Investeringspakke, rådgivning i skatteforhold, forældelse.
| Sagsnummer: | 541/1992 |
| Dato: | 26-04-1993 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Rådgivning - skatteforhold
Forældelse - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Investeringspakke, rådgivning i skatteforhold, forældelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I slutningen af 1986 ydede indklagede klageren et lån på 1.126.000,00 kr. Lånets rente på 11% p.a. var forudbetalt i et halvt år, og det samlede låneprovenu udgjorde 1.032.542 kr. efter fradrag af renter, stiftelsesprovision på 28.150 kr. (2,5%) og stempeludgift 3.378 kr. For lånets provenu indkøbtes nominelt 1.000.000 kr. 10% statsgældsbevis 1987 til kurs 98,25. Obligationerne udløb pr. 20. maj 1987, og samme dag blev lånet indfriet.
I henholdsvis januar og april 1990 meddelte skattemyndighederne klageren og dennes kollega, der havde indgået et ganske tilsvarende engagement med indklagede, at deres indkomst for skatteåret 1986 var forhøjet med 17.500 kr. Begrundelsen herfor var, at et beløb på 17.500 kr. måtte anses som betaling for, at de indkøbte obligationer var købt til underkurs, idet børskursen på erhvervelsestidspunktet var 100. Underkursen på 17.500 kr. ansås for betalt med stiftelsesprovisionen, der efter forholdende ansås for meget højt.
Klageren og hans kollega rettede herefter henvendelse til indklagede, som afviste at være erstatningspligtig. Klagerens kollega indbragte sagen for Ankenævnet, som ved kendelse af 12. november 1991 (sag nr. 227/91) pålagde indklagede at godtgøre den pågældende 12.250 kr. - skatteværdien af den ikke godkendte stiftelsesprovision - således at han blev stillet, som om låneengagementet havde fået det beløb, som var stillet i udsigt. Denne kendelse blev opfyldt af indklagede.
Klageren under denne sag har herefter rettet henvendelse til indklagede og har under henvisning til den af Ankenævnet afsagte kendelse anmodet indklagede om også at godtgøre ham 12.250 kr. Dette har indklagede afvist med henvisning til, at man ikke ønskede at være bundet af Ankenævnets kendelse. Da man ved en fejl ikke rettidigt meddelte Ankenævnet dette, var man imidlertid nødsaget til at opfylde kendelsen og betale klagerens kollega 12.250 kr.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre ham 12.250 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at de faktiske forhold i klagerens sag er identiske med de faktiske forhold i den tidligere afsagte kendelse, hvorfor indklagede må være forpligtet til også at betale ham 12.250 kr.
Indklagede har henvist til det tidligere overfor Ankenævnet anførte og har endvidere gjort gældende, at kravet er forældet i medfør af 1908-loven, idet sagen er over 5 år gammel.
I Ankenævnets kendelse af 12. november 1991 i sag 227/1991 er indklagedes anbringender gengivet således:
"Indklagede har anført, at indklagede overfor sine kunder har taget mundtligt forbehold for skattevæsenets godkendelse af det omhandlede arrangement, ligesom indklagede ikke uopfordret har henvendt sig til klageren, men kontakten er sket via klagerens revisor. Da indklagede ikke har haft nogen kontakt til klageren, har man ikke haft mulighed for at meddele denne forbeholdet om skattevæsenets godkendelse og har derfor heller ikke stillet klageren nogen gevinst i udsigt. Indklagede bestrider endvidere, at klageren skulle have lidt et tab, da skattevæsenets afgørelse alene betyder, at klageren bliver stillet, som om forretningen ikke var indgået".
Ankenævnets bemærkninger:
Den 5-årige forældelsesfrist efter forældelsesloven af 1908 kan i relation til klagerens erstatningskrav først regnes fra det tidspunkt i januar 1990, da klageren fra skattemyndighederne modtog meddelelse om, at man havde forhøjet hans indkomst for 1986, jfr. lovens § 2, stk 1, og § 3. Kravet er derfor ikke forældet.
Det må lægges til grund, at den omhandlede investeringspakke er udarbejdet af indklagede, og at klagerens revisor efter opfordring fra indklagede alene har formidlet indklajgedes tilbud til klageren. Det er ikke godtgjort, at indklagede overfor klagerens revisor eller overfor klageren selv har taget forbehold for skattemyndighedernes godkendelse af arrangementet. Størrelsen af provisionen samt kursfastsættelsen af obligationerne i investeringspakken må anses for usædvanlig. På denne baggrund finder Ankenævnet, at indklagede bør godtgøre klageren 12.250 kr., således at klageren stilles, som om investeringspakken havde fået det forløb, som var stillet klageren i udsigt.
Som følge heraf
Indklagede bør inden 4 uger betale 12.250 kr. til klageren. Klagegebyret tilbagebetales klageren.