Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Hæftelse for ægtefælles omlægningslån og driftskredit som vilkår for fortsættelse af engagement.

Sagsnummer: 716 /1993
Dato: 09-03-1995
Ankenævn: Peter Blok, Niels Busk, Allan Pedersen, Bjarne Lau Pedersen
Klageemne: Udlån - hæftelse
Ledetekst: Hæftelse for ægtefælles omlægningslån og driftskredit som vilkår for fortsættelse af engagement.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Klageren og hendes daværende ægtefælle, A, blev kunder hos indklagede i 1971. Klagerens engagement bestod af en lønkonto og en budgetkonto. I 1986 etablerede A, der var ansat som politiassistent, som deltidsbeskæftigelse en tømrervirksomhed, som blev finansieret af indklagede.

På grund af økonomiske vanskeligheder i A's virksomhed opstillede indklagede i juni 1992 nogle vilkår for en fortsættelse af A's engagement, hvorefter der bl.a. skulle etableres et omlægningslån på 376.000 kr. med en månedlig ydelse på 8.000 kr. og en driftskredit på 100.000 kr., begge med klageren som meddebitor.

Under et møde på A's virksomhed den 24. juni 1992 med deltagelse af klageren, A, A's revisor og en medarbejder hos indklagede underskrev klageren som meddebitor på omlægningslånet og driftskreditten.

Den 22. juli 1992 ophævede klageren og A samlivet, og den 7. september 1992 blev de separeret. Den 2. november 1993 blev de skilt.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hun ikke hæfter for omlægningslånet og driftskreditten.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at gælden blev stiftet af A, og at hun gentagne gange overfor indklagede gav udtryk for bekymring over hans gældsstiftelse, som var genstand for stor uenighed i hjemmet. På mødet den 24. juni 1992, som hun modvilligt deltog i, underskrev hun grædende dokumenterne efter pres fra bl.a. indklagedes medarbejder, der tilkendegav, at hendes underskrift var en forudsætning for engagementets fortsættelse, at der ikke var risiko forbundet med at underskrive, og at omlægningen indebar en økonomisk fordel for A's virksomhed. Indklagede handlede i strid med god bank- og sparekasseskik ved at modtage hendes underskrift under de nævnte omstændigheder. A's likviditet blev ikke forøget, og formålet var alene at øge indklagedes sikkerhed for et nødlidende engagement, hvorfor hendes underskrift må være uforbindende, jf. aftalelovens § 36. Allerede den 22. juli 1992 henvendte hun sig sammen med sin bror til indklagede, hvor hun tilkendegav, at hun fandt indklagedes krav om hendes indtræden som meddebitor urimeligt.

Indklagede har anført, at klageren var bekendt med A's økonomiske forhold, ligesom hun var bekendt med, at der var tale om en omlægning af det eksisterende låneengagement, og at der derfor ikke ved etableringen af omlægningslånet og driftskreditten ville komme noget provenu til udbetaling. Man har hverken direkte eller indirekte forsøgt at presse klageren til at underskrive dokumenterne; man var heller ikke bekendt med, at klageren fra anden side var udsat for et sådant pres, ligesom man ikke havde kendskab til eller grund til at antage, at en ophævelse af samlivet mellem klageren og A kort tid efter dokumenternes underskrift var sandsynlig. Klageren er bundet af sin underskrift på lånedokumenterne af 24. juni 1992. Inden dokumenternes underskrift foretog man en nøje gennemgang af låneomlægningen med klageren. Det bestrides, at hun under mødet den 24. juni 1992 var følelsesmæssigt berørt, ligesom det bestrides, at man på noget tidspunkt har tilkendegivet, at der ikke var risiko forbundet med engagementet. Kravet om klagerens medhæften var i overensstemmelse med sædvanlig praksis og må anses for rimeligt og velbegrundet, idet engagementet til finansiering af ægtefællens erhvervsvirksomhed bidrog til opretholdelsen af den fælles økonomi hos ægtefællerne. Hertil kommer, at gældsstiftelse i forbindelse med en personligt drevet virksomhed ofte ses anvendt til finansiering af private udgifter, hvilket også var tilfældet i nærværende sag. Det bestrides, at klageren gjorde indsigelse mod gældsforpligtelsen før den 14. januar 1993.

Ankenævnets bemærkninger:

Det må lægges til grund, at klageren var bekendt med sin daværende ægtefælles økonomiske forhold og var klar over, at der ikke i forbindelse med hendes underskrift den 24. juni 1992 som meddebitor for lånet på 376.000 kr. og kassekreditten på 100.000 kr. blev stillet yderligere kredit til rådighed, idet der alene var tale om en låneomlægning.

Det forhold, at indklagede overfor klageren tilkendegav, at hendes indtræden som meddebitor var en betingelse for engagementets fortsættelse, findes ikke i sig selv at være udtryk for en tvang eller pression, som kan bevirke, at klageren ikke er bundet af de påtagne forpligtelser, og der er efter det foreliggende heller ikke godtgjort andre omstændigheder, som kan medføre dette. Det bemærkes herved, at det må lægges til grund, at indklagede ikke havde grund til at antage, at klageren og dennes ægtefælle kort tid efter underskrivelsen af dokumenterne ville ophæve samlivet.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge.