Indsigelse mod afslag på akkord og omkostninger under akkordforløb
| Sagsnummer: | 194 /2013 |
| Dato: | 13-02-2014 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Kjeld Gosvig Jensen, Anders Holkmann Olsen, Morten Bruun Pedersen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Akkord - afslag
Omkostninger - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Indsigelse mod afslag på akkord og omkostninger under akkordforløb |
| Indklagede: | FS Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører FS Banks afslag på en akkordering af gæld samt omkostninger i forbindelse med forløbet.
Sagens omstændigheder
Klageren og dennes ægtefælle, H, var kunder i den tidligere Roskilde Bank, hvor de havde både private og erhvervsmæssige engagementer. Banken blev den 24. august 2008 overtaget af Nationalbanken og Det Private Beredskab, senere Finansiel Stabilitet, med henblik på afvikling.
Klagerens og H’s gæld blev i 2009 samlet i ét lån på 4.354.000 kr. med rentehenstand og en afvikling på 13.000 kr. pr. måned.
På et ikke nærmere oplyst tidspunkt blev gælden nedbragt med en arv til H på 1 mio. kr. Endvidere blev klagerens og H’s bopælsejendom solgt.
I begyndelsen af 2011 var gælden nedbragt til cirka 3.150.000 kr., der var posteret på en konto nr. -850 i FS Bank, der er et 100 % ejet datterselskab af Finansiel Stabilitet.
Den 13. oktober 2011 blev der hævet 5.000 kr. på kontoen, som efter det oplyste blev anvendt til dækning af et honorar til en ejendomsmægler.
Ved udgangen af 2011 var gælden på konto nr. -850 nedbragt til 2.933.914,92 kr.
Den 5. januar 2012 blev der afholdt et møde mellem klageren og FS Bank om eventuel videre rentehenstand. På forespørgsel fra klageren blev muligheden for en eventuel akkord drøftet. Klageren har anført, at den kundeansvarlige, K, oplyste, at gælden ville kunne akkorderes med et beløb på mellem 800.000 kr. og 1 mio. kr. Finansiel Stabilitet, der repræsenterer FS Bank, har anført, at K tilkendegav, at beløbet i hvert fald skulle være på ikke under 1 mio. kr., og at banken fortsat skulle have pant i klagerens sommerhus.
Kort tid efter mødet meddelte klageren og H, at de ved lån hos familie og venner kunne fremskaffe 850.000 kr. til en akkordering af gælden. Banken afslog tilbuddet telefonisk. Efterfølgende oplyste banken telefonisk, at akkordbeløbet skulle være 1,3 mio. kr., hvilket svarede til 45 % af restgælden. Efter anmodning fra klageren og H sendte banken v/K den 12. januar 2012 en bekræftelse pr. e-mail. Af e-mailen fremgår:
”I telefonsamtale i går med [M] og i dag med [H] oplyste jeg, at såfremt I indbetaler 1.300.000 kr. kontant her og nu, vil restengagementet blive slettet og sikkerhederne udleveret til jer.
Jeg skal dog for god ordens skyld gøre opmærksom på, at det skal endeligt bevilges i vores kreditafdeling, da jeres engagement hidtil har kørt med rentehenstand. Jeg indstiller sagen i morgen fredag, og håber at have svar medio næste uge.”
Banken indhentede yderligere oplysninger om klagerens og H’s økonomi, herunder om et selskab, som var ejet af M. En del af oplysningerne blev tilvejebragt af klagerens og H’s revisor.
Klageren har oplyst, at det resterende beløb til akkorden på 1,3 mio. kr. kunne fremskaffes ved blandt andet ophævelse af hans pensionsordning.
Ved e-mail af 7. marts 2012 meddelte banken afslag på akkorden. Begrundelsen var, at det efter bankens opfattelse var muligt, at en del af egenkapitalen i M’s selskab kunne blive likvid, ligesom man vurderede, at der var en friværdi i klagerens og H’s sommerhus på cirka 700.000 kr. Banken fastholdt afviklingen af gælden med 13.000 kr. pr. måned og forlængede rentehenstanden.
Klageren og H gjorde indsigelse mod afslaget og forløbet. Det lykkedes ikke at opnå enighed mellem parterne.
Engagementet blev efterfølgende overført til Sparekassen Sjælland i henhold til en aftale i december 2012 mellem Finansiel Stabilitet og sparekassen om overdragelse af engagementer for i alt cirka 337 mio. kr.
Den 1. august 2013 fakturerede klagerens og H’s revisor 38.750 kr. inkl. moms ”for bistand i 2012 og 2013 vedr. drøftelser med FS Bank, herunder brug af [navn på ekstern rådgiver], grundmateriale, drøftelser og budgetter mv. med efterfølgende sagsbehandling og opnåelse af akkord.”
Den 17. august 2012 fakturerede revisoren for klagerens selskab 34.375 kr. inkl. moms, som honorar for udført arbejde i perioden 1. januar - 10. juli 2012, der blandt andet omfattede specifikation af egenkapitalen til FS.
Parternes påstande
Den 17. juni 2013 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Finansiel Stabilitet (FS Bank) skal betale en erstatning, hvorved han og H stilles som om banken havde vedstået tilbuddet om en akkord på 1,3 mio. kr. Subsidiært skal banken godtgøre omkostningerne til revisor i forbindelse med akkordforhandlingerne.
Finansiel Stabilitet (FS Bank) har under sagen godtgjort klageren og H omkostningsbeløbet på 5.000 kr., som blev hævet af banken den 13. oktober 2011.
Finansiel Stabilitet (FS Bank) har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at akkorden på 1,3 mio. kr. burde have været gennemført.
Banken oplyste, at en sag af deres størrelse ville kunne akkorderes med et beløb på mellem 800.000 kr. og 1 mio. kr. Dette var baggrunden for deres tilbud om en akkord på 850.000 kr. Samtidig med afslaget herpå tilbød banken konkret en akkord 1,3 mio. kr. De kunne derfor berettiget stole på, at akkorden ville blive gennemført, hvis de kunne skaffe beløbet. Efterfølgende måtte de konstatere, at den pågældende medarbejder tilsyneladende ikke havde været bemyndiget til at indgå aftalen. Dette bør imidlertid ikke komme dem til skade.
En akkord på 1,3 mio. kr., svarende til 45 % af restgælden, var ikke ufordelagtig for banken. De er bekendt med, at andre kunder fik akkord på 25 %, hvilket stemmer med bankens første oplysning, der dannede grundlag for akkordtilbuddet på 850.000 kr. Bankens videresalg af engagementer skete endvidere efter det oplyste typisk til 20 %.
Begrundelsen for akkordafslaget stemte ikke med de faktiske forhold, da hverken sommerhuset eller to ejendomme, der tilhører selskabet, kan sælges. Vedrørende selskabet er der endvidere en uafklaret kautionsforpligtelse på 1,8 mio. kr.
Den reelle begrundelse for afslaget var tilsyneladende, at banken havde fået en ny ledelse, der havde behov for at vise en stigning i antallet af solgte engagementer.
Det bør bevismæssigt komme banken til skade, at den ikke har ønsket at efterkomme deres opfordring til at oplyse prisen på deres engagement ved overdragelsen til Sparekassen Sjælland.
Under forløbet blev de påført unødige omkostninger til revisor med videre. Bankens henvendelser til revisorerne skete ikke kun efter henvisning fra ham og H, men også af egen drift. De så sig nødsaget til at efterkomme bankens krav om omfattende dokumentation, selv om banken havde oplysningerne i forvejen. Efterfølgende viste det sig, at de havde forhandlet i blinde med en modpart, der ikke anså sig for bundet af noget som helst.
Banken gennemtvang et salg af deres bopælsejendom, hvorved de realiserede et tab på 250.000 kr. Indskuddet af arvebeløbet på 1 mio. kr. skete på opfordring fra banken.
Finansiel Stabilitet (FS Bank) har anført, at banken ikke har givet en endelig accept på et akkordtilbud. Under hele sagsforløbet har den kundeansvarlige meddelt klageren og H, at den endelige beslutning om, hvorvidt der kunne meddeles akkord og i givet fald på hvilke vilkår, skulle træffes i bankens kreditafdeling.
Den omstridte akkordanmodning er blevet behandlet i overensstemmelse med bankens almindelige retningslinjer. Der var tale om et sædvanligt forhandlingsforløb. Det af klageren anførte om, at akkordafslaget var begrundet i, at engagementet skulle sælges til et andet pengeinstitut, bestrides.
Banken har ikke begået fejl eller forsømmelser, der kan begrunde et erstatningsansvar over for klageren.
Aftalen med Sparekassen Sjælland er fortrolig. Det er sagen uvedkommende, om klageren finder bankens aftale med Sparekassen Sjælland rimelig og hensigtsmæssig.
Med henblik på specifikation af nogle poster i regnskabet for klagerens selskab blev banken af klageren henvist til revisoren. Banken kontaktede herefter revisoren telefonisk to gange. Banken kan ikke pålægges at afholde udgifter til sagkyndig bistand, som klageren selv har rekvireret.
Klageren har ikke dokumenteret noget tab.
Ankenævnets bemærkninger
Ved udgangen af 2011 havde klageren og H en gæld til Finansiel Stabilitet (FS Bank) på i alt knap 3 mio. kr.
Efter ordlyden i bankens e-mail af 12. januar 2012 tilbød banken den 11. januar 2012 telefonisk en akkord på 1,3 mio. kr. Ved e-mailen præciserede banken, at tilbuddet var betinget af godkendelse i bankens kreditafdeling.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte betingelsen. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at betingelsen fremkom i forbindelse med, at banken efter anmodning fra klageren og H bekræftede parternes mundtlige aftale, og at banken ikke var forpligtet til at akkordere klagerens og H’s gæld.
Ankenævnet finder herefter, at banken var berettiget til at afslå en akkordering af gælden på baggrund af bankens kreditafdelings vurdering af klagerens og H’s sommerhus og klagerens selskab.
Hverken den omstændighed, at afslaget efter klagerens opfattelse ud fra en forretningsmæssig betragtning var ufordelagtig for banken, eller det af klageren anførte om, at andre kunder var blevet bevilget akkord på mere fordelagtige vilkår, kan medføre et andet resultat.
Banken har under sagen tilbagebetalt omkostninger til klageren på i alt 5.000 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken at refundere yderligere omkostninger.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen, hverken helt eller delvist.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.
Klageren får klagegebyret tilbage.