Spørgsmål om hæftelse for restgæld på billån. Oprindeligt trepartsforhold. Ulovligt pant.
| Sagsnummer: | 303/1996 |
| Dato: | 17-03-1998 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Busk, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen |
| Klageemne: |
Kreditaftaleloven - trepartsforhold
Kreditaftaleloven - ulovligt pant |
| Ledetekst: | Spørgsmål om hæftelse for restgæld på billån. Oprindeligt trepartsforhold. Ulovligt pant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 25. marts 1989 ydede et pengeinstitut, der efter fusion med et andet pengeinstitut er overtaget af indklagede, klageren et billån på 125.461 kr. med en månedlig ydelse på 2.552 kr. Til sikkerhed for lånet fik indklagede håndpant i et løsøreejerpantebrev af samme dato på 116.820 kr. med pant i klagerens bil.
Om omstændighederne i forbindelse med låneoptagelsen har klageren anført, at han, da han henvendte sig hos bilforhandleren, oplyste, at han ikke havde penge til købet af bilen. Indehaveren af forretningen oplyste imidlertid, at han havde daglig kontakt med [det pengeinstitut, der senere ydede lånet], og at det blot krævede en enkelt ekspeditionsgang i løbet af 20-25 minutter at få bevilget et lån i det pågældende pengeinstitut til finansiering af det pågældende køb. Mens disse formalia blev ordnet, beså klageren sælgerens forretning og efter ca. 20-30 minutter fremkom der meddelelse om, at han var godkendt som låntager til det pågældende køb.
I marts 1991 underskrev klageren en tilbagetagelseserklæring til indklagede, idet klageren ikke så sig i stand til at overholde de i låneaftalen anførte lånebetingelser. Ifølge erklæringen afleverede klageren frivilligt bilen til indklagede, som samtidig fik uigenkaldelig fuldmagt til at sælge denne og anvende provenuet til modregning i indklagedes tilgodehavende hos klageren.
Indklagede foranledigede bilen solgt i april 1991. Salget indbragte et provenu på ca. 70.000 kr.
Indklagede har oplyst, at man medio 1991 afskrev 47.695,75 kr. på engagementet, hvorefter det blev rentenulstillet.
Restfordringen blev søgt inddrevet via indklagedes inkassoadvokat, som i en opgørelse til fogedretten i Holsted dateret den 16. juli 1991 opgjorde fordringen til 55.162,08 kr. inkl. renter og inkassoomkostninger. Ved påstempling på opgørelsen fremgår, at denne blev modtaget i fogedretten den 17. juli 1991 og fremlagt den 4. september 1991. I øvrigt fremgår:
"Returneres, idet debitor har afgivet insolvenserklæring den 4. september 1991.
Fogedretten i Holsted den 4. september 1991.
[underskrift]"
I maj 1996 begærede klagerens advokat fogedsagen genoptaget. Sagen blev den 3. juni 1996 ifølge udskrift af fogedbogen hævet på baggrund af en telefax fra klagerens advokat.
Den 1. august 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde sit krav i henhold til lånet. Ved skrivelse af 14. januar 1997 har klageren erklæret, at han frafalder at gøre tilbagebetalingskrav gældende over for indklagede under forudsætning af, at han ikke bliver afkrævet noget beløb fra indklagede.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede finansierede bilkøbet efter aftale med sælgeren, hvorfor der er tale om et oprindeligt trepartsforhold. Af den dagældende kreditkøbslov, nu kreditaftaleloven fremgår, at indklagede ikke var berettiget til at tage pant i bilen til sikkerhed for lånet. Det er hans opfattelse, at låneforholdet til indklagede var ugyldigt fra tidspunktet for etableringen. Subsidiært har klageren gjort gældende, at indklagedes krav bortfaldt ved tilbageleveringen af bilen, jf. nu Højesterets kendelse af 20. november 1997 i sag 314/1997. Han bestrider at have afgivet skylderklæring i fogedretten. Anmodningen om genoptagelse af fogedsagen blev netop tilbagekaldt, da det viste sig, at der ikke var foretaget udlæg eller afgivet skylderklæring. Indklagede burde på tidspunktet for fogedsagen i 1991 have været vidende om, at bilen var frivilligt tilbagetaget uden vurdering, og at indklagede allerede af den grund ikke kunne gøre noget krav gældende. Indklagede har ikke dokumenteret restfordringens størrelse. Fra lånets stiftelse til tilbagetagelsen har han betalt 17 ydelser à 2.552 kr., i alt 43.384 kr.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen har været behandlet i fogedretten, hvorfor sagen bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 1. Det bestrides, at der er tale om et oprindeligt trepartsforhold, idet indklagede alene ydede fritstående lån efter direkte henvendelse fra kunderne. Det er ikke muligt nu at fremskaffe dokumentation til belysning af dette spørgsmål. En afgørelse vil derfor forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, hvorfor sagen også af denne grund bør afvises. Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at man er berettiget til at inddrive restfordringen i henhold til gældsbrevet, uanset om der er tale om et oprindeligt trepartsforhold og dermed et ugyldigt pant.
Ankenævnets bemærkninger:
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder tilstrækkeligt grundlag for at antage, at klagerens indsigelser er blevet behandlet ved fogedretten, hvorfor indklagedes afvisningspåstand med henvisning hertil ikke tages til følge.
3 medlemmer - Niels Waage, Niels Busk og Peter Nedergaard - udtaler herefter:
Efter klagerens detaljerede redegørelse for omstændighederne omkring låneoptagelsen, der af indklagede kun er imødegået ved en generelt holdt udtalelse om, at indklagede alene ydede fritstående lån sammenholdt med indklagedes oplysninger om, at det ikke nu er muligt at fremskaffe dokumentation til belysning af spørgsmålet, lægger vi til grund, at der var tale om et oprindeligt trepartsforhold, jf. den dagældende kreditkøbslovs § 1, stk. 2, nr. 2 (nu kreditaftalelovens § 5, nr. 2), og at der således forelå et kreditkøb. Det var derfor i strid med kreditkøbslovens § 9, nu kreditaftalelovens § 21, at indklagede til sikkerhed for lånet fik pant i bilen. Det fremgår af Højesterets kendelse af 20. november 1997 i sag 314/1997 og Vestre landsrets kendelse af 5. april 1995 (U 1995.594), at den sikkerhed, som indklagede på denne måde søgte at opnå, må sidestilles med den sikkerhed, indklagede kunne have opnået ved at tage et ejendomsforbehold. Det følger heraf, at kreditkøbslovens § 31, stk. 2, nu kreditaftalelovens § 48, stk. 2, må anvendes analogt, således at indklagedes restfordring mod klageren er bortfaldet efter den frivillige tilbagelevering af bilen. Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge.
2 medlemmer - Allan Pedersen og Bjarne Lau Pedersen - udtaler:
Efter kreditkøbslovens § 1, stk. 2, nr. 2 (nu kreditaftalelovens § 5, nr. 2) kræves der til et oprindeligt trepartsforhold, at der forelå en aftale mellem indklagede og sælgeren om, at indklagede ville finansiere klagerens køb af bilen.
Det synes ikke at være tilstrækkeligt godtgjort, at en sådan aftale er indgået, og usikkerheden herom kan ikke, efter der er forløbet mere end 7 år fra lånets oprettelse til indsigelsen om trepartsforholdet blev gjort gældende, pålægges indklagede. Dette gælder navnlig ikke efter klagerens underskrivelse af tilbagetagelseserklæringen af bilen i marts 1991, og efter at indklagede havde søgt restkravet mod klageren inddrevet ved en fogedsag i september 1991, hvor klageren havde haft anledning til at fremføre indsigelsen om trepartsforhold. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf
Indklagede skal anerkende, at klageren er frigjort for yderligere forpligtelser i henhold til låneaftalen efter tilbagetagelsen af bilen i april 1991. Klagegebyret tilbagebetales klageren.