Afgørelse

Krav om erstatning begrundet i mangelfuld rådgivning om valutaswap

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse om mangelfuld rådgivning i forbindelse med indgåelse af valutaswapaftaler med Sydbank i 2008.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er kunde i Sydbank, er født i 1930. I 2007 flyttede hun fra Jylland til Sjælland og i den forbindelse var klagerens søn S i dialog med banken om finansieringen af hendes nye bolig. I en e-mail til banken den 15. november 2007 skrev S følgende:

”…

Så det handler altså om at finansiere 1,5 mil i CHF, helt som stående lån. Vi kender risikoen i forhold til kursudsving, men dette accepterer vi.

…”

Klageren indgik efterfølgende en aftale med banken om et valutalån på 332.600 CHF. Af lånedokumentet fremgik, at valutakursændringer kunne medføre, at lånets restgæld oversteg lånets hovedstol.

I 2008 ønskede klageren at indgå en swapaftale med banken, fordi S havde en pæn fortjeneste på sin swapaftale. Henvendelsen til banken blev forestået af S.

Den 31. marts 2008 underskrev klageren en aftale med banken om en valutaswap (-676), hvorefter klageren løbende skulle betale en variabel rente (CHF Libor 3M) beregnet af en hovedstol på 842.105,26 CHF mod fra Sydbank at modtage en variabel rente (DKK Cibor 3M) beregnet af en hovedstol på 4 mio. kr. Kursen på CHF var på det tidspunkt 475.

Det fremgår af valutaswapaftalen, at klageren ved aftalens udløb den 30. december 2010 skulle betale 842.105,26 CHF til banken til gengæld for en betaling fra banken på 4 mio. kr.

Banken fik efter det oplyste pant i klagerens værdipapirdepot.

Den 3. april 2008 underskrev klageren ”Rammeaftale om indgåelse af finansielle forretninger”, hvorefter hun havde adgang til at indgå finansielle forretninger inden for et vægtet forretningsomfang på 400.000 kr. Følgende fremgår af aftalen:

”….

Hæftelse

Kunden er alene ansvarlig for resultatet af de indgåede forretninger. Kunden hæfter over for banken for ethvert tab, som opstår som følge af forretningerne, uanset om forretningerne gennemføres efter rådgivning fra banken. Kunden er bekendt med, at forretningerne er forbundet med høj risiko samt at et eventuelt tab kan overstige beløbet, som udgør det vægtede forretningsomfang.

…”

I efteråret 2008 henvendte S sig igen til banken, idet klageren ønskede endnu en swapaftale magen til den første. Den 13. september 2008 underskrev klageren således en valutaswapaftale (-838) med løbetid til den 30. december 2010. Kursen på CHF var da 466. Swapaftalen havde en hovedstol på 859.291,08 CHF (svarende til 4 mio. kr.) og havde i øvrigt samme vilkår som aftalen fra marts måned samme år.

Forud for hver rentetermin (91 dage) modtog klageren en oversigt fra banken om den kommende afregning af rentebetalinger. Klageren modtog ved udgangen af hvert kvartal et positivt nettorentebeløb i henhold til valutaswapaftalerne.

I januar 2009 modtog klageren ”Årsopgørelse for finansielle kontrakter i henhold til skattekontrolloven” for 2008, hvoraf fremgik, at markedsværdien af klagerens valutaswapaftaler var negativ med i alt 527.530 kr.

Den 30. juni 2009 sendte banken til klageren ”Status over valuta- og renteswaps”. Heraf fremgik, at klageren i henhold til valutaswap nr. -676 havde modtaget i alt 109.374,11 kr. i nettorenter og at swappens aktuelle markedsværdi var i hendes disfavør med 126.334 kr. Fra swap nr. -838 havde klageren modtaget i alt 78.484,93 kr. i nettorenter og swappen havde en markedsværdi i hendes disfavør på 223.270 kr.

Den 30. december 2009 sendte banken en ny status, hvor det fremgik, at klageren i henhold til valutaswap nr. -676 havde modtaget i alt 135.515,68 kr. i nettorenter og at swappens aktuelle markedsværdi var i hendes disfavør med 209.818 kr. Fra swap nr. -838 havde klageren modtaget i alt 100.015,29 kr. i nettorenter og swappen havde en markedsværdi i hendes disfavør på 304.972 kr.

Ultimo marts 2010 kontaktede banken S, da CHF-kursen var steget markant. Banken har anført, at S tilkendegav, at han ikke var bekymret på egne vegne, og at han tillige ville dække sin mor af økonomisk, men at han selvfølgelig gerne ville dække mindst muligt ind. Han havde økonomisk råderum til at beholde swapaftalerne, og han var sikker på, at CHF-kursen ville falde igen, hvorfor han på daværende tidspunkt ikke ønskede at lukke swapforretningerne ned. Han fulgte kursen nøje.

S var til møde med banken den 28. maj 2010, hvor afvikling af klagerens swapaftaler samt CHF-lånet blev drøftet. Det blev aftalt, at der skulle indsættes en limit-ordre på både swap og lån til kurs 510. Banken har oplyst, at S påtog sig kaution for klagerens engagement og at han indsatte 100.000 kr. på en spærret konto til delvis sikkerhed for den negative markedsværdi på swapaftalerne.

Den 10. juni 2010 kontaktede banken S og gjorde opmærksom på, at der skulle indbetales yderligere 300.000 kr., hvis swapaftalerne ikke skulle lukkes ned. Banken aftalte herefter med S at lukke klagerens valutaswapaftaler. I den forbindelse blev der hævet henholdsvis 549.900 kr. (swap nr. -676) og 650.800 kr. (swap nr. -838) på klagerens konto.

Parternes påstande

Den 7. juni 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal erstatte hendes tab.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Sydbank ikke oplyste hende om de risici, der var forbundet med valutaswapaftalerne.

Hun var 78 år og der var tale om komplekse finansielle produkter. Forholdene tilsagde således, at banken af egen drift burde have sikret sig, at hun forstod risikoen forbundet med produktet.

Hun skal ikke tåle identifikation med sin søn, og der er ikke grundlag for at tillægge ham status af rådgiver.

Banken har handlet i strid med både forbrugeraftaleloven og reglerne om god skik. Reglerne er ikke opfyldt blot ved, at banken sendte hende bankens standarddokumenter. Ansvarsfraskrivelser m.v. indeholdt i standarddokumenterne kan ikke tillægges retsvirkning. Navnlig under de konkrete omstændigheder, hvor der ikke har været noget personligt møde med hende.

Banken har handlet ansvarspådragende ved ikke at rådgive hende om risiciene ved valutaswapaftaler.

Det er i forhold til bedømmelsen af bankens erstatningsansvar over for hende uvedkommende, hvorvidt S har oplyst at være enearving og at han ville hjælpe hende økonomisk m.v. Hun har mistet sin opsparing.

Forældelsesfristen har været suspenderet, indtil tabet blev realiseret, hvilket det blev i forbindelse med lukningen af aftalerne. Hun havde ikke – og burde ikke have – fået det fornødne kendskab før dette tidspunkt.

Det er ikke tilstrækkeligt til at statuere passivitet, at der blot er gået tid, idet forældelsesreglerne i så fald ville blive overflødiggjort.

Sydbank har anført, at både valutalån og valutaswapaftalerne blev indgået på klagerens initiativ. Banken har ikke ydet rådgivning i forbindelse med aftalerne, da klageren ikke efterspurgte dette og havde valgt at lade sig repræsentere af S, der havde forudgående kendskab til og erfaring med produktet.

Swapaftalerne blev på bankens opfordring og efter aftale førtidigt nedlukket den 10. juni 2010.

Klageren var klar over og bevidst om kursrisikoen på CHF, som var steget fra 450 til 474 fra valutalånets optagelse til tidspunktet for indgåelse af den første swapaftale. Kursen var igen faldet til 466, da den anden swapaftale blev indgået med banken.

Klageren har løbende modtaget statusopdateringer, hvoraf det tydeligt fremgår, at der var negativ markedsværdi. Hverken klageren eller S har reageret herpå.

Klageren ønskede ikke at lukke sine forretninger ned, da banken i foråret 2010 anbefalede det. I stedet blev der stillet yderligere sikkerhed i form af klagerens søns indbetaling af 100.000 kr. S fortalte, at han var enearving og at han ville støtte sin mor økonomisk.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende, hvorfor der ikke er grundlag for et erstatningsansvar.

Klagerens eventuelle krav på erstatning er fortabt som følge af passivitet, idet hun først har rejst indsigelse og krav om erstatning i forbindelse med indgivelse af klage til Ankenævnet. Eventuelle indsigelser vedrørende bankens rådgivning på etableringstidspunktet er endvidere forældet, idet swap-aftalerne blev indgået i 2008.

Ankenævnets bemærkninger

I marts og september 2008 indgik klageren valutaswapaftaler med Sydbank med en hovedstol på i alt 8 mio. kr. Swapaftalerne blev lukket den 10. juni 2010, hvor de havde en negativ markedsværdi på ca. 1,2 mio. kr. Undervejs i forløbet modtog klageren et ikke ubetydeligt afkast af swapaftalerne.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Ved fordringshavers ukendskab til kravet regnes forældelsesfristen dog først fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet, jf. forældelseslovens § 3, stk. 2.

Banken har ikke på noget tidspunkt i forløbet været i hverken telefonisk eller fysisk kontakt med klageren. Ankenævnet finder imidlertid, at klageren ved at vælge overfor banken at lade sig repræsentere af S i forhold til bedømmelsen efter forældelseslovens § 3, stk. 2, må tåle identifikation med ham. Det er ubestridt, at S i hvert fald fra foråret 2010 var klar over, at klagerens valutaswapaftaler havde en betydelig negativ markedsværdi, hvorfor klageren fra dette tidspunkt burde have fået kendskab til sit krav. Da forældelsesfristen først blev afbrudt ved klagen af 7. juni 2013 er klagerens krav forældet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.