Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse.
| Sagsnummer: | 200009043 /2000 |
| Dato: | 14-05-2001 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Kåre Klein Emtoft, Grit Munk, Jes Zander Brinch og Mads Laursen |
| Klageemne: |
Tvangsauktion - opgørelse
Personlig fordring - forældelse |
| Ledetekst: | Personlig fordring. Opgørelse. Forældelse. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
Det indklagede realkreditinstitut overtog i august 1993 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud 393.000 kr. Instituttets fordring var opgjort til i alt 475.400 kr., som fordeltes med 428.252 kr. i kolonne 2 og 47.148 kr. i kolonne 3. I august 1993 gjorde instituttet en personlig fordring på 82.400 kr. gældende mod klageren. Ejendommen blev af instituttet videresolgt pr. 1. november 1993 for en nominel pris af 610.000 kr. og i den forbindelse blev en vejgæld, som betaltes over ejendomsskatten, indfriet. Instituttet opgjorde i 1998 det endelige tab til 29.986 kr., som i november 1999 blev nedsat til 7.786 kr., idet instituttet havde godskrevet klageren kurstabet på sælgerpantebrevet. Klageren bestred instituttets opgørelse og fremsatte modkrav.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod hende, at instituttet skulle yde hende erstatning som følge af uberettiget inddrivelse af gælden, og at instituttet skulle betale hende den gæld, som hun nærmere havde specificeret. Instituttet påstod frifindelse.
Nævnet fandt ikke, at klageren i henhold til retsplejelovens § 578 kunne kræve den personlig fordring nedsat yderligere, at hun som følge af videresalget havde et økonomisk krav mod instituttet, eller at instituttet havde handlet ansvarspådragende ved at forsøge at inddrive gælden. Med henvisning til institutternes oplysninger i tidligere sager om, at budsummen til tider har været anvendt til forlods dækning af kolonne 2 og til tider til forlods dækning af kolonne 3, fandt flertallet, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at ingen del af det rejste krav var forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ikke udelukkes, at instituttet forlods havde anvendt budsummen og videresalgsoverskuddet til dækning af restgælden, således at instituttets krav delvis bestod af rente og bidrag, som var forældet efter 1908-loven. Med henvisning til, at det i en lignende sag ved Østre Landsrets dom af 27. juni 2000 var blevet fastslået, at det i forholdet mellem parterne tilkommer institutterne at bestemme, på hvilke del af de pantsikrede fordringer provenuet skulle afskrives, stemte mindretallet for at frifinde instituttet. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, at instituttet blev tilpligtet at anerkende, at der alene kunne gøres krav gældende mod klageren i det omfang, kravet bestod af afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. 5 år tilbage fra klagens indbringelse for Nævnet, og indtil betaling sker.
Sagen er p.t. i bero.