Afgørelse

Beløbsubegrænset alskyldserklæring

Medhold klager


Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, i hvilket omfang klagerne som kautionister hæfter for gælden på en kassekredit.

Sagens omstændigheder.

Klagerne i denne sag er ægtefællerne M og H.

Den 2. oktober 1997 ydede indklagede klagernes datter, D, et lån på 250.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 4.200 kr., og en kassekredit med et maksimum på 250.000 kr., som var "løbende indtil videre", til finansiering af D's overtagelse og drift af en butik. I gældsbrevet og kassekreditkontrakten var virksomheden v/D anført som debitor.

Den 3. oktober 1997 underskrev klagerne en særskilt kautionserklæring, hvorefter de påtog sig selvskyldnerkaution "til sikkerhed for opfyldelse af forpligtelser af enhver art ………, som [virksomheden v/D] nu har eller senere måtte få over for [indklagede]."

Ved skrivelse af 25. februar 1998 til D gav indklagede tilsagn om et bevilget overtræk på kassekreditten på 150.000 kr. indtil den 1. maj 1998.

Ved skrivelse af 29. april 1998 anmodede indklagede klagerne om at underskrive en kautionserklæring i forbindelse med etablering af bevilget overtræk på 150.000 kr. på kassekreditten gældende indtil den 1. september 1998. Klagerne efterkom ikke anmodningen.

Gælden i henhold til kassekreditten udviklede sig således:

31.12.1997 164.858 kr.
31.03.1998 393.109 kr.
30.06.1998 429.805 kr.
30.09.1998 465.454 kr.
31.12.1998 384.766 kr.
31.03.1999 465.004 kr.
30.06.1999 554.520 kr.
30.09.1999 550.297 kr.
31.12.1999 547.791 kr.
31.03.2000 601.650 kr.
30.06.2000 650.956 kr.
30.09.2000 662.372 kr.

Ved skrivelse af 17. oktober 2000 til D opsagde indklagede engagementet til indfrielse den 19. oktober 2000. Engagementet blev inkl. renter til den 19. oktober 2000 opgjort til 843.987,33 kr. fordelt med 179.682,95 kr. på lånet og 664.304,38 kr. på kassekreditten.

D afhændede butikken, og der blev i forbindelse hermed indbetalt 86.265,77 kr. på engagementet den 16. november 2000.

Den 20. november 2000 indbetalte klagerne 429.682,95 kr., svarende til restgælden på lånet og kassekredittens maksimum (179.682,95 kr. + 250.000 kr.).

Den 5. december 2000 udtog indklagede stævning mod klagerne ved retten i Randers om betaling af 328.038,61 kr. (843.987,33 kr. - (86.265,77 kr. + 429.682,95 kr.)) med tillæg af renter.

Klagerne nedlagde påstand om frifindelse.

Den 9. januar 2001 blev sagen af retten udsat på forelæggelse for Ankenævnet.

Parternes påstande.

Den 19. december 2000 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at de ikke skylder yderligere i henhold til kautionen.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de ikke ønskede at forøge deres forpligtelser ud over, hvad de havde accepteret i forbindelse med afgivelsen af kautionsløftet. Indklagede var bekendt hermed, idet de både under møder med indklagede og foranlediget af indklagedes fremsendelse af ny kautionserklæring afviste at påtage sig yderligere kaution.

Den udvidelse af kreditten, som indklagede har ydet, må betragtes som et nyt låneforhold.

På det tidspunkt, hvor de præciserede, at de ikke ville påtage sig yderligere kaution, udgjorde kassekreditsaldoen ca. 393.000 kr. Indklagede har efter dette tidspunkt udvidet kreditten med ca. 270.000 kr.

Kautionsløftet skal fortolkes indskrænkende og omfatter derfor alene det allerede indbetalte.

Der er tale om ikke erhvervsmæssig kaution.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagerne driver egen erhvervsvirksomhed, hvorfor kautionen må sidestilles med en erhvervsmæssig kaution, og at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse, som ikke kan finde sted for Ankenævnet.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at kautionserklæringen skal fortolkes efter sit indhold, således at kautionen omfatter enhver forpligtelse. Klagerne har på intet tidspunkt tilkendegivet, at de ikke ville hæfte for yderligere forpligtelser vedrørende engagementet.

Bogholderiet for D's virksomhed blev ført i klagernes virksomhed, og klagerne deltog i møder vedrørende engagementet. Klagerne var således bekendt med den økonomiske udvikling i virksomheden og udviklingen i engagementet, herunder at kassekreditten blev overtrukket.

Da det overtagne varelager var større end forventet, og da omsætningen havde været mindre end forventet, var virksomhedens likviditet stram i starten af 1998, hvilket var baggrunden for bevillingen af overtrækket på 150.000 kr. frem til 1. maj 1998. Medio 1998, hvor varelageret fortsat ikke var nedbragt, blev muligheden for en permanent forhøjelse af kassekreditten drøftet. Klagerne mente ikke, at datteren skulle have en permanent forhøjelse af kreditten. Baggrunden herfor var efter indklagedes opfattelse, at klagerne ikke ønskede, at man skulle miste muligheden for at presse D til at reducere sit varelager. Klagerne var derfor ikke indforstået med formelt at bekræfte, at kautionen omfattede en permanent udvidelse. Der blev ikke rejst tvivl om eller indsigelse mod kautionens rækkevidde.

Den omstændighed, at klagerne ikke formelt ville afgive en ny kautionserklæring medfører ikke en ændring eller begrænsning i forpligtelsens indhold, idet der henvises til engagementets størrelse på tidspunktet for drøftelserne om en permanent udvidelse af kreditten.

An­ke­næv­nets bemærkninger og konklusion.

Klagerne har påtaget sig kautionsforpligtelsen af 3. oktober 1997 som privatpersoner. Den omstændighed, at klagerne driver erhvervsmæssig virksomhed, kan ikke begrunde, at kautionsforholdet anses for eller sidestilles med et erhvervsmæssigt forhold. Ankenævnet finder heller ikke, at en stillingtagen til sagen nødvendiggør yderligere bevisførelse. Indklagedes afvisningspåstand tages herefter ikke til følge.

Ved kautionserklæringen påtog klagerne sig at hæfte uden beløbsbegrænsning for enhver forpligtelse, som deres datters virksomhed havde eller senere måtte få over for indklagede. Ankenævnet finder, at anvendelse i private kautionsforhold af en sådan beløbsubegrænset alskyldserklæring generelt giver anledning til væsentlige betænkeligheder. Selv om der ikke måtte være tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte erklæringen i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36, må der i hvert fald stilles strenge krav med hensyn til beviset for, at kautionisten har forstået erklæringens betydning og rækkevidde.

I det foreliggende tilfælde blev erklæringen afgivet i forbindelse med, at indklagede ydede klagernes datter et lån på 250.000 kr. og en kassekredit med et maksimum på 250.000 kr. Det var derfor for klagerne nærliggende at opfatte kautionsforpligtelsen således, at den alene omfattede dette lån og denne kredit, og det er ikke godtgjort, at indklagede udtrykkeligt præciserede over for klagerne, at de efter indholdet af kautionserklæringen tillige påtog sig at hæfte for eventuelle senere yderligere gældsforpligtelser, herunder overtræk på kassekreditten. Den omstændighed, at klagerne i 1998 afviste at underskrive en kautionserklæring vedrørende et bevilget overtræk på kassekreditten på 150.000 kr., bestyrker, at klagerne opfattede kautionsforpligtelsen som begrænset til lånet og den oprindelige kassekredit på 250.000 kr. Selve det forhold, at indklagede anmodede klagerne om at underskrive den yderligere kautionserklæring, synes i øvrigt at være udtryk for, at indklagede selv var i tvivl om, hvorvidt kautionserklæringen af 3. oktober 1997 kunne gøres gældende efter sit indhold.

Ankenævnet finder herefter, at klagernes kautionserklæring alene kan gøres gældende for et beløb svarende til summen af restgælden på lånet og kassekredittens maksimum på 250.000 kr., og at klagerne derfor ved betaling af beløbet på 429.682,95 kr. den 20. november 2000 har indfriet deres kautionsforpligtelse. Det bemærkes, at indklagede ikke har haft særskilte bemærkninger til det forhold, at klagerne ikke har betalt renter for perioden fra den 19. oktober til den 20. november 2000.

Som følge af det anførte

Indklagede skal anerkende, at klagerne har opfyldt deres forpligtelser i henhold til kautionserklæringen af 3. oktober 1997. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.