Solidarisk hæftelse. Afviklingsordning.
| Sagsnummer: | 331 /1993 |
| Dato: | 30-12-1993 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Udlån - hæftelse
|
| Ledetekst: | Solidarisk hæftelse. Afviklingsordning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Denne sag angår spørgsmålet om, hvorvidt klageren kan fritages for sin solidariske hæftelse for to lån optaget sammen med klagerens tidligere samlever.
I oktober 1986 ydede indklagedes Herlev afdeling klageren og dennes daværende samlever som solidarisk hæftende debitorer et lån på 114.610,38 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. Låneprovenuet blev anvendt til indfrielse af et lån på 97.610,38 kr. optaget af klageren og et lån på 16.657 optaget af samleveren.
I november 1987 ydede afdelingen klageren og samleveren et lån på 30.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr., første gang den 31. december 1987.
I 1990 opløstes samlivsforholdet, og i oktober 1990 afholdtes et møde i afdelingen vedrørende klagerens økonomiske situation, idet lånene var misligholdt.
Ved skrivelse af 7. maj 1991 rykkede indklagede klageren for forslag til en afvikling af lånene; klageren reagerede ikke herpå, og den 14. maj 1991 opsagde indklagede lånene til fuld indfrielse pr. 1. juli 1991.
Efter at indklagede forgæves havde rettet henvendelse til klagerens meddebitor, meddelte indklagede ved skrivelser af 13. december 1991 klageren og meddebitor, at kravet ville blive overgivet til retslig inkasso, såfremt der ikke inden den 1. januar 1992 var indgået en afviklingsaftale. Den 25. februar 1992 stillede indklagede sagen i bero; i juli 1992 blev sagen overgivet til retslig inkasso. Den 28. oktober 1992 blev der på indklagedes anmodning foretaget udlæg i klagerens faste ejendom og bil, og klageren blev i den forbindelse indberettet til RKI.
Ved skrivelse af 5. november 1992 fremsatte klageren et forligsforslag om betaling af 27.000 kr., hvilket indklagede afslog.
Den 17. november 1992 blev indklagede via sin advokat oplyst om, at klagerens tidligere samlever (meddebitor) ville kunne afgive insolvenserklæring i fogedretten.
Den 9. december 1992 meddelte indklagedes advokat klageren, at man var indstillet på at undlade at tvangsrealisere klagerens bil og ejendom under forudsætning af, at klageren indgik en afviklingsaftale, hvorefter engagementet afvikledes med en månedlig ydelse på 1.000 kr.
Den 28. januar 1993 meddelte klageren, at han var indstillet på at afvikle halvdelen af gælden med en månedlig ydelse på 700 kr.
Den 25. februar 1993 meddelte indklagedes advokat, at indklagede var indstillet på at opdele gælden, således at klageren alene hæftede for halvdelen af den samlede gæld, der den 17. august 1992 udgjorde 172.154,64 kr., og at denne skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr., første gang den 1. marts 1993.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at meddele klageren saldokvittering mod indbetaling af 55.000 kr. samt at foranledige klageren slettet i RKI.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Sekretariatet har i medfør af Ankenævnets vedtægters § 4 afvist sagen for så vidt angår registreringen i RKI.
Klageren har anført, at han den 15. februar 1990 kontaktede indklagede og foreslog en deling af restgælden, som da udgjorde 110.000 kr., idet han var indstillet på kontant at indbetale 55.000 kr. Han har på intet tidspunkt indvilget i at betale den samlede restgæld, bl.a. som følge af at lånet på oprindeligt 30.000 kr. blev anvendt til meddebitors uddannelse. Lånedokumenterne er oprettet i meddebitors personnummer, hvorfor meddebitor har været hoveddebitor på lånene, og klageren finder det urimeligt, at han først otte måneder efter, at lånene var misligholdt, blev indkaldt til møde hos indklagede. Klageren finder derfor, at indklagede bør være forpligtet til at acceptere det oprindelige tilbud om opdeling af lånene, hvorefter klageren skulle indbetale 55.000 kr.
Indklagede har anført, at man ikke ønskede at tage stilling til en deling af gælden, forinden man havde været i kontakt med klagerens tidligere samlever angående hendes økonomiske forhold. Først den 17. november 1992 fik indklagede via sin advokat indblik i klagerens tidligere samlevers økonomiske forhold, der efter det af hendes advokat oplyste var af en sådan karakter, at hun ville kunne afgive insolvenserklæring i fogedretten. Klagerens efterfølgende afviklingstilbud kunne ikke dække rentetilskrivningen, hvorfor man tilbød klageren en afviklingsordning på 1.500 kr. om måneden. Da klagerens økonomiske forhold oprindelig var afgørende for långivningen, ville indklagede ikke dele gælden uden at kende den tidligere samlevers økonomiske situation. Indklagede bestrider, at klageren i 1990 skulle have fremsat tilbud om betaling af 55.000 kr. Indklagede blev ikke førend i oktober 1990 kontaktet af klageren, der i den forbindelse fik ydelsesbortfald til 1. marts 1991.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet lægger efter det oplyste til grund, at klageren har underskrevet gældsbreve vedrørende de i sagen omhandlede lån som meddebitor. Da der intet er oplyst, der kan bevirke, at klageren skulle være fritaget for sin hæftelse i henhold til gældsbrevene,
Den indgivne klage tages ikke til følge.