Krav om tilbageførsel af betaling for en flybillet købt med et betalingskort
| Sagsnummer: | 124/2016 |
| Dato: | 10-01-2017 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes, Astrid Thomas, Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist |
| Klageemne: |
Betalingstjenester - fjernsalgstransaktioner
|
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af betaling for en flybillet købt med et betalingskort |
| Indklagede: | SEB Kort Bank Danmark |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Sagens omstændigheder
Den 20. november 2015 købte klageren via et onlinebaseret rejseselskab, T, der formidlede flybilletter fra forskellige flyselskaber, en flybillet fra Cuba til Ecuador. Flybilletten blev købt til en bekendt, B. Klageren købte billetten med sit Mastercard, som er udstedt af SEB Kort Bank Danmark.
Klageren har oplyst, at B den 30. november 2015 blev nægtet boarding til flyet på grund af manglende visum. Klageren købte efterfølgende med sit Visakort en ny billet til B fra Cuba til Ecuador med afgang den 3. december 2015.
Den 1. december 2015 sendte klageren en klage til T og oplyste, at der ved bestilling af billetten ikke havde været visumkrav, og at B 24 timer før rejsen uden problemer eller varsel om indførsel af visumkrav havde foretaget online check-in.
Den 8. januar 2016 gjorde klageren indsigelse over for banken mod købet af flybilletten den 20. november 2015. Af indsigelsen fremgår:
”…
[B] blev afvist adgang til flyet, pga. flyselskabet påstod at der var nye visum regler for Ecuador. Efterfølgende har jeg fundet ud af at disse nye regler ikke var trådt i kraft og desuden har flyselskabet ikke oplyst eller udsendt nogen meddelelse der gjorde det muligt at indhente visum inden afrejsen.
…”
Den 8. januar 2016 besvarede banken indsigelsen fra klageren og oplyste, at den først kunne vurdere sagen, efter den havde modtaget dokumentation for, at B blev nægtet boarding.
Den 2. marts 2016 sendte klageren en mail til banken og oplyste, at det ikke var muligt at skaffe den krævede dokumentation fra flyselskabet eller T. Banken oplyste i en mail til klageren sendt samme dag den 2. marts 2016, at banken ikke havde mulighed for at gå videre med sagen uden dokumentation fra ham. Klageren sendte en mail til banken den 30. marts 2016, heraf fremgår blandt andet:
”…
Du må uddybe – for jeg har sendt dokumentation fra [T].
og [T] reagere ikke.
Jeg kan jo selvsagt ikke skaffe anden dokumentation når flyselskabet ikke vil udlevere det.
…”
Banken fastholdt kravet om dokumentation i en mail til klageren sendt den 30. marts 2016.
I bankens kortbestemmelser for MasterCard Privatkort gældende pr. 1. marts 2015 fremgår:
”…
2.13 Tilbagebetaling af beløb, som du har godkendt
…
Køb på internettet og via post- og telefonordre
Du kan have ret til tilbagebetaling af det fulde beløb for en gennemført betalingstransaktion, såfremt du har anvendt kortet til køb af varer eller tjenesteydelser via internettet …, hvis:
…
Den bestilte vare/ydelse ikke er leveret |
…
Hvis du mener at have krav på tilbagebetaling, skal du i første omgang rette henvendelse til betalingsmodtageren. Du skal kunne dokumentere, at du har kontaktet eller forsøgt at kontakte betalingsmodtageren.
…
Ved reklamation vil kortudsteder foretage en undersøgelse af din indsigelse. Du er forpligtet til at give kortudsteder de oplysninger og den dokumentation, som kortudsteder skal bruge for at kunne behandle indsigelsen. Kortudsteder vil sædvanligvis indsætte det reklamerede beløb, herunder eventuelle allerede beregnede renter knyttet til beløbet, på din kortkonto …, mens undersøgelsen pågår.
…”
Parternes påstande
Den 31. marts 2016 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at SEB Kort Bank Danmark skal tilbageføre betalingen for flybilletten, subsidiært bistå ham med at indhente den dokumentation banken har krævet fra Flyselskabet og/eller formidler af flybilletten.
SEB Kort Bank Danmark har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at flybilletten købt til B ikke blev leveret, da B blev nægtet boarding. Banken skal derfor tilbageføre købesummen til hans konto.
Der var ingen visumkrav, da han købte billetten, og T’s hjemmeside varslede ej heller indførsel af krav om visum. Check-in blev gennemført online uden problemer, og der blev ikke varslet om nye visumkrav. Han og B var derfor i god tro, da B den 30. november 2015 blev nægtet boarding.
Banken var forpligtet til at bistå ham med at få udleveret den af banken efterspurgte dokumentation fra flyselskabet, lufthavnen og/eller T. Han har skrevet flere gange til T, der ikke har besvaret henvendelserne. Flyselskabet har også afvist enhver henvendelse fra ham, og B fik ikke udleveret en kvittering eller lignende, da han blev nægtet boarding. Banken bør som det mindste være forpligtet til at indhente dokumentation eller søge en forklaring hos de relevante parter. I modsat fald er han ilde stedt, når en aftalepart har nægtet at besvare henvendelser eller udlevere dokumentation.
Bankens henvisning til sine kortbestemmelser kan ikke medføre, at banken kan afvise at indhente dokumentation og derved reelt stoppe en indsigelsessag, før den er igangsat.
Indførslen af visumkravet mellem Ecuador og Cuba var en følge af politisk stridigheder og havde intet med B’s personlige forhold at gøre.
Der var tale om misbrug, da han som forbruger ikke fik udleveret den vare, som han havde købt.
SEB Kort Bank Danmark har til støtte for sin principale og subsidiære påstand anført, at klageren og B selv skulle sørge for at opfylde formalia, herunder et eventuelt visumkrav.
Billetten blev leveret til klageren, og klageren var efter betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2, ved henvendelse til banken ikke berettiget til at få købesummen krediteret sin konto. Hvis banken havde godkendt klagerens indsigelse, ville klageren være blevet stillet bedre end en forbruger, der havde betalt kontant. Det var ikke hensigten med betalingstjenestelovens § 74.
B blev efter klagerens oplysninger nægtet boarding på grund af manglende visum til Cuba. Klageren og B var nærmest til at bære risikoen herfor.
Det var ikke muligt at benytte Chargeback reglerne, da B blev nægtet boarding på grund af personlige forhold og ikke på grund af flyselskabets konkurs.
Klageren var efter bankens Kortbestemmelser for Privatkort forpligtet til at give de oplysninger og den dokumentation, som banken skulle bruge for at behandle indsigelsen. Banken fandt klagerens indsigelse mangelfuld, da klageren ikke sendte dokumentation for, at B blev nægtet boarding. Uden dokumentation var det ikke muligt for banken at vide, om B kom for sent til flyet, ikke havde formalia i orden og/eller reelt var blevet nægtet boarding.
Der var i øvrigt ikke særlige omstændigheder i sagen, der gjorde, at banken var forpligtet til at påtage sig at fremskaffe den nødvendige dokumentation. Banken var ikke direkte aftalepart med T og/eller flyselskabet som klageren har påstået.
Der var ikke tale om en misbrugssituation, som klageren har gjort gældende.
Klageren bør i stedet rette et krav mod enten T, der solgte rejsen, eller mod luftfartselskabet.
Ankenævnets bemærkninger
Det bemærkes indledningsvist, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises.
Den 20. november 2015 købte klageren af et rejseselskab, T, med sit MasterCard udstedt af SEB Kort Bank Danmark en flybillet fra Ecuador til Cuba til den 30. november 2015 til B. Købet blev foretaget over internettet.
Klageren har under sagen oplyst, at B blev nægtet boarding på grund af manglende visum, som ikke var et krav, da klageren købte billetten, eller da de foretog online check-in. Klageren har også oplyst, flyselskabet ikke var berettiget til at stille krav om visum den 30. november 2015.
Den 1. december 2015 klagede klageren til T, der efter klagerens oplysninger hverken besvarede denne eller senere henvendelser. Det samme gjorde sig gældende for flyselskabet.
Klageren gjorde efterfølgende indsigelse mod betalingen over for SEB Kort Bank Danmark, der bad klageren fremskaffe dokumentation og efterfølgende afviste indsigelsen som følge af mangelfuld dokumentation.
Ankenævnet finder, at klageren var nærmest til at bære risikoen for indførslen af eventuelle nye visumkrav. I den foreliggende situation, hvor klageren har oplyst, at B blev forhindret i at benytte den købte ydelse på grund af manglende visum finder Ankenævnet, at forholdet ikke kan anses for omfattet af betalingstjenestelovens § 74, stk. 1, nr. 2.
Ankenævnet finder i øvrigt ikke, at der var tale om en misbrugssituation, eller at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at banken skal betale noget beløb til klageren. Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnet har ikke taget stilling til, om ”charge back”-reglerne kan finde anvendelse i denne sag.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.