Afgørelse

Nedsættelse af bidrag.

Klagerne ejer et boliglandbrug, hvori der indestår tre lån til det indklagede realkreditinstitut. I januar 2000 fremsendte instituttet en årsopgørelse for 1999 til klagerne, som var vedlagt et generelt nytårsbrev, som blandt andet indeholdt en oversigt over instituttets nye satser for risiko- og administrationsbidrag. Af prislisten fremgik det, at der i produktionsejendomme skulle betales et bidrag på 0,585 for lån inden for 50 pct. af vurderingen og 0,990 pct. i bidrag for lån med sikkerhed inden for 50-70 pct. af vurderingen. For boliglandbrug var satserne henholdsvis 0,315 pct. og 0,900 pct. Efter henvendelse fra klagerne afviste instituttet i februar 2000 at regulere bidragssatsen på klagernes lån under henvisning til, at taksterne i prislisten kun vedrørte nye lån. Klagerne anmodede to gange i februar 2000 på ny instituttet om at nedsætte bidraget og anførte blandt andet, dels at det ikke fremgik af prislisten, at den kun vedrørte nye lån, dels at de havde kendskab til, at instituttet i visse tilfælde havde sænket bidraget på gamle lån. Klagerne fandt det uforståeligt, hvis gamle kunder blev behandlet ringere end nye. Klagerne bad instituttet oplyse, hvilke kriterier der skulle opfyldes, for at bidragssatsen på gamle lån kunne sænkes. Instituttet afviste at nedsætte bidraget og fastholdt, at prislisten alene gjaldt nye lån. Instituttet oplyste samtidig, at der som følge af konkurrencesituationen i enkelte tilfælde var sket nedsættelse af bidrag på ældre lån – dette var fortrinsvis sket for lån af en betydelig størrelse.

Klagerne nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle nedsætte administrationsgebyret for deres lån til 0,315 pct. af obligationsrestgælden. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at de omhandlede takster, der fremgik af et generelt nytårsbrev, ikke kunne opfattes som en forpligtende tilkendegivelse fra instituttet om, at bidraget blev nedsat på eksisterende lån. Instituttets prisændringer på nye lån, hvorved beregningsmåden/prisstrukturen ændredes til fordel for visse nye kunder (boliglandbrug) og til ulempe for andre (produktionsejendomme), kunne ikke anses for en generel forskelsbehandling af nye og gamle kunder. Det forhold, at instituttet i konkrete tilfælde havde nedsat bidraget for ældre lån, kunne ikke i sig selv medføre, at instituttet herved tillige havde forpligtet sig til at nedsætte bidraget på klagernes lån. Nævnet frifandt derfor instituttet.