Afgørelse

Spørgsmål om, hvilken gæld der var omfattet af akkordaftale.

Indledning.

Denne klage vedrører spørgsmålet, om klagerens kautionsforpligtelse for hans ægtefælles gæld var omfattet af en akkordaftale.

Sagens omstændigheder.

I august 1995 ydede indklagede klagerens ægtefælle H en kassekredit (-2558) på 450.000 kr. H drev en detailforretning. Klageren underskrev som selvskyldnerkautionist kassekreditkontrakten, hvoraf fremgår, at kautionen "er gældende for de til enhver tid værende rangsidste kr. 100.000,- kr. af gælden iflg. nærværende kassekreditkontrakt, tillige med renter og omkostninger i forhold hertil."

Ved skrivelse af 23. januar 2001 meddelte advokat A indklagede, at H den 22. samme måned havde anmeldt til betalingsstandsning til skifteretten og anmodet om, at A blev beskikket som tilsyn.

Betalingsstandsningen, der i første omgang udløb den 23. april 2001, blev forlænget til henholdsvis 23. juli og 23. oktober 2001. Baggrunden for forlængelserne var, at H gennem advokat A søgte at opnå en frivillig akkord med kreditorerne.

Ved skrivelse af 10. september 2001 meddelte indklagede H og klageren, at man havde modtaget deres forslag til akkord gående ud på betaling af 50% af indklagedes tilgodehavende. Indklagede meddelte, at man til fuld og endelig afgørelse "af vort mellemværende med Jer begge" ville acceptere at modtage halvdelen af sit tilgodehavende opgjort til 1.400.896 kr. med tillæg af renter fra 1. juli 2001.

Ved udateret skrivelse modtaget hos indklagede den 14. september 2001 anførte klageren og H:

"Ang. forslag tilakkord ordning

Vi tillader os hermed at skrive igen med hensyn til akkord ordning

Vi er lidt i tvivl om, at hvis vi skal flytte, om det så gælder alt vores gæld incl. butikkens gæld?

Som sagt skal der siges, at vi har jo talt med et andet pengeinstitut, men de er ikke interesseret i butikkens gæld kun i vores private andel, og hvis vi kan få noget af gælden skåret væk.

Da vi virkelig føler, det er gensidigt at vi flytter, vil vi igen tillade os at spørge om vi kan finde en akkord ordning.

Vores forslag til vores private del kunne eventuelt. være 40% af jeres tilgodehavende."

Indklagede besvarede skrivelsen samme dag ved sålydende skrivelse:

"Vi har modtaget jeres brev vedr. akkordforslag.Vi er indforstået med at det vi evt. skal akkordere i denne sammenhæng alene drejer sig om det private, d.v.s. boliglån og løn- og budgetkonti.Vi ønsker ikke at akkordere med 40% af vort tilgodehavende.Vi foreslår at vi mødes for at tale om sagen.Ring til mig og aftale en tid."

Ved skrivelse af 5. oktober 2001 til H og klageren anførte indklagede:

"Vi skal herved bekræfte, at sparekassen vil afgive akkorderklæring for Jeres gæld til os.

Under forudsætning af, at [indklagede] senest den 20. oktober 2001 modtager

kr. 525.000

til kredit for Jeres gæld på private konti

[nr.2542] [nr.9402] [nr.5946]

-vil sparekassen afgive erklæring om, at beløbet tjener til fuld og endelig afgørelse af mellemværende på disse konti.

De i sparekassen værende sikkerheder vil blive udleveret til indfriende pengeinstitut."

Indklagede har oplyst, at den samlede negative saldo på de 3 anførte konti på dette tidspunkt var ca. 652.000 kr.

Ved skrivelse af 22. oktober 2001 meddelte advokat A indklagede, at det ikke havde været muligt for H at fremskaffe midler, således at der kunne tilbydes kreditorerne en akkord. En egentlig konkursbehandling syntes formålsløs, da der ikke forelå omstødelige dispositioner. Det var derfor A's hensigt at foretage udlodning til kreditorerne i henhold til konkurslovens regler. A anmodede indklagede om at bekræfte, at indklagedes endelige simple fordring kunne optages med 700.000 kr. Ved skrivelse af 23. samme måned bekræftede indklagede beløbet på 700.000 kr.

Ved skrivelse af 23. oktober 2001 fremsendte indklagede til klagernes nye pengeinstitut forskellige sikkerheder, idet indklagede samtidig anførte:

"Akkordordning - [H og klageren]

Vi skal herved kvittere for modtagelsen af kr. 525.000,- til fuld og endelig afgørelse af ovennævnte gæld på privat konti

[nr.2542, nr.9402 og nr.5946]

jf. akkordtilbud af den 5. oktober 2001."

Ved skrivelse af 6. november 2001 orienterede advokat A H's kreditorer om, at udlodning af betalingsstandsningsboets midler ville ske i overensstemmelse med konkursordenen. Dividende til simple kreditorer ville udgøre ca. 13,8%.

Ved skrivelse af 13. december 2001 fremsendte advokat A dividende til indklagede svarende til 14,7163%.

Ved skrivelse af 18. december 2001 anmodede indklagede klageren om at betale 100.000 kr. i sin egenskab af kautionist, idet indklagede ikke var blevet fuldt inddækket i sit krav mod H.

Ved skrivelse af 27. december 2001 meddelte H, at hun stillede sig uforstående over for indklagedes skrivelse af 18. samme måned.

Ved skrivelse af 3. januar 2002 meddelte advokat A indklagede, at det var hans klare opfattelse, at indklagede ikke kunne afkræve klageren noget beløb. Ved skrivelse af 7. samme måned fastholdt indklagede kravet.

Indklagede overgav kravet til inkasso ved advokat.

Ved skrivelse af 20. februar 2002 til indklagedes advokat anførte klagerens advokat, advokat A:

"Direktøren for indklagede accepterede under et møde med [ H] og undertegnede i [indklagede], at [indklagede] alene til fuld og endelig afgørelse af [ H] s skyld skulle modtage dividende fra betalingsstandsningsboet i forhold til en gæld stor kr. 700.000,00.

Under mødet drøftedes endvidere en overdragelse af den faste ejendom til [klageren], og direktøren for [indklagede] accepterede en sådan overdragelse under forudsætning af, at overdragelsen skete til handelsværdi, således som denne blev fastslået af en ejendomsmægler.

Direktøren nævnte ikke på noget tidspunkt, at [indklagede] efterfølgende ville gøre kautionsforpligtelsen gældende over for ægtefællen, [klageren]."

Parternes påstande.

Klageren har den 10. april 2002 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han er frigjort for kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han i forbindelse med betalingsstandsningen overtog H's andel af den faste ejendom, hvilket indklagede var bekendt med.

Han er uforstående over for, at indklagede ikke i forbindelse med drøftelserne om akkorden orienterede ham om kautionen, herunder i forbindelse med deres skift til et andet pengeinstitut. Det er hans opfattelse, at indklagede med vilje fortav kautionen.

Hvis han havde haft en forståelse af, at kautionen fortsat var gældende, havde han formentlig ikke skiftet pengeinstitut. Han har i denne forbindelse afgivet urigtige oplysninger til det nye pengeinstitut om sine forpligtelser.

Det var hans klare opfattelse, at saldokvitteringen også omfattede kautionsforpligtelsen.

Indklagede har anført, at man indgik aftale med klageren og H om en akkord vedrørende tre private konti. Denne akkord blev gennemført som aftalt.

I akkorden var der ikke medtaget gæld fra erhvervsdelen, og derfor omfattede akkorden ikke klagerens kaution.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Efter at indklagede ved skrivelse af 10. september 2001 havde meddelt, at man til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet med klageren og H ville acceptere at modtage halvdelen af mellemværendet opgjort til ca. 1,4 mio. kr., forespurgte klageren og H ved skrivelse modtaget hos indklagede den 14. samme måned, om de ved flytning af engagementet også skulle flytte gæld vedrørende H' forretning. I den forbindelse anførte klageren og H, at deres forslag til "vores private del" eventuelt kunne være 40% af indklagedes tilgodehavende. Som svar herpå anførte indklagede, at man var indforstået med, at det, der skulle akkorderes "i denne sammenhæng alene drejer sig om det private, det vil sige boliglån og løn- og budgetkonti".

Ved indklagedes skrivelse af 5. oktober 2001 til klageren H anførte indklagede yderligere, at man under forudsætning af, at man modtog 525.000 kr. senest den 20. oktober 2001 vedrørende klageren og H's tre private konti, ville afgive erklæring om, at beløbet tjente til fuld og endelig afgørelse af mellemværendet på de nævnte konti.

Ankenævnet finder herefter, at det må anses for godtgjort, at den indgåede akkord alene omfattede de tre private konti og ikke kassekreditten og derfor heller ikke klagerens kautionsforpligtelse herfor. Klagerens påstand om at være fritaget for sin kautionsforpligtelse vedrørende kassekreditten kan derfor ikke tages til følge.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.