Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for uberettiget registrering i RKI Kredit Information.

Sagsnummer: 175/1998
Dato: 14-09-1998
Ankenævn: Peter Blok, Inge Frølich, Leif Nielsen, Allan Pedersen, Ole Reinholdt
Klageemne: Inkasso - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar for uberettiget registrering i RKI Kredit Information.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører, om indklagede har pådraget sig ansvar ved uberettiget at have indberettet klageren til RKI Kredit Information (RKI).

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 7. november 1986 ydede et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede, klageren et lån på 68.973,22 kr. Lånet blev ydet mod begrænset kaution fra tredjemand.

Den 5. august 1987 blev lånet opsagt på grund af misligholdelse, og den 27. s.m. overgik sagen til inkasso.

Den 26. maj 1988 blev klagerens bo taget under konkursbehandling.

Den 4. juli 1988 blev kautionen indfriet. Restfordringen mod klageren udgjorde herefter 8.045,77 kr.

Den 29. august 1988 blev konkursboet afsluttet i medfør af konkurslovens § 143.

I sommeren 1992 forsøgte indklagede forgæves at formå klageren til at indgå en afviklingsaftale om restgælden.

På baggrund af en indberetning fra indklagede blev klageren i 1993 registreret i RKI.

Klageren har oplyst, at han hverken via indklagede eller RKI fik meddelelse om registreringen, som han først blev bekendt med i oktober 1996 i forbindelse med en henvendelse til et andet pengeinstitut.

Klageren rettede henvendelse til RKI, som ved skrivelse af 21. oktober 1996 til klageren bekræftede, at have "slettet indberetningen af Dem fra [indklagede], da indberetningen var en beklagelig fejl". Det blev samtidig oplyst, at ingen af RKI's kunder havde set registreringen inden for de seneste 6 måneder.

Indklagede erkendte, at registreringen i RKI var en fejl, da tilgodehavendet var for gammelt, men afviste et krav fra klageren om erstatning.

Klageren har til brug for sagen udarbejdet en oversigt, der viser udviklingen i hans indkomst sammenholdt med den normale lønudvikling for hans erhverv som erhvervsassurandør. Oversigten viser, at klagerens lønindkomst fra 1992 var faldende i forhold til den normale lønudvikling på 5% om året.

Parternes påstande.

Den 7. maj 1998 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at slette saldoen på 8.045 kr., at betale 300.000 kr og at betale godtgørelse for "svie og smerte".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at indklagede er ansvarlig for, at han uberettiget har været registreret i RKI i ca. 3 år. Han virker som erhvervsassurandør i et mindre lokalsamfund og skal som sådan udstråle soliditet og være seriøs. Registreringen i RKI har haft væsentlig betydning for hans indtjening. På grundlag af opgørelsen af hans lønindtægt og den normale lønudvikling på området må det antages, at han har lidt et indtægtstab på i alt ca. 300.000 kr. i den periode, han var registreret. Indklagede bør erstatte tabet og yde en godtgørelse for svie og smerte. Det er ikke korrekt, at registreringen ikke er blevet set indenfor de seneste 6 måneder før hans henvendelse til RKI, idet han netop blev gjort opmærksom på registreringen af et andet pengeinstitut. Indklagede bør endvidere slette saldoen på 8.045 kr. Gælden er primært opstået, fordi indklagede undlod at medvirke til en rimelig løsning vedrørende finansiering af en byggesag, hvilket medførte, at hans ejendom blev solgt på tvangsauktion i 1988.

Indklagede har anført, at der ikke foreligger omstændigheder, der kan medføre, at indklagedes krav på 8.045 kr. er bortfaldet, hvorfor klageren hæfter for beløbet med tillæg af 5 års renter. Klagerens krav om erstatning for registreringen i RKI afvises som udokumenteret. Det bestrides, at klageren har lidt noget tab som følge af registreringen, jf. bl.a. RKI's bemærkning om, at ingen har set registreringen inden for de seneste 6 måneder.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Indklagede har erkendt, at det var en fejl, at man i 1993 indberettede klageren til RKI Kreditinformation. Det er imidlertid ikke godtgjort, at klageren har lidt tab som følge heraf, og klagerens krav om erstatning kan derfor ikke tages til følge.

Den fejlagtige indberetning til RKI kan ikke medføre, at indklagede er afskåret fra at gøre klagerens restgæld på 8.045 kr. med tillæg af ikke forældede renter gældende, og der er heller ikke oplyst andre omstændigheder, som kan begrunde dette.

I hvert fald under de foreliggende omstændigheder, hvor klageren faktisk havde en restgæld til indklagede, som denne forgæves havde søgt inddrevet, findes den uberettigede indberetning til RKI heller ikke at kunne begrunde, at klageren kan kræve godtgørelse for tort i medfør af erstatningsansvarslovens § 26.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.