Gyldighed.
| Sagsnummer: | 278/1992 |
| Dato: | 06-11-1992 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Søren Geckler, Peter Møgelvang-Hansen, Peter Stig Hansen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Gyldighed. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 7. oktober 1988 underskrev klageren sammen med sin samlever håndpantsætningserklæring vedrørende pantsætning af et ejerpantebrev på 300.000 kr. med pant i klagerens og samleverens ejendom. Håndpantsætningen skete til fordel for indklagede til sikkerhed for en kassekredit på 75.000 kr. ydet af indklagede til den af samleveren personligt drevne virksomhed.
I foråret 1990 oprettedes ny kassekreditkontrakt, hvorefter kreditten til samleveren blev udvidet til 150.000 kr. I denne forbindelse underskrev klageren den 5. april 1990 kassekreditkontrakten på side 3 som pantsætter, samt tillige som selvskyldnerkautionist. Af kontraktens side 2 fremgår, at en fortrykt rubrik med plads til navne på selvskyldnerkautionister er uudfyldt.
Efter at samleveren i juni 1991 havde anmeldt betalingsstandsning, annmodede indklagede ved skrivelse af 22. juli 1991 klageren om at indfri kassekreditten, hvis saldo var 174.584,56 kr.
Klageren meddelte i skrivelse af 10. september 1991 via det beskikkede tilsyn indklagede, at hun ikke kunne vedstå kautionsforpligtelsen.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kautionsforpligtelsen mod klageren.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at hun i april 1990 af samleverens bankrådgiver blev anmodet om at komme til møde hos indklagede for at underskrive kassekreditkontrakten sammen med samleveren. Hun blev ikke i denne forbindelse orienteret om betydningen af, at hun underskrev som selvskyldnerkautionist. Ved den pågældende lejlighed såvel som tidligere havde klageren indskærpet overfor indklagede, at hun ikke måtte forpligte sig udover håndpantsætningen af ejerpantebrevet, idet klager hensad i uskiftet bo. Klagerens samlever har oplyst, at i forbindelse med drøftelserne om udvidelsen af den omhandlede kassekredit blev der ikke fra indklagedes side stillet krav om, at klageren tillige skulle kautionere for kassekreditten. I forbindelse med kassekredittens udvidelse oplyste samleveren, at han havde indgået aftaler om udførelse af større entrepriser, og indklagede modtog i juli transport i disse entrepriser. Indklagedes forudsætning for at udvide kreditten var således snarere at modtage transport i disse entrepriser fremfor klagerens kautionsforpligtelse. Hertil kommer, at indklagede, som ingen aktuelle oplysninger havde om klagerens økonomiske forhold, ikke bad klageren eller samleveren om oplysninger herom. Indklagede havde alene en erklæring fra Andelsbanken fra 1987, hvorefter klageren skulle være god for en kautionsforpligtelse på 30.000 kr., samt klagerens oplysning om at eje en yderligere ejendom udover den, hvori indklagede havde håndpant i ejerpantebrevet.
Indklagede har anført, at den ejendom, hvori ejerpantebrevet på 300.000 kr. havde pant, af indklagede var anslået til at have en friværdi på 75.000 kr. i oktober 1988. I forbindelse med drøftelserne om forhøjelsen af kreditten i foråret 1990 med klagerens samlever meddelte indklagede, at man alene kunne tiltræde denne forhøjelse, såfremt der blev stillet sikkerhed. Da der ikke var yderligere friværdi i den allerede pantsatte ejendom, og da samleveren ikke kunne tilbyde anden form for sikkerhed, blev det aftalt, at der skulle afgives kaution af klageren. I forbindelse med klagerens underskrivelse af kassekreditkontrakten i april 1990 blev dokumentets indhold og betingelserne herfor gennemgået. Klageren var fuldt ud vidende om de juridiske forpligtelser, hun herved påtog sig. Klageren havde tidligere underskrevet som selvskyldnerkautionist på et til samleveren i 1989 ydet lån på knap 44.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Henset til, at klagerens navn ikke er anført i den rubrik på side 2 af kassekreditaftalen af 5. april 1990, der er beregnet til at angive kautionistens navn, og at kautionsforpligtelsen således alene relaterer sig til, at klager på kontraktens side 3 har underskrevet såvel som pantsætter som selvskyldnerkautionist, findes det ikke mod klagerens benægtelse godtgjort, at hun på underskriftstidspunktet var klar over, at hun påtog sig en kautionsforpligtelse. Ankenævnet finder herefter ikke, at indklagede kan gøre kautionsforpligtelsen gældende overfor klageren.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at klageren ikke hæfter i henhold til kautionserklæringen af 5. april 1990. Klagegebyret tilbagebetales klageren.