Afgørelse

Forrentning af indekskonti. Højeste indlånsrente med tillæg af overrente.

Indledning

Denne sag vedrører forrentningen af klagernes indekskonti.

Sagens omstændigheder

Ved aftaler af 1. oktober 1970 oprettede klagerne M og K hver seks indekskontrakter i et pengeinstitut P. Aftalerne er senere blevet overført til Spar Nord Bank. Af aftalerne fremgår:

"…

…"

Banken har under sagens forberedelse udarbejdet en oversigt over bankens forrentning af indekskonti set i forhold til forrentningen af almindelige indskud på længste opsigelse. Af oversigten fremgår:

Parternes påstande.

Klagerne har den 16. december 2010 indbragt sagen for Ankenævnet, der forstår påstanden således, at Spar Nord Bank skal ændre den foretagne rentetilskrivning på klagernes indekskonti svarende til Ankenævnets "gennemregning af kontiene, så der ved rentetilskrivning beregnes efter aftalens højeste indlånsrente."

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har bl.a. anført, at det fremgår af aftalerne, at kontoen forrentes med højeste indlånsrente.

M var i 1970 ansat i et pengeinstitut og ved, at kontoen var placeret i gruppen "særlige indlånsformer" til forskel fra gruppen med konti på anfordring samt almindelige opsigelsesvilkår. "Særlige indlånsformer" gav den højeste rente dengang med bl.a. børneopsparing, selvpensionering osv. Deres indekskonti med mindst 42 års opsigelse berettigede da også til denne høje rentetilskrivning.

Spar Nord Bank har oplyst, at renten er lav, fordi det ikke er en kontogruppe, der skønnes at være meget prisfølsom og at man derfor kun har vurderet, hvilken indvirkning den lave rente har på kundereaktioner og ikke har forholdt sig til ordlyden i den indgåede aftale.

De har set enkelte afgørelser, der har givet pengeinstitutter medhold i en lav forrentning, men her har man ikke forholdt sig til aftalevilkårene og forholdene ved aftalens etablering.

Loven om "Pristalsreguleret Alderdomsopsparing" kom i en periode, hvor pengeinstitutterne ville gøre meget for at have produkter, der pensionsmæssigt kunne konkurrere med forsikringsselskaberne. Forsikringsselskaberne kunne kombinere pristalsregulerede ordninger med en risikodækning og modtrækket var derfor en garanteret høj rente af indskud i pengeinstitutterne.

Når de ikke gennem årene har fulgt kontiene nøje, har det været i forventning om, at indgåede aftaler overholdes. Havde det modsætningsvis været låntagere, der mente, at de skulle betale en for høj rente og så bare betalte mindre, ville det jo nok ikke blive accepteret.

Der er ingen betingelser eller vilkår i benævnelsen "højeste indlånsrente", og den var ikke knyttet eller sammenlignelig med renten på indskud med 3 måneders opsigelse. Kontoen var placeret i gruppen "særlige indlån" og ikke i gruppen med indskud med almindelige opsigelsesvarsler.

Banken har egenrådigt bestemt en ny fortolkning af den indgåede aftale, hvilket ikke er i overensstemmelse med almindelig aftaleret.

Der er ingen betingelser knyttet til "højeste indlånsrente", hvorfor det burde være enkelt at forrente kontoen med de tilbud, der har været på aftaleindskud, indskud på 1,2 og 3 år osv., idet kontiene nu har passeret 40-års alderen.

En forenklet omregning af renten kunne være at sammenholde de godt 9 % med daværende diskonto og så forrente kontoen gennem årene med diskontoen med dette tillæg.

Lovens § 5, stk. 1 omtaler en grundrente på 4 ¼ % på konti oprettet i den periode deres konti er oprettet.

De er meget enige i de bemærkninger en forbrugerorganisation tidligere har fremsendt: "det giver anledning til eftertanke, hvis den finansielle sektor på den måde kan skaffe sig midler under forvaltning, og derefter systematisk nedsætte forrentningen til under markedsrenten ved at ændre navne på rentesatser."

Det fremgår af en avisartikel, at umyndige ikke skal nøjes med en rente på 0,5 %, men have en højere forrentning.

Forholdene er meget identiske med indskud på indekskonti, der for deres vedkommende var på 42 års opsigelse. Forholdet støtter klart deres påstand.

Spar Nord Bank har bl.a. anført, at man med udtrykket "højeste indlånsrente" i aftalerne kan fastsætte renten til renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår. Dette fremgår af Ankenævnets afgørelse nr. 190/2007.

Banken er således ikke forpligtet til at forrente kontiene i forhold til andre indlånsgrupper.

Bankens højeste indlånsrente er renten på 3 måneders opsigelse, og rentesatsen for indekskonti overstiger denne rentesats.

Banken har været berettiget til selv at fastsætte renten, så længe denne rente bliver fastsat til mindst samme rente som højeste indlånsrente.

Banken er endvidere berettiget til at fastsætte renten som en trappesats, således at renten afhænger af indeståendets størrelse.

Bankens forrentning af klagernes indekskonti er således ikke i strid med den indgåede aftale.

Forrentningen af indekskonti sker efter samme satser som øvrige pensionsindlån - dvs. andre "særlige indlån", og der er derfor ikke en forskellig behandling af disse.

Der er ikke grundlag for at sammenholde principper for forrentning af forvaltningskonti for umyndige med forrentning af indekskonti.

Reglerne om bestyrelse af midler tilhørende umyndige er opbygget ganske anderledes end regler for indekskonti, idet der her er tale om en egentlig forvaltning med bl.a. kontrol af frigivelse og anvendelse, godkendelse af regnskabsaflæggelse m.m.

Prissætningen for denne ydelse har været behandlet forskelligt i bankernes forvaltningsafdelinger, og har hidtil i Spar Nord Bank være forbundet med en lavere rente på indlån modsvaret af fritagelse for gebyrer for øvrige ydelser.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion

Tre medlemmer – Kari Sørensen, Erik Sevaldsen og Astrid Thomas - udtaler:

Udtrykket "højeste indlånsrente" må anses for en fast indarbejdet betegnelse for renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår. Ud over højeste indlånsrente har klagerne ifølge aftalerne om indeksopsparing krav på "overrente, for tiden ¼ % p.a."

Banken har for perioden fra 1998 – 2010 fremlagt en oversigt over bankens forrentning af indekskonti samt bankens "højeste indlånsrente svarende til renten på 3 måneders opsigelse".

Vi lægger på denne baggrund til grund, at indeståendet på klagernes indekskonti efter overflytningen til Spar Nord Bank er blevet forrentet med bankens højeste indlånsrente med tillæg af en overrente, hvorfor klagerne ikke gives medhold i deres påstand.

Vi bemærker, at Ankenævnet ikke påtager sig at foretage en revisionsmæssig gennemgang af forholdene i en klage.

To medlemmer – Hans Daugaard og Morten Bruun Pedersen – udtaler:

Ifølge aftalerne om indeksopsparing var banken forpligtet til at forrente klagerens indekskonto med bankens "højeste indlånsrente" med tillæg af "overrente, for tiden ¼ % p.a."

Vi finder, at udtrykket "højeste indlånsrente" naturligt må forstås som den højeste rente pengeinstituttet tilbyder kunder med opsparing.

Vi lægger til grund, at banken siden indgåelsen af indeksaftalerne har udviklet og udbudt indlånsprodukter med rentesatser, der overstiger rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår.

Ved til stadighed at have fastholdt en forrentning med rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår på klagernes indekskonti, finder vi, at banken ikke har levet op til aftalen om "højeste indlånsrente".

Vi finder derfor, at forrentningen på klagerens indekskonti skal tilrettes i overensstemmelse med ovenstående.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :

Klagen tages ikke til følge.