Stiftelse, hæftelse. Aftl. § 36.
| Sagsnummer: | 432/1993 |
| Dato: | 23-03-1994 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Peter Møgelvang-Hansen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - stiftelse
Udlån - hæftelse |
| Ledetekst: | Stiftelse, hæftelse. Aftl. § 36. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Denne sag omhandler, hvorvidt klageren, der fyldte 18 år den 24. november 1990, hæfter for et lån på oprindeligt 110.000 kr. ydet af indklagedes Hundige Center afdeling til klageren den 10. januar 1991 i forbindelse med at klageren købte en 10 år gammel BMW 528i for 220.000 kr. af en af afdelingens kunder.
Indtil klageren blev 18 år, havde han opsparet et beløb på 120.000 kr. I foråret 1990 overtog en 30-årig mand, A, et pizzaria i den sydsjællandske by, hvor klageren bor. A ejede en 10 år gammel BMW 528i, som A ifølge klageren forsøgte at sælge til flere af byens unge mennesker. Klageren fattede interesse for bilen, og A fik kendskab til, at klageren havde en større opsparing. Klageren henvendte sig først i sit eget pengeinstitut med anmodning om et lån på 110.000 kr. til brug for købet af A's BMW, men fik afslag. A havde et engagement med indklagedes Hundige afdeling og gav udtryk for, at han ikke havde råd til at beholde bilen. A tog klageren med til indklagedes Hundige afdeling, hvor klageren blev kunde, idet hans opsparing overførtes hertil, ligesom der oprettedes en ungdomskonto.
Den 10. januar 1991 underskrev klageren gældsbrev for lånet på 110.000 kr., som skulle afvikles over 3 år med en månedlig ydelse på 3.765 kr. Gældsbrevet indeholdt ingen oplysninger om størrelsen af de samlede kreditomkostninger, jf. kreditaftalelovens § 9, stk. 1, nr. 3. Den 17. januar 1991 fremsendte afdelingen oplysning om kreditomkostningerne. Indklagede fik sikkerhed i et ejerpantebrev på 110.000 kr. med pant i bilen.
Klageren har oplyst, at han på tidspunktet for lånets bevilling netop var startet i praktik, men endnu ikke havde modtaget sin første lønseddel. Ved siden af praktikpladsen havde han et avisuddelerjob, hvor han i 1990 tjente 27.307 kr. Desuden tjente han lidt ved arbejde i sælgerens pizzaria. Ved lånets etablering blev han ikke anmodet om at fremvise lønsedler eller årsopgørelser om sin økonomi. Den 10. januar 1991 ringede indklagedes medarbejder og spurgte, om lånet måtte udbetales og overføres til A. Klageren svarede, at han først ønskede at få mulighed for at lade en fagmand se bilen. Medarbejderen meddelte herpå: "Nu må du fandeme tage dig sammen, jeg har lige siddet og lavet papirerne, og jeg gider ikke at sidde og lave dem om igen." Han følte sig herefter tvunget til at godkende lånet af frygt for, at det ellers ville blive afslået. Han blev først opmærksom på etableringsomkostningerne, da afregningen blev fremsendt; beløbet, der var på ca. 9.000 kr., blev debiteret på hans ungdomskonto, som herved kom i overtræk.
Efter at lånet var etableret, protesterede klagerens forældre overfor indklagedes medarbejder. Medarbejderen oplyste, at han havde meddelt klageren, at der ikke ville være penge til f.eks. diskoteksbesøg, hvortil klageren havde sagt, at han ikke havde behov herfor.
Som følge af problemer med at få udleveret bilens registreringsattest fra A blev bilen først synet i juli 1991. Forinden var klageren impliceret i et færdselsuheld, som forsikringen ikke dækkede som følge af, at A ikke havde betalt præmien. Klageren fik skaden repareret bl.a. ved lån fra sine forældre.
Den 3. september 1991 blev klagerens lån forhøjet med 21.081,44 kr. til inddækning af et tilsvarende overtræk på klagerens ungdomskonto. Lånet udgjorde herefter igen 110.000 kr. Lånets ydelse ændredes til 3.000 kr. månedligt. Klageren underskrev gældsbrev om låneforhøjelsen den 3. september 1991.
Efter at indklagede i efteråret 1991 havde afslået at yde lån til en reparation af bilen, hvis motor var brudt sammen, fandt der en korrespondance sted mellem klagerens advokat og indklagede om salg af bilen. Bilen blev sat til salg hos en forhandler, men solgtes først i slutningen af december 1992 for 80.000 kr. Salgsprovenuet efter fradrag af reparationsomkostninger m.v. var 36.352,18 kr., hvoraf 23.549,10 kr. anvendtes til inddækning af overtræk på ungdomskontoen, medens 12.803,08 kr. overførtes til klagerens lån, som herefter pr. 31. december 1992 udgjorde 105.468,83 kr. I februar 1993 blev engagementet overgivet til retslig inkasso.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han ikke hæfter for restgælden på lånet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagedes medarbejder i forbindelse med bevillingen af lånet ikke har foretaget forsvarlig rådgivning vedrørende hans økonomiske situation og fremtidige mulighed for at afvikle lånet. Indklagede har undladt at forlange lønsedler og årsopgørelser, som kunne bekræfte klagerens betalingsmuligheder. Indklagedes medarbejder beregnede, at han ville have ca. 5.000 kr. netto månedligt med tillæg af, hvad han kunne tjene hos sælgeren. Af de 5.000 kr. skulle betales lånets ydelse på 3.765 kr. og 1.000 kr. afsattes til forsikring af bilen. Der var ikke taget højde for øvrige løbende udgifter til bilen så som vægtafgift, benzin, vedligeholdelse eller til udgifter i øvrigt til klagerens leveomkostninger. Klageren følte sig presset til at acceptere, at lånet blev udbetalt, forinden han havde haft tilstrækkelig mulighed for at efterse bilen, som siden hen viste sig at være særdeles mangelfuld. Han har formentlig betalt ca. 100.000 kr. for meget for bilen henset til dens alder og stand. Indklagede har endvidere haft en interesse i, at klageren overtog bilen, idet A's engagement herved kunne nedbringes. Ved etableringen af lånet undlod indklagede at informere om omkostningerne på ca. 9.000 kr., hvilket beløb han måtte fremskaffe ved lån hos familie m.v. Hertil kommer, at indklagede undlod at sikre sig, at bilen blev omregistreret, og at forsikringsforholdene blev bragt i orden.
Indklagede har anført, at man ikke, inden bilen blev solgt til klageren, havde pant i denne for A's engagement. A henvendte sig sammen med klageren omkring årsskiftet 1990-91 for at opnå et lån til klagerens køb. Indklagede havde ikke opfordret A til at sælge bilen. Klageren oplyste om sin opsparing i et andet pengeinstitut, samt at han netop havde fået praktikplads og ved siden af var avisbud, ligesom han lejlighedsvis arbejdede hos A. Der foretoges et løseligt overslag over klagerens indtægter og udgifter.
Klagerens rådighedsbeløb efter betaling af faste udgifter på 60.000 kr. til bilen blev anslået til ca. 3.500 kr. pr. måned med tillæg af efter klagerens oplysning ikke ubetydelige indtægter ved arbejde hos A. Beregningen viste sig forkert, idet skattebeløbet var 15.000 kr. større, hvilket medførte et rådighedsbeløb på 2.100 kr. månedligt; men også dette må anses for tilstrækkeligt. Klageren oplyste, at han var hjemmeboende og ikke havde faste udgifter eller i øvrigt store behov. Indklagedes medarbejder gjorde klageren opmærksom på den relativt høje pris for en 10 år gammel bil, men var samtidig opmærksom på, at der var tale om en liebhaverbil med ekstraudstyr. Indklagede anbefalede, at klageren og A udfærdigede en slutseddel, mens omregistrering og forsikring var op til parterne. Det bestrides, at indklagede ved lånets udbetaling lagde pres på klageren. Klageren var myndig og kunne således påtage sig økonomiske forpligtelser. Klageren virkede fornuftig, og hans ønske om bilen var stort. I forbindelse med at klageren underskrev gældsbrevet, gav medarbejderen en generel mundtlig orientering om omkostningerne og størrelsen heraf.
Det aftaltes, at klageren skulle indbetale omkostningerne kontant den 18. januar med 9.000 kr., hvilket skete. Det erkendes, at indklagede ikke har fulgt bestemmelserne i kreditaftalelovens §§ 8 og 9, jf. § 13 om oplysninger ved lånets etablering. Følgen heraf er efter lovens § 23, stk. 1, at låntager højst skal betale lånebeløbet med tillæg af en rente svarende til diskontoen plus 5%; efter § 23, stk. 3, gælder dette dog ikke, hvis kreditgiveren godtgør, at låntager på trods af de manglende eller urigtige oplysninger har haft et forsvarligt grundlag for at bedømme kreditomkostningerne. Klageren måtte vide, at der var omkostninger ved lånets optagelse, og han havde et forsvarligt grundlag for at bedømme disse. Dette støttes af, at klageren dagen efter låneafregningen indbetalte omkostningerne. Lånet blev forhøjet den 3. september 1991, og i denne forbindelse blev oplysningerne i henhold til kreditaftaleloven meddelt.
En eventuel rentereduktion kan herefter kun komme på tale for perioden fra 17. januar til 3. september 1991. A disponerede selv over salgssummen, og en større del anvendtes til erhvervelse af en ny bil, som indklagede ikke har finansieret. Ca. 70.000 kr. anvendtes til nedbringelse af A's engagement, som var overtrukket, men ikke blev betragtet som misligholdt eller risikobetonet. Engagementet er senere stort set afviklet. Indklagede har ikke medvirket eller formidlet salget af bilen eller i øvrigt haft nogen interesse heri, hvorfor indklagede ikke er ansvarlig for mangler ved bilen eller dennes prisfastsættelse. Uanset at kreditbedømmelsen af klageren efterfølgende viste sig forkert, kan dette ikke betyde, at klageren kan fritages for tilbagebetaling af lånet. Lånet blev ydet på grundlag af klagerens forventninger til fremtidige indtægter; forventningerne blev ikke indfriet på grund af klagerens egne forhold.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at den medarbejder hos indklagede, som i januar 1991 formidlede lånet på 110.000 kr. til klageren, burde have indset, at denne næppe ville være i stand til at betale en månedlig ydelse på 3.765 kr., når han samtidig skulle afholde de øvrige omkostninger vedrørende bilen samt almindelige leveomkostninger. Medarbejderen burde tillige have indset, at den samlede pris for den 10 år gamle bil, 220.000 kr., efter alt at dømme var væsentligt for høj. Det må endvidere lægges til grund, at han - i strid med kreditaftalelovens bestemmelser - undlod at oplyse klageren om, at der skulle betales ca. 9.000 kr. i omkostninger ved lånets etablering, hvilket indebar, at klageren yderligere måtte stifte gæld for dette beløb. Der kan heller ikke ses bort fra, at indklagede havde en selvstændig interesse i salget af bilen til klageren, idet en væsentlig del af købesummen - ca. 70.000 kr. - anvendtes til nedbringelse af sælgerens overtrukne engagement hos indklagede.
Under de således foreliggende omstændigheder finder Ankenævnet, at det i medfør af aftalelovens § 36 bør pålægges indklagede, der har modtaget nettoprovenuet ved klagerens salg af bilen, at frafalde restgælden vedrørend elånet, herunder også den del, der hidrører fra låneforhøjelsen i september 1991.
Som følge heraf