Afgørelse

Indsigelse mod rådgivning vedrørende rentekorridoraftale. Spørgsmål om forældelse.

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod rådgivning vedrørende rentekorridoraftale og spørgsmål om forældelse.

Sagens omstændigheder

Klageren var oprindeligt kunde i Fionia Bank, der senere blev overtaget af Finansiel Stabilitet. Klageren har et fritidslandbrug.

I forbindelse med en omlægning af klagerens realkreditlån i sommeren/efteråret 2007 drøftede klageren og banken en swapaftale til sikring mod renteforhøjelser.

Den 22. juli 2008 indgik klageren aftaler med banken om et renteloft og en rentebund (tilsammen ”rentekorridoraftalen”). Aftalen blev efter det oplyste indgået i tilknytning til realkreditlånet.

Den 13. august 2008 sendte banken bekræftelser på rentekorridoraftalen til klageren, hvoraf fremgik, at aftalen havde en løbetid på ni år, at referencerenten var ”Euribor2d”, og at aftalen omfattede et renteloft på 5,9 % p.a. og en rentebund på 4,6 % p.a. for en hovedstol på 405.000 euro med startdato den 15. december 2008. Af bekræftelserne fremgik endvidere, at fastsættelse af referencerenten ville ske for en etårig periode medio december hvert år i aftalens løbetid, og at aftalen var uopsigelig fra begge parters side.

Rentekorridoraftalen udviklede sig negativt for klageren, idet referencerente faldt til under rentebunden på 4,6 %.

Den 11. december 2008 sendte banken meddelelse til klageren om fastsættelse af referencerentesatsen på rentebundaftalen. Af bekræftelsen fremgik, at renten var fastsat til 3,513 % p.a. for perioden frem til 15. december 2009, og at afregning ville ske til klagerens afregningskonto på valørdagen den 15. december 2009. Rentebeløbet var anført til 0 euro. Samme dag sendte banken meddelelse om, at der ikke ville ske udbetaling i henhold til renteloftaftalen, da referencerenten var lavere end det aftalte renteloft.

Den 11. december 2009 sendte banken meddelelse om fastsættelse af referencerentesatsen på rentebundaftalen. Af bekræftelsen fremgik, at renten var fastsat 1,245 % p.a. for perioden frem til 15. december 2010, og afregning ville ske til klagerens afregningskonto på valørdagen den 15. december 2010. Rentebeløbet var anført til 13.776,47 euro. Samme dag sendte banken meddelelse om, at der ikke ville ske udbetaling i henhold til renteloftaftalen, da renten var lavere end det aftalte renteloft.

Den 15. december 2009 sendte banken en afregning til klageren af rentebundaftalen vedrørende referencerenten på 3,513 % p.a., der svarede til den pr. 11. december 2008 fastsatte rentesats. Af afregningen fremgik, at rentebeløbet udgjorde 4.463,49 euro, som ville blive hævet på klagerens afregningskonto på valørdagen den 15. december 2009.

Med virkning fra den 1. maj 2010 overtog Nordea Bank samtlige Fionia Banks bankaktiviteter, herunder klagerens kundeforhold. Efter det oplyste overtog Nordea Bank ikke eventuelle erstatningskrav for Fionia Banks handlinger eller undladelser før overtagelsesdagen, herunder rådgivningsansvar.

Ved brev af 29. juni 2010 til klageren oplyste Nordea Bank, at omkostningerne ved ophævelse af rentekorridoraftalen for tiden udgjorde ca. 550.000 DKK, og at klageren kunne kontakte banken for at få en endelig pris, hvis han besluttede sig for at ophæve aftalerne.

I juli 2010 var klageren til møde i Nordea Bank, hvor parterne drøftede rentekorridoraftalen.

Nordea Bank har fremlagt sine Generelle vilkår for erhvervskunder, hvoraf blandt andet fremgår, at kunden kan klage til bankens klageansvarlige, og at klager vedrørende overholdelse af de finansielle love kan indgives til Finanstilsynet.

Den 19. marts 2014 indgav klageren en klage til Ankenævnet over Nordea Bank. Klagesagen blev udvidet til også at omfatte Finansiel Stabilitet.

Parternes påstande

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank og Finansiel Stabilitet skal ophæve aftalerne om renteloft og rentebund.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse. Finansiel Stabilitet har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse for tiden.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at bankens rådgivning i forbindelse med indgåelsen af aftalen var utilstrækkelig og mangelfuld. Han har et fritidslandbrug og havde ingen forudsætninger for at gennemskue rentekorridoraftalen. Banken burde i stedet have tilbudt ham et fastforrentet lån. Han blev kontaktet telefonisk af banken under sin ferie og fik at vide, at aftalen skulle indgås øjeblikkeligt. Han følte sig presset til at indgå aftalen. Han fik ikke tid til at overveje aftalen og modtog først skriftlig bekræftelse på aftalen den 13. august 2008.

Han var ikke bekendt med, at ophævelse af aftalen før tid kun kunne ske mod betaling af et betydeligt beløb. Han ville ikke have indgået aftalen, hvis han havde vidst dette.

Han blev først bekendt med omkostningerne ved at udtræde efter modtagelsen af Nordea Banks opgørelse af 29. juni 2010. Han fik derefter med jævne mellemrum oplyst, hvad det ville koste at komme ud af aftalen.

Han klagede over aftalen på mødet i juli 2010 hos Nordea Bank, men fik at vide, at han som indehaver af en virksomhed burde være bekendt med aftalens konsekvenser. Han klagede først igen ved indgivelsen af klagen til Ankenævnet, da han - som han havde fået at vide på mødet i juli 2010 - ikke troede, at der var klagemuligheder. Han blev først senere opmærksom på, at der også var klagemuligheder for erhvervskunder.

Han er blevet påført et tab ved rentekorridoraftalen som følge omkostningerne ved ophævelse. Hvis ophævelse kunne ske uden omkostninger, kunne han have optaget et lån med en betydeligt lavere rente.

Finansiel Stabilitet har anført, at klageren ikke har godtgjort, at Fionia Banks rådgivning var utilstrækkelig. I forbindelse med en låneomlægning i sommeren/efteråret 2007 drøftede parterne en swapaftale til sikring mod renteforhøjelser. Klageren fravalgte dette, men vendte senere tilbage med ønske om at få en swapaftale tilknyttet lånet. Det må have formodningen imod sig, at banken lod klageren indgå rentekorridoraftalen uden nærmere at omtale eller rådgive om aftalens karakteristika, herunder at indfrielse før tid ikke kunne ske uden omkostninger.

Klageren har udvist retsfortabende passivitet ved ikke i overensstemmelse med professionel forretningsbrug umiddelbart efter indgåelsen af rentekorridoraftalen at gennemgå den modtagne ydelse og straks reklamere over mangler. Klageren rettede først henvendelse til Nordea Bank i juli 2010, to år efter aftaleindgåelsen, og klageren undlod at følge op på denne henvendelse.

Klageren var i hvert fald på tidspunktet for henvendelsen til Nordea Bank i 2010 klar over problemstillingen med omkostningerne ved ophævelse af rentekorridoraftalen, og kravet var derfor forældet ved indgivelsen af klagen til Ankenævnet mere end tre år derefter.

Rentekorridoraftalen anvendes fortsat af klageren. Klageren har indtil nu haft fordelen ved rentedækning, og der er ikke lidt et erstatningsberettiget tab, hvorfor det subsidiært gøres gældende, at Finansiel Stabilitet må frifindes for tiden.

Nordea Bank har anført, at det fremgår af overdragelsesaftalen mellem Fionia Bank og Nordea Bank, at Nordea Bank ikke overtog eventuelle erstatningskrav for Fionia Banks handlinger eller undladelser før overtagelsesdagen, herunder rådgivningsansvar. Da rådgivningen af klageren lå før overtagelsesdagen, skal denne del af klagen rettes mod Finansiel Stabilitet.

På mødet i juli 2010 drøftede parterne, om klageren var interesseret i at afvikle rentekorridoraftalen. Der kom ikke nogen endelig afklaring heraf. Nordea Bank oplyste ikke klageren om, at han ikke havde nogen klagemuligheder. Banken fik tværtimod forståelsen af, at klageren efter mødet ville gå videre med sagen. Klageren gav banken det indtryk, at han ville klage og eventuelt overlade sagen til en advokat.

Et eventuelt krav om fejlrådgivning om klagemuligheder er forældet, da der er forløbet mere end tre år efter mødet i 2010.

Det fremgår af bankens Generelle vilkår for erhvervskunder, at kunden kan klage til bankens klageansvarlige, og at klager vedrørende overholdelse af de finansielle love kan indgives til Finanstilsynet.

Ankenævnets bemærkninger

Den 22. juli 2008 indgik klageren aftaler med Fionia Bank om et renteloft og en rentebund (rentekorridoraftale) for en hovedstol på 405.000 euro med en løbetid på ni år.

Fionia Bank blev senere overtaget af Finansiel Stabilitet. Med virkning fra den 1. maj 2010 overtog Nordea Bank klagerens kundeforhold fra Fionia Bank.

Ved et brev af 29. juni 2010 til klageren oplyste Nordea Bank, at omkostningerne ved ophævelse af rentekorridoraftalen for tiden udgjorde ca. 550.000 DKK.

Det følger af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet.

Ankenævnet finder, at klageren i hvert fald efter modtagelsen af brevet af 29. juni 2010 havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af rentekorridoraftalen til at rejse et eventuelt erstatningskrav. Klagerens eventuelle erstatningskrav vedrørende rådgivning i forbindelse med indgåelsen af rentekorridoraftalen var derfor forældet den 19. marts 2014, hvor sagen blev indbragt for Ankenævnet.

Ankenævnet bemærker, at Nordea Bank i forbindelse med sin overtagelse af dele af Fionia Bank ikke overtog erstatningskrav mod Fionia Bank. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Nordea Bank gav klageren vildledende oplysninger om hans klageadgang, eller at banken på anden vis har afskåret klageren fra at afbryde forældelsen.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes og Karin Duerlund - udtaler:

Vi finder ikke, at der i øvrigt er godtgjort omstændigheder, der kan danne grundlag for et erstatningsansvar for Nordea Bank. På den baggrund og efter parternes argumenter vedrørende klagen stemmer vi for, at klageren ikke skal have medhold i klagen over Nordea Bank. Vi har således lagt til grund, at klagen ikke vedrører det aftalemæssige grundlag for at kræve omkostninger for førtidig opsigelse af aftalen.

Et medlem – Troels Hauer Holmberg, der i medfør af Ankenævnets vedtægter § 13, stk. 1, er tillagt to stemmer – udtaler:

Som sagen er oplyst, finder jeg ikke, at der er hjemmel i rentekorridoraftalen til at opkræve omkostninger for opsigelse af aftalen før udløb. Det fremgår ikke af aftalegrundlaget, at der kan opkræves sådanne omkostninger, eller hvorledes opgørelsen af sådanne omkostninger eventuelt skal beregnes. Finansiel Stabilitet og/eller Nordea Bank har ikke gjort gældende, at der mundtligt skulle være aftalt andet, end hvad der fremgår af det skriftlige aftalegrundlag. Jeg finder således, at Nordea Bank er afskåret fra at opkræve omkostninger for førtidig opsigelse af aftalen.

Efter stemmeflertal får klageren derfor ikke medhold i klagen over Finansiel Stabilitet eller i klagen over Nordea Bank.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.