Betalingskortlovens § 21, stk. 2, videregivelse af PIN-koden til tredjemand.
| Sagsnummer: | 25/1996 |
| Dato: | 27-02-1998 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Jette Kammer Jensen, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - spørgsmål om groft uforsvarlig adfærd
|
| Ledetekst: | Betalingskortlovens § 21, stk. 2, videregivelse af PIN-koden til tredjemand. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Klageren opholdt sig perioden primo maj til primo august 1994 i kibbutz i Israel. Under opholdet traf hun R, med hvem hun levede sammen.
Klageren medbragte sit Visa/dankort, som hun anvendte til betalingstransaktioner.
Efter hjemkomst til Danmark meddelte klageren indklagede, at 28 hævninger foretaget under opholdet i Israel ved brug af hendes Visa/dankort på tilsammen 30.197,26 kr. inklusive et hævegebyr på 30 kr. pr. transaktion ikke var foretaget af hende, men formentlig af R, hvorfor hun ikke fandt, at hun hæftede herfor.
I august 1995 rettede klageren henvendelse til advokat, som i skrivelse af 8. august 1995 anførte, at klagerens hæftelse for det skete misbrug efter betalingskortlovens § 21, stk. 3, kun kunne være 8.000 kr. Dette afviste indklagede, der anførte, at klageren i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 2, hæftede for det fulde beløb.
Under en straffesag mod R vedrørende bl.a. misbruget af klagerens visa/dankort blev afgivet forklaring af R og klageren. Af retsbogen fremgår R's og klagerens forklaringer således:
"Han forklarede vedrørende forhold 1, at han i 1994 havde været sælger. I april måned tog han i kibbutz i Israel. Han havde forinden mødt [klageren], som ligeledes skulle i kibbutz, og de blev kærester og samboende fra slutningen af maj i kibbutzen. Tiltalte levede dels af opsparede penge, dels af tilskud fra sine forældre, medens [klageren] levede af hævninger på sit visakort. Tiltalte vidste, at hun havde sådant et kort, og han af og til havde opbevaret det for hende, når de var ude sammen. Han har ikke fået det selvstændigt overladt til brug, men har dog i et enkelt tilfælde betalt et depositum for hotelophold ved brug af kortet og mod sin egen underskrift, medens [klageren] ventede uden for i bilen. Da han fik bagagen ind, betalte han kontant i receptionen og bad om annullering af kortbilaget. Han så ved den lejlighed, at et bilag blev revet itu. Han kan ikke huske, hvornår han fortalte [klageren] derom. Dette er det eneste tilfælde, hvor han har benyttet kortet. [Klageren] var ret sløset med sin pin-kode. Han havde set den ligge fremme og bedt hende passe bedre på den. [Klageren] fik alene kontanter under opholdet i Israel ved at hæve på kortet. Da de rejste hjem i juli 1994, boede han nogle dage hos [klageren], og da det viste sig, at kortet var spærret, fik hun i sin bank at vide, at kontoen var overtrukket. Dette kunne hun ikke forstå, og tiltalte følte sig mistroet af hende.
Som vidne og erstatningssøgende mødte [klager], som behørigt formanet forklarede vedrørende forhold 1, at hun og tiltalte blev kærester kort efter ankomsten til kibbutzen i maj 1994. Efter en måneds tid boede de sammen i et værelse. Hun havde arbejde i køkken og kantine, og tiltalte var i marken. Han havde dog nogle sygedage, hvor han opholdt sig på værelset. Hun fik sit kontantbehov dækket ved anvendelse af visakortet. Der stod ca. 10.000 kr. på hendes konto ved afrejsen. Tiltalte havde oplyst, at han fik penge hjemmefra, og hun havde indtryk af, at han havde rigeligt. Hun opbevarede sit dankort og pin-koden i et skab på værelset, og når de var ude, opbevaredes kortet enten i hendes eller tiltaltes pung. Hun ved ikke, om tiltalte har set hendes pin-kode ligge fremme, men ved en enkelt lejlighed, da de var ude, og hun ikke kunne huske koden, kunne tiltalte give hende den. Hun har aldrig tilladt tiltalte at bruge kortet, men han har fortalt hende, at han en gang har brugt det til billeje, hvilket vidnet accepterede. Ved en lejlighed var tiltalte gået først ind på et hotel for at ordne betalingen, men han fortalte ikke da, hvordan det skete. Først efter hjemkomsten havde hun foreholdt ham kvitteringen, og tiltalte sagde da, at han straks havde ombyttet hævningen med en kontant betaling. Det er ikke hendes indtryk, at tiltalte var sparsommelig under opholdet i Israel, bl.a. købte han gaver til hende, og når de var ude at spise, skiftedes de til at betale. Hun benyttede kortet til betaling på beløbet i forretninger og i øvrigt til kontante hævninger i automater. Det var meget varierende, hvor mange kontanter hun havde brug for. Hun opbevarede alle sine automatboner, og bilag 10 er udarbejdet dels på grundlag af dem og også efter erindringen. Hun var sammen med tiltalte i fritiden. Når hun var på arbejde, havde hun ikke kortet på sig, det lå sammen med koden i et skab på værelset."
R blev ved dom afsagt af retten i Aalborg den 15. maj 1997 kendt skyldig i tyveri "ved i perioden fra den 9. maj 1994 til den 10. august 1994 i flere tilfælde at have tilegnet sig et Visa/ Dankort tilhørende [klageren] og efterfølgende i 27 tilfælde i samme periode i forskellige kontantautomater og et hotel i Israel, ved brug af rette Pin-kode og/eller Visa/Dankortet fra [klagerens] konto i [indklagede] at have tilegnet sig 30.197,26 kr."
Den 8. januar 1998 stadfæstede Vestre Landsret dommen.
Klageren har den 22. januar 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun alene hæfter for 8.000 kr. vedrørende det skete misbrug.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at R uden hendes viden gjorde sig bekendt med pin-koden. Under kibbutzopholdet opbevarede hun såvel kort som kode så sikkert, som det var muligt, nemlig i det eneste aflukke, der var i det værelse, der var stillet til rådighed. Kort og kode var skjult i tøj forskellige steder i skabet, og der var ikke andre deponeringsmuligheder. R må have gennemsøgt hendes tøj for at finde koden, som hun ikke har ladet ligge fremme i værelset. Hun bestrider at have haft økonomisk fordel af misbruget og finder ikke, at der foreligger forhold, der falder ind under betalingskortlovens § 21, stk. 2.
Indklagede har anført, at klageren har erkendt, at kort og kode blev opbevaret i et skab på det fælles værelse, når hun ikke medbragte kortet. R havde adgang til værelset på tidspunkter, hvor klageren ikke var til stede. Det måtte derfor stå klageren klart, at R var bekendt med, hvorledes kort og kode blev opbevaret, og at R således nemt kunne få adgang til begge dele. Klageren fik på et tidspunkt vished herom, idet R kunne hjælpe hende med koden, som hun havde glemt. R anvendte i nogle tilfælde med klagerens viden kortet til betalinger, men klageren gjorde på trods heraf intet for at få kortet spærret. Hertil kommer, at de påståede uberettigede hævninger efter klagerens egen forklaring er kommet hende til gode. Klageren var gennem lang tid klar over, at R kendte hendes kode, og dette forhold må sidestilles med, at klageren overlod R koden. Klageren hæfter derfor efter betalingskortlovens § 21, stk. 2, selv for det fulde misbrug.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter betalingskortlovens § 21, stk. 2, hæfter kortindehaveren "uden beløbsbegrænsning for tab, der opstår som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet og den dertil hørende personlige, hemmelige kode, såfremt kortudsteder godtgør, at kortindehaver har oplyst koden til den, der har foretaget den uberettigede brug", og efter stk. 3 "hæfter kortindehaver med op til 8.000 kr. for tab som følge af andres uberettigede brug af betalingskortet, hvis kortudsteder godtgør, 1) at kortindehaver har overladt kortet til den, der har foretaget den uberettigede brug, 2) at kortindehaver eller nogen, som kortindehaver har overladt kortet til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort den uberettigede brug, eller 3) ....."
Af forarbejderne til bestemmelsen i betalingskortlovens § 21, stk. 2, som er affattet ved lov nr. 184 af 23. marts 1992, fremgår, at bestemmelsen omfatter tilfælde, hvor kortindehaveren i strid med forskrifterne har oplyst PIN-koden til den, der har foretaget den uberettigede brug. Bestemmelsen omhandler den tilsigtede oplysning af koden, mens manglende iagttagelse af sikkerhedsforskrifter i øvrigt i forbindelse med overladelse af kort eller kode alene vil kunne medføre begrænset hæftelse efter reglerne i § 21, stk. 1 og stk. 3. Det fremgår endvidere, at den ubegrænsede hæftelse ved videregivelsen af koden forudsættes kun at ville blive gjort gældende af kortudsteder i de situationer, hvor misbrugeren ud over at have haft kendskab til koden har haft let adgang til kortet, mens det ikke er hensigten, at den ubegrænsede hæftelse skal gælde i de tilfælde, hvor misbrugeren senere ved tyveri, indbrud eller lignende uberettiget og uforudsigeligt har skaffet sig i besiddelse af kortet.
Af forarbejderne til bestemmelsens stk. 3 fremgår, at begrebet grov uagtsomhed "omfatter sløseri, der er præget af ligegyldighed i forbindelse med opbevaring af kort med eller uden kode. Det udvidede ansvar forudsættes i praksis kun at kunne gøres gældende i et fåtal af tilfælde. (...) En ikke-sikker opbevaring af kortet er (....) "groft uforsvarlig adfærd", såfremt koden er skrevet på selv kortet eller på en seddel eller lignende, der opbevares umiddelbart ved siden af kortet".
To medlemmer - Lars Lindencrone Petersen samt Jette Kammer Jensen, der er tillagt to stemmer i medfør af vedtægternes § 13, stk. 1 - udtaler:
Det er ikke nærmere oplyst, hvorledes R fik kendskab til den til klagerens visa/dankort hørende PIN-kode, og efter ordlyden af betalingskortlovens § 21, stk. 2 og 3, og indholdet af motiverne dertil finder vi ikke, at det forhold, at klageren var bekendt med, at R kendte koden, kan sidestilles med, at klageren tilsigtet havde oplyst denne. Herefter, og da vi ikke finder, at klageren under de omstændigheder, hvorunder R - som fastslået ved Vestre Landsrets ankedom - tilegnede sig og misbrugte hendes visa/dankort, kan siges at have overladt R dette, eller at dette i øvrigt har været opbevaret på en måde, der er mere sløset end "ikke-sikker", stemmer vi for at tage klagen til følge, således at klageren alene hæfter for 8.000 af det skete misbrug.
To medlemmer - Niels Bolt Jørgensen og Ole Reinholdt - udtaler:
Vi finder, at det forhold, at klageren vidste, at R havde kendskab til den til hendes visa/dankort hørende PIN-kode, men undlod at træffe foranstaltninger til imødegåelse af den herved bestående risiko for misbrug til trods for, at hun i en flere måneders lang periode skulle opholde sig i udlandet, må sidestilles med, at klageren tilsigtet har givet R oplysning om koden.
Vi fremhæver i den forbindelse, at klageren og R under størstedelen af opholdet levede sammen, og havde fælles økonomi.
Det er endvidere i straffedommen fra retten i Aalborg lagt til grund, at R havde let adgang til kortet, som under udflugter var overladt R til opbevaring.
Herefter, og da det fremgår af oversigten over foretagne hævninger, at de hævninger, som klageren ikke vil anerkende hæftelse for, er foretaget over en længere periode i en række forskellige byer og i et vist omfang i tæt tidsmæssig tilknytning til hævninger, som klageren erkender, finder vi at kunne lægge til grund, at klageren enten har overladt R kortet, eller at R i hvert fald har haft en så let adgang til kortet, at betingelserne for anvendelse af betalingskortlovens § 21, stk. 2, er til stede. Vi stemmer derfor for at tage indklagedes påstand til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, hvorfor
Indklagede bør anerkende, at klageren alene hæfter for 8.000 kr. af det skete misbrug på 30.197,26 kr. Klagegebyret tilbagebetales klageren.