlånet burde hans gæld til banken have været nedskrevet til ca. 200.000 kr.

Det er påfaldende, at netop udskrifterne fra 2006, som ville have vist, hvordan der blev forholdt med provenuet af realkreditlånet, er forsvundet. De fremlagte bogføringsbilag er ikke tilstrækkelig dokumentation for anvendelsen af provenuet.

Han har betalt ca. 2 mio. kr. til banken siden 2001. Banken modtog således provenuet af realkreditlånet på 1.188.000 kr. samt ca. 75.000 kr. pr. år fra ham. Banken tog endvidere hans kreditorbeskyttede erstatning på 60.000 kr. og trak i hans kontanthjælp, hvilket medførte, at han flyttede sin Nemkonto. Bankens krav betyder, at banken vil få i alt 3,6 mio. kr. for et lån på 693.000 kr. Han har ikke optaget nye lån til ejendommen. Samtlige udgifter til ombygningen var afholdt før 2002.

Banken truede ham med tvangsauktion, hvis han ikke underskrev gældsbrevet på 1.009.000 kr. i 2011. Banken udnyttede hans psykiske tilstand til at fremtvinge hans underskrift. Han var i en presset situation, da han var ramt af en arbejdsulykke, som bevirkede, at han var på kontanthjælp i flere år, da hans ægtefælle døde, og da hans fars fabrik, som han var ansat i, nedbrændte. Han forstod ikke, hvor gælden på 1.009.000 kr. på kontonummer -095 kom fra. Banken har brugt mange konti, hvilket har gjort det vanskeligt at få et overblik.

Han kan ikke anerkende en gæld til banken pr. 30. december 2005 på 2.015.805,25 kr. Han har selv fremskaffet kontoudskrifter for 2005. Af de fremkomne kontoudskrifter fremgår en række fejl. Gælden på byggelånet ultimo 2004 er i bankens og SKATs oversigter anført til henholdsvis 1.064.233,39 kr. og 532.116 kr., mens gælden til R2 ultimo 2004 i bankens og SKATs oversigter er anført til henholdsvis 317.233,30 kr. og 150.000 kr. Han fik ifølge årsopgørelse fra SKAT for 2004 udbetalt 18.616 kr. i overskydende skat. Dette beløb fremgår imidlertid ikke af hans kontoudskrifter. Banken har ikke løftet sin bevisbyrde vedrørende opgørelse af gælden. I 1998 blev han og H’s lån hos R2 forhøjet med 340.000 kr., som blev brugt til en ny bil til H og til at betale H’s kassekredit. Ved skilsmissen besluttede retten derfor, at H skulle betale ca. 133.000 kr. af gælden vedrørende byggelånet, og at kassekreditten skulle deles mellem ham og H. Banken har ikke rettet sig efter rettens afgørelse.

I 2003 trak banken stempelomkostninger med 13.400 kr. Det fremgår endvidere af det fremlagte materiale, at banken igen i 2006 trak stempelomkostninger med ca. 16.000 kr. Lånet hos R1 blev hjemtaget i 2006. R1 har oplyst, at R1 ikke kan modtage betaling for omkostninger, før et lån optages. Stempelomkostninger i 2003 må derfor være en fejl. Han klagede over beløbet flere gange, men fik at vide, at det var omkostninger til det lån, der skulle optages senere, og at der ikke senere ville komme omkostninger.

Hans advokat gav banken besked om, at han skulle have det fulde rentefradrag efter skilsmissen, hvilket banken bekræftede. Banken gav ved en fejl H halvdelen af hans rentefradrag i 2003 og 2004. Banken foretog ikke rentekorrektioner for 2003 og 2004 som lovet i brev af 15. februar 2006. Først for 2005 fik han det fulde fradrag. Han blev først i forbindelse med klagesagen opmærksom på fejlen. Kravet er derfor ikke forældet.

Af kontoudskrift vedrørende deponeringskontoen fremgår, at der den 10. november 2006 stod 173.750 kr. Han er ikke klar over, hvor dette beløb er blevet af.

Han har ikke fortabt sit krav på grund af passivitet. Han klagede løbende til banken. Banken havde ikke føje til at gå ud fra, at han ikke ville gøre indsigelse.

vestjyskBANK har blandt andet anført, at klagerens gæld til banken omfatter skyld i henhold til gældsbrevet på 1.009.000 kr. vedrørende boliglånet og kassekreditaftalen på 210.000 kr., der begge blev opsagt ved bankens brev af 22. januar 2012 til klageren. Banken har løftet bevisbyrden for klagerens gæld til banken, herunder hvordan det skyldige beløb fremkommer.

Klagerens gæld til banken pr. 30. december 2005 udgjorde 2.015.805,28 kr., jf. årsoversigten.

Realkreditlånet blev hjemtaget i 2006. Provenuet blev anvendt til indfrielse af en del af klagerens gæld til banken, herunder til delvis indfrielse af mellemfinansieringskontoen, gælden på lønkontoen og byggelånskontoen. Det har ikke været muligt at fremskaffe kontoudtog for 2006, men banken har dokumenteret sit krav via bogføringsbilag.

Provenuet fra realkreditlånet var ikke tilstrækkeligt til at indfri klagerens gæld til banken, hvorfor klageren optog et femårigt efterfinansieringslån (boliglån) i 2006 på 1.115.000 kr. Lånet blev ikke som planlagt indfriet primo 2011, og klageren underskrev et nyt gældsbrev vedrørende lånet. Gældsbrevet på 1.009.000 kr. angik således ikke ny gæld, men erstattede det udløbne boliglån.

Klageren har anført, at de samme stempelomkostninger er trukket to gange, i henholdsvis 2003 og 2006 med 13.400 kr. og 16.000 kr. At der er tale om to forskellige beløb, taler for, at der er tale om to forskellige forhold. Banken har forgæves forsøgt at finde yderligere oplysninger om stempelomkostninger. Banken har ikke mulighed for at finde oplysninger om disse beløb og kan ikke anerkende at være ansvarlig herfor. Klageren burde have reageret i forbindelse med bankens fremsendelse af kontoudtog i 2003 og 2006. Beløbene på 9.204 kr. og 2.800 kr. blev brugt til finansiering af klagerens udgifter.

Forholdet mellem klageren og SKAT er banken uvedkommende. Banken er ikke ansvarlig for eventuel manglende indtægtsførelse af overskydende skat for 2004. Vedrørende rentekorrektioner for 2003 og 2004 har klageren løbende modtaget årsopgørelser fra såvel SKAT som banken, hvilket ikke gav klageren anledning til bemærkninger. Der er tale om forhold, der ligger mere end 10 år tilbage, og som blev drøftet med klagerens advokat i 2005.

Klageren har tabt et eventuelt krav som følge af passivitet og forældelse. Klageren fik løbende sendt årsoversigter, hvoraf gælden til banken fremgår. Årsoversigterne gav ikke klageren anledning til bemærkninger. Klageren var i 2003, 2004 og 2005 repræsenteret af advokat.

Ankenævnets bemærkninger

I 2001 ombyggede klageren sin ejendom og optog i den forbindelse et byggelån i vestjyskBANK på oprindeligt 700.000 kr. Banken har oplyst, at lånet senere blev forhøjet til 1.050.000 kr. I klagerens årsoversigter pr. 30. december 2002, 2003 og 2004 var gælden til banken vedrørende klagerens lønkonto (kontonummer -148) og klagerens og H’s fælles byggelånskonto (kontonummer -050) anført til henholdsvis 245.026,66 kr./1.058.333,39kr., 351.943,06 kr./1.062.733.39 kr. og 433.720,32 kr./1.064.233,39 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte disse opgørelser som fejlagtige.

I 2005 blev klagerens eksisterende realkreditlån indfriet med 317.233,30 kr. Indfrielsen blev finansieret ved træk på en samtidigt oprettet mellemfinansieringskonto med en bevilget kredit på 325.000 kr. I årsoversigt pr. 30. december 2005 var klagerens gæld til banken anført til i alt 2.015.805,28 kr., bestående af mellemfinansieringskontoen med en negativ saldo på 330.821,28 kr., klagerens lønkonto med en negativ saldo på 620.750,61 kr. og byggelånskontoen med en negativ saldo på 1.064.233,39 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte opgørelsen som fejlagtig.

Primo 2006 optog klageren et nyt realkreditlån og et boliglån i banken. Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at provenuerne af disse lån ikke blev godskrevet klageren. Ankenævnet bemærker herved, at klagerens samlede gæld til banken ifølge årsoversigten pr. 30. december 2006 var nedbragt til 1.152.775,49 kr.

Den omstændighed, at kontoudskrifter for 2006 er bortkommet og ikke længere kan gendannes, kan ikke føre til, at banken skal pålægges at nedsætte sit krav mod klageren helt eller delvist.

Den 22. februar 2011 underskrev klageren uden forbehold et nyt gældsbrev på 1.009.000 kr. vedrørende boliglånet. Klageren blev ikke herved påført ny gæld, da gældsbrevet erstattede boliglånet af 30. januar 2006, der var forfaldet til indfrielse den 20. januar 2011.

Det ligger uden for Ankenævnets opgave at foretage en revisionsmæssig gennemgang af engagementet.

Ankenævnet finder ikke, at der er i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan føre til, at banken skal pålægges at betale et beløb til klageren, eller at banken skal pålægges at nedsætte sit krav mod klageren helt eller delvist.

Det bemærkes, at klagerens krav i øvrigt må anses for forældet, jf. forældelseslovens § 3.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.