Afgørelse

Beregning af låneomlægning.

Klagerne havde i deres ejendom et kortrentelån til realkreditinstitut 1 med en skattemæssig kursværdi ultimo 2004 på 1.564.292 kr. samt et boliglån i deres pengeinstitut, som var sikret ved et ejerpantebrev. Det indklagede realkreditinstitut 2 fremsendte i oktober 2005 en tinglysningsaftale samt et lånetilbud til klagerne vedrørende et obligationslån på 1.978.000 kr. I lånetilbudet var lånet til institut 1 forudsat indfriet med 1.509.074 kr. og boliglånet med 337.000 kr., og der var anslået et overskydende provenu på 50.095 kr. Det tilbudte lån blev udbetalt den 27. oktober 2005. Institut 2 indfriede efterfølgende lånet til institut 1 ved opkøb af obligationer til kurs 101,90 og 102,90. Indfrielsen kostede samlet 1.554.360 kr. Endvidere blev der fremsendt et beløb på 326.347 kr. til pengeinstituttet med henblik på indfrielse af boliglånet. Efter det oplyste blev boliglånet ikke indfriet, idet det fremsendte indfrielsesbeløb ikke var tilstrækkeligt hertil. Ejerpantebrevet blev i stedet for forsynet med en respektpåtegning vedrørende det af institut 2 ydede lån, der samtidig blev ekstraordinært nedbragt med 296.000 kr. Institut 2 eftergav medio november 2005 klagerne lånesagsgebyret på 3.000 kr. Klagerne var utilfredse med resultatet af låneomlægningen og anmodede institut 2 om at erstatte underskuddet på 45.285 kr. Institut 2 afviste i januar 2006 klagernes erstatningskrav, idet institut 2 forklarede, at institut 1 ved en fejl havde givet oplysninger til institut 2 om restgælden i stedet for indfrielsesbeløbet, hvilket havde resulteret i et underskud i lånesagen på 45.285 kr. som følge af obligationsopkøbet til kurser over 100. Herudover anførte institut 2, at klagerne havde fået deres formål med låneomlægningen opfyldt, nemlig at opnå et lån med fast rente, og at klagerne ikke havde lidt et tab, idet låneomlægningen var blevet gennemført med de omkostninger og det kurstab, som ifølge realkreditinstitut 1’s pantebrev rettelig var forbundet med indfrielsen.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde dem en erstatning for det tab, de havde lidt som følge af instituttets fejl. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet som professionel långiver havde begået en fejl ved ikke nærmere at undersøge indfrielsesvilkårene for de tidligere lån. Nævnet fandt dog ud fra en samlet vurdering, at låneomlægningen havde været til fordel for klagerne, og at disse ikke havde lidt et tab ved låneomlægningen. Nævnet fandt, at instituttets sagsbehandling på en række punkter havde været mangelfuld og behæftet med fejl, og at instituttet derfor skulle afstå fra sit fulde vederlag på i alt 5.870 kr.