Ved gældsbrev af 11. september 1989 ydede indklagede klagerens daværende samlever en forhøjelse på 6.500 kr. af et tidligere ydet lån til i alt 27.554,01 kr. Lånet skulle tilbagebetales med en månedlig ydelse på 1.000 kr. første gang den 1. oktober 1989. Klageren påtog sig ved underskrift på gældsbrevet den 12. september s.å. kaution for lånet.
Ved skrivelse af 7. august 1990 meddelte indklagede klageren, at lånet var i restance med 5.826 kr. og anmodede klageren om at indbetale restancen. Ved skrivelse af 10. august 1990 blev samleveren rykket for restancen, der retteligt udgjorde 6.826 kr.
Ved skrivelse af 12. september 1990 meddelte indklagede samleveren, at lånet var overgået til retslig inkasso. Restgælden var opgjort til 29.834,24 kr. Den 20. september 1990 indbetalte samleveren 1.000 kr.
Indklagedes advokat indgav udlægsbegæring til fogedretten, og den 28. januar 1991 afgav samleveren insolvenserklæring. Hun tilkendegav dog, at hun agtede at afvikle lånet med 1.000 kr. pr. måned fra den 1. februar 1991.
Den 5. juli 1991 indbetalte klageren 1.000 kr. på lånet.
Den af 19. august 1991, hvor gælden opgjordes til 31.810,86 kr., oprettedes en ny kreditkontrakt i forbindelse med, at sagen blev trukket tilbage fra advokaten. Lånet skulle nedbringes med 1.000 kr. pr. måned, første gang den 1. september 1991. Det anførtes i kontrakten, at dette svarede til en løbetid på i alt 12 måneder. Klageren påtog sig såvel ved underskrift på kreditkontrakten som ved særskilt dokument selvskyldnerkaution for gælden. Af det særskilte kautionsdokument fremgår bl.a.:
"Inden underskrift på dokumentet er kautionisten blevet vejledt om at den kautionssikrede kredit ikke stilles til debitors disposition, men benyttes til betaling af andre af debitors forpligtelser over for banken."
Kort tid herefter ophævede klageren og samleveren samlivet.
Af fremlagte kontoudskrifter fremgår, at indbetalinger efter 19. august 1991 er foretaget således:
2.09.1991: | 1.000 kr. |
Ved anbefalet skrivelse af 12. juni 1992 anmodede indklagede klageren om at indbetale en restance på lånet på 7.279,30 kr. Samleveren blev ved skrivelse af samme dag ligeledes anmodet om at indbetale restancen.
Den 21. september 1992 overgav indklagede igen sagen til retslig inkasso. På foranledning af indklagedes advokat blev klageren og samleveren indkaldt til fogedretten den 3. november 1992, hvor der blev der foretaget udlæg i klagerens bil, der var pantsat til Bikuben. Dette udlæg bortfaldt i 1995, jf. retsplejelovens § 526.
Ved fogedretsmøde den 22. marts 1995 tilbød samleveren at påbegynde afviklingen af gælden med 1.000 kr. pr. måned første gang den 1. april 1995.
Klageren har ved klageskema af 26. juli 1995 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtigelsen er bortfaldet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han først ved skrivelse af 12. juni 1992 blev informeret om, at kreditten var i restance. På det tidspunkt var hans regreskrav forringet. Samleveren havde, da han påtog sig kautionsforpligtigelsen, et rådighedsbeløb, der satte hende i stand til at betale de aftalte ydelser. Hvis han på et tidligere tidspunkt havde fået meddelelse om misligholdelsen, kunne han have påvirket samleveren til at genoptage afvikling af kreditten. Han ville have haft mulighed for at indfri kreditten og søge regres hos samleveren, der fik udbetalt et indestående på en børneopsparingskonto. Indklagedes skrivelse af 12. juni 1992 var mindst 12 dage for sent i forhold til 6 måneders fristen i bank- og sparekasseloven § 41. Han er ikke blevet orienteret om, at låneforholdet tidligere har været misligholdt og særdeles problemfyldt. Havde han haft disse informationer, havde han ikke påtaget sig kautionsforpligtigelsen den 19. august 1991. At han i juli måned 1991 foretog en indbetaling på samleverens gæld indebar ikke, at han var bekendt med, at der var problemer med afviklingen af engagementet. Han er blevet inddraget som kautionist for et nødlidende engagement og er ikke blevet fyldestgørende informeret om låneforholdets forløb. Han boede ikke sammen med debitor fra påtagelsen af kautionsforpligtigelsen i 1989 til gentagelsen heraf i august 1991. Løbetiden var i kreditkontrakten anført til 12 måneder.
Indklagede har anført, at klageren var bekendt med, at engagementet med samleveren ikke forløb uden problemer. Da klageren påtog sig kautionsforpligtigelsen, boede han sammen med debitor, hvilket ligeledes var tilfældet, da kautionsforpligtigelsen blev gentaget i august 1991. Det har i øvrigt ingen betydning for klagerens kautionsforpligtigelse, om han boede sammen med debitor eller ej. Ved gentagelsen af kautionsløftet udgjorde kreditten ca. 4.200 kr. mere end ved etableringen, hvilket klageren var bekendt med. Sagen blev tilbagekaldt fra inkasso i august 1991 på klagerens foranledning, efter at han havde betalt ydelsen for juli måned. Klageren har ligeledes betalt ydelsen pr. 2. august 1991. Det erkendes, at 6-månedersfristen i henhold til bank- og sparekasselovens § 41 blev overskredet med 12 dage ved fremsendelse af skrivelse af 12. juni 1992. Klagernes regreskrav mod debitor er ikke blevet forringet herved. Det er uden betydning for kautionsforpligtigelsen, om klageren ville have gentaget denne den 19. august 1991, idet indklagede i stedet kunne holde sig til kautionsdokumentet underskrevet i 1989. Det fremgår af kautionsdokument af 19. august 1991, at "kreditten ikke stilles til debitors disposition, men benyttes til andre af debitors forpligtigelser over for banken". Det er en åbenlys fejl, at løbetiden på kreditten er anført som 12 måneder, idet en kredit på 31.810,86 med en månedlig afvikling på 1.000 kr. umuligt kan være afviklet på 12 måneder.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerens kautionsforpligtigelse for det omhandlede lån er oprindelig påtaget den 12. september 1989. I forbindelse med, at inkassosagen blev trukket tilbage fra indklagedes advokat, oprettedes en ny kreditkontrakt, og klageren gentog i forbindelse hermed sin kautionserklæring den 19. august 1991. Gælden var da større end lånets oprindelige hovedstol, og klageren kan ikke have været ubekendt med, at lånet ikke var blevet afviklet som aftalt. Der er på denne baggrund ikke grundlag for at fastslå, at klageren ikke er forpligtet af sine kautionserklæringer.
Efter oprettelsen af den ny kreditkontrakt i august 1991 indbetalte debitor 5 ydelser på lånet, hvorefter indbetalingerne ophørte, og klageren modtog meddelelse om misligholdelsen den 12. juni 1992. Selv om indklagede måtte have overskredet 6-månedersfristen efter bank- og sparekasselovens § 41 med 12 dage, kan dette ikke antages at have forringet klagerens regresmuligheder.
Som følge heraf