Tvist om manglende kurssikring.
| Sagsnummer: | 97/1995 |
| Dato: | 22-01-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Mette Reissmann, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - ekspeditionstid
Realkreditbelåning - kurssikring |
| Ledetekst: | Tvist om manglende kurssikring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren rettede i august 1993 henvendelse til indklagedes Esbjerg afdeling med henblik på omlægning af 4 BRFkredit lån. Den omhandlede ejendommen var opdelt i 2 anparter. Klageren havde skøde på anpart nr. 1, medens klageren og hans ægtefælle havde skøde på anpart nr. 2. Der var på ejendommen lyst en samejekontrakt.
Klageren havde medio september 1993 indhentet lånetilbud i BRFkredit på to kontantlån på 376.000 kr. og 654.000 kr. til indfrielse af eksisterende lån. Det ene lånetilbud var bl.a. betinget af indsendelse af dokumentation for, at samejekontrakten blev aflyst eller respekterede nuværende og fremtidige realkreditlån.
Indklagede meddelte ved skrivelse af 29. september 1993 klageren, at der enten skulle tinglyses en rykningspåtegning på samejekontrakten, eller at kontrakten skulle aflyses.
Klageren har anført, at en medarbejder hos indklagede den 30. september 1993 kontaktede ham telefonisk og oplyste, at der ville være risiko for, at der skulle betales differencerenter, hvis det bestående lån ikke omgående blev opsagt. Ifølge indklagede skete henvendelsen i slutningen af oktober 1993, idet man orienterede om muligheden for opsigelse af de indestående lån med henblik på minimering af differencerenter. Afdelingen redegjorde for differencerenteproblematikken og gjorde opmærksom på, at en opsigelse var bindende, og at der var forbundet en risiko hermed, da forholdene omkring samejekontrakten endnu ikke var afklaret, og at beslutning derfor måtte træffes af klageren.
Ved skrivelser af 29. oktober 1993 fra BRFkredit til klageren bekræftedes opsigelsen af de 4 eksisterende lån til indfrielse pr. 1. januar 1994 for så vidt angik et lån med en obligationsrestgæld på ca. 162.000 kr.; de øvrige lån med en samlet obligationsrestgæld på ca. 570.000 kr. var til indfrielse pr. 1. april 1994.
Samejekontrakten var med kvitteringspåtegning af 5. oktober 1993 blevet sendt til aflysning af tingbogen, men var den 6. oktober 1993 blevet afvist, da BRFkredit ikke havde tiltrådt påtegningen. Indklagede har oplyst, at BRFkredit i begyndelsen af november 1993 betingede kvittering af, at indklagede indestod for indfrielsen af de eksisterende lån. Den 3. december 1993 blev samejekontrakten, der påny var fremsendt til aflysning af tingbogen nu med BRFkredits tiltrædelse, afvist på anmelders begæring. Indklagede har oplyst, at tinglysningskontoret havde oplyst, at ejerforhold og gældsforhold ville være uafklarede, hvis aflysning fandt sted.
Afdelingen anmodede herefter BRFkredit om at frafalde, at belåning skulle ske i den samlede ejendom, hvilket afvistes af BRFkredit ved skrivelse af 19. januar 1994. Ved skrivelse af 21. januar 1994 meddelte indklagede dette til klageren og anførte, at løsningen nu ville være enten udfærdigelse af et nyt skøde eller eventuelt et kreditforeningsskift.
Ved skrivelse af 4. februar 1994 meddelte klageren gennem sin advokat, at der skulle ske en overskødning af ægtefællens anpart af ejendommen til ham. Overdragelsen skete ved ægtepagt af 25. februar 1994, som den 23. marts 1994 lystes som adkomst for klageren på anpart nr. 2. Samejekontrakten blev aflyst den 5. maj 1994.
Klageren anmodede den 7. februar 1994 indklagede om at indhente et lånetilbud fra BRFkredit. Lånetilbud på 1.030.000 kr. fremkom primo marts og var baseret på kurs 88,7. Dette tilbud blev drøftet på et møde umiddelbart efter. Klageren har anført, at han på mødet anmodede om skriftligt at få oplyst, hvad en kurssikring ville koste, men fik oplyst, at dette ikke var muligt, da der var EDB-nedbrud. Han blev desuden bekræftet i, at det ville være for dyrt. Indklagede har anført, at kurssikring blev drøftet på mødet. Afdelingens personale kan ikke konkret erindre, om den på grund af EDB-nedbrud ikke kunne fremskaffe oplysning om størrelsen af kursfradraget på det pågældende tidspunkt, men konsekvenserne af det normale kursfradrag på mellem ½ og 1% har under hele forløbet kunnet anskues. Afdelingen frarådede ikke at kurssikre, men klageren valgte på dette tidspunkt ikke af kurssikre.
På et møde afholdt den 28. marts 1994 drøftedes bl.a. forrentning af omprioriteringskontoen. Ved skrivelse af samme dag fremsatte klageren krav om, at indklagede frafaldt omprioriteringsgebyret samt nedsatte rentesatserne på hans lån og kassekredit hos indklagede. Renten på omprioriteringskontoen blev herefter med tilbagevirkende kraft og gældende til 1. maj 1994 fastsat til 7%, desuden blev gebyret frafaldet. Renteaftalen blev senere forlænget til 15. juni 1994.
Den 28. april 1994 kontaktede afdelingen klageren og redegjorde for kursudviklingen, herunder at kursen var 83,5. Indklagede tilbød at hjemtage lånet på en garanti uden kursfradrag og - ifølge indklagede - uden beregning af sædvanlige omkostninger ved garantistillelse. Klageren bestrider, at det blev oplyst, at hjemtagelse kunne ske uden omkostninger.
Medio juni 1994 blev der afholdt et møde mellem afdeling og klagerens advokat. Afdelingen afslog af yde et fast forrentet 30-årigt boliglån til afløsning af den i forbindelse med omprioriteringssagen stillede kassekredit. På et møde afholdt den 17. juni 1994 med deltagelse af afdeling, klagerens advokat og klageren aftaltes det at forlænge kreditten til 8. september 1994 på uændrede vilkår.
Det nye realkreditpantebrev, der var blevet tinglyst den 10. juni 1994 efter at være blevet afvist den 5. maj, 19. maj og 1. juni 1994, blev i slutningen af juni måned 1994 fremsendt til BRFkredit.
Den 12. august 1994 rettede klagerens svigerfar på vegne klageren henvendelse til indklagede og forespurgte om muligheden for en forlængelse af fristen på det tilbudte BRF-lån og samtidig hermed en forlængelse af lånet. Indklagede meddelte herefter i brev af 18. august 1994, at lånefristen for både kreditforeningslånet og kassekreditten kunne forlænges til den 15. november 1994. For kassekredittens vedkommende dog på betingelse af, at rentesatsen blev forhøjet til 8,25%.
Medio september 1994 hjemtog klageren lånet i BRFkredit på grundlag af 10% obligationer.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at "yde økonomisk kompensation for påført tab ved den gennemførte låneomlægning af kreditforeningslån til en betydelig lavere obligationskurs end den, der var gældende på det tidspunkt, hvor lånesagen burde have været afsluttet."
Indklagede har påstået frifindelse.
Klageren har anført, at indklagede i januar/februar 1994 forsinkede indhentelsen af et nyt lånetilbud, efter at det lå klart, at han skulle være eneejer af ejendommen. Hertil kommer, at han indtil den 28. marts 1994 ikke havde fået en fyldestgørende vejledning om kurssikring og derfor ikke havde været i stand til at vurdere, om denne mulighed havde interesse. Han har ikke fået oplyst, hvad en kurssikring ville koste. Indklagede bagatelliserede konsekvenserne af et kursfald. Bruttoydelsen på det optagne realkreditlån er ca. 2.400 kr. højere, end den ville have været ved optagelse af et lån på basis af 6% obligationer til den kurs, der var gældende i december 1993.
Indklagede har anført, at afdelingen under hele sagens forløb har tilbudt at kurssikre det nye lån. Afdelingen har orienteret om indholdet af en kurskontrakt adskillige gange. Det kan ikke lastes afdelingen, at klageren nu gør gældende, at denne ikke har forstået konsekvenserne. Klageren tog selv beslutning om opsigelse af de eksisterende lån, og man gav forinden en fyldestgørende redegørelse for konsekvenserne. Der gik lang tid med at få bragt problemerne om ejerforholdene til ejendommen på plads, men dette er ikke årsagen til, at lånet blev hjemtaget til en lavere kurs end forventet. Kurserne lå i perioden fra efteråret 1993 og næsten året ud generelt i intervallet mellem 87 og 89. Efter en stigning lå kurserne igen for perioden medio februar 1994 til udgangen af marts på samme niveau. Klageren afstod fra kurssikring i forbindelse med mødet i begyndelsen af marts måned 1994, og risikoen for den efterfølgende kursudvikling påhviler derfor klageren. Afdelingen har ikke ved at stille en kredit til rådighed for klageren overtaget risikoen for kursudviklingen. Afdelingen har ikke frarådet kurssikring.
Ankenævnets bemærkninger:
BRFkredit havde i september 1993 stillet som betingelse for lånetilbud, at samejekontrakten enten aflystes eller respekterede nuværende og fremtidige realkreditlån, og indklagede gjorde klageren opmærksom herpå ved skrivelse af 29. september 1993. Det lægges derfor til grund, at klageren, da han traf beslutning om opsigelse af de eksisterende lån, kendte problemstillingen ved optagelse af realkreditlån på grund af ejerforholdene vedrørende ejendommen, og der er intet grundlag for at anse indklagede erstatningsansvarlig i den anledning. Vanskelighederne ved omprioriteringssagen beroede hovedsageligt på, at ejendommen var opdelt i anparter. Ankenævnet finder heller ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med løsningen heraf har handlet ansvarspådragende. Ankenævnet finder det heller ikke godtgjort, at indklagede på ansvarspådragende måde sinkede sagens behandling, efter at ejerforholdene vedrørende ejendommen var bragt på plads. Som sagen foreligger oplyst for Ankenævnet må det endvidere lægges til grund, at klageren var bekendt med mulighederne for kurssikring under sagens forløb. Den omstændighed, at klageren i marts 1994 muligt ikke har kunnet få oplyst den nøjagtige pris på en kurssikring på grund af EDB-nedbrud hos indklagede ændrer ikke ved, at det var klagerens egen afgørelse, om og hvornår kurssikring skulle ske. Ankenævnet finder herefter ikke, at den omstændighed, at kurssikring ikke fandt sted, var indklagedes ansvar.
Efter det anførte
Klagen tages ikke til følge.