Spørgsmål om rentekompensation til den ene af to ægtefæller ved udbetaling af á contobeløb til den anden fra fælles omprioriteringskonto.
| Sagsnummer: | 69/1995 |
| Dato: | 06-02-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Mette Reissmann, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om rentekompensation til den ene af to ægtefæller ved udbetaling af á contobeløb til den anden fra fælles omprioriteringskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med klagerens skilsmisse blev parternes faste ejendom solgt med overtagelse den 1. oktober 1994. Indklagede, der var klagerens tidligere ægtefælles pengeinstitut, forestod en omprioritering i forbindelse med salget.
Omprioriteringsaftale med indklagede om omprioritering af ejendommen er underskrevet af klagerens ægtefælle den 25. august og af klageren den 2. september. Som kundenavn er anført begge ægtefællers navne.
I forbindelse med finansieringen af klagerens køb af en andelslejlighed drøftede klagerens pengeinstitut, Unibank, primo september 1994 med indklagede, om Unibank kunne få sikkerhed i indeståendet på omprioriteringskontoen. Dette førte til, at klageren den 15. september 1994 underskrev en uigenkaldelig transport til Unibank for 100.000 kr. vedrørende klagerens tilgodehavende hos indklagede ved salget af parternes ejendom. Transporten blev noteret af indklagede den 3. oktober 1994.
Indklagede har oplyst, at der ved omprioriteringen af ejendommen blev hjemtaget et ejerskiftelån den 11. oktober 1994, som efter indfrielse af eksisterende lån, førte til et overskud på omprioriteringskontoen på ca. 370.000 kr. Klagerens fraskilte ægtefælle tilkendegav over for indklagede, at han og klageren skulle have udbetalt omkring halvdelen hver heraf. Den 11. oktober 1994 udbetalte indklagede herefter 114.701 kr. á conto fra omprioriteringskontoen til ægtefællen.
Ved skrivelse af 4. januar 1995 forespurgte klageren indklagede, hvornår hun kunne forvente udbetaling af sin andel af omprioriteringskontoen. Som svar herpå meddelte indklagede, at dette ville ske, når man havde modtaget skriftlig tilkendegivelse fra begge parter om, hvorledes beløbet skulle fordeles.
Efter af klageren var blevet bekendt med udbetalingen af á conto-beløbet til ægtefællen fremsatte hun i skrivelse af 23. januar 1995 til indklagede krav om overførsel af et tilsvarende beløb til sin konto i Unibank.
Ved skrivelse af 2. februar 1995 til den tidligere ægtefælle anmodede indklagede om dennes accept af, at der udbetaltes 100.000 kr. fra omprioriteringskontoen til Unibank. Efter at tiltræden hertil forelå, fremsendte indklagede den 8. s.m. 100.000 kr. til Unibank.
Klageren og ægtefællen indgik i juni 1995 en bodelingsaftale, hvorefter der skulle betales 23.629,94 kr. med tillæg af renter til klageren af kontoens indestående, mens resten skulle betales til ægtefællen. Den 31. juli 1995 modtog indklagede fra klagerens advokat kopi af bodelingsaftalen, og indklagede udbetalte herefter kontoens indestående til ægtefællerne i overensstemmelse hermed.
Ved klageskema af 31. januar 1995 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale en rentekompensation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun ved køb af ny bolig måtte optage lån, hvorved hun pådrog sig renteudgifter. Hun havde ganske vist ikke bedt indklagede om et à conto-beløb fra omprioriteringskontoen på daværende tidspunkt, men hvis indklagede havde handlet korrekt og anmodet hende om at give samtykke til, at ægtefællen kunne få udbetalt et à conto-beløb, ville hun have krævet et lignende beløb, og det havde ikke været nødvendigt at optage lånet i Unibank. Indklagede undlod endvidere at underrette hende om udbetalingen til ægtefællen, uanset at man var bekendt med hendes adresse, som fremgik af transporterklæringen af 15. september 1994.
Indklagede har anført, at klageren ikke anmodede om udbetaling af á conto-beløb fra omprioriteringskontoen i forbindelse med sit køb af anden bolig. Var dette sket, ville man have efterkommet anmodningen efter indhentelse af ægtefællens samtykke. Det erkendes, at omprioriteringskontoen formelt set burde have været oprettet i såvel klagerens som ægtefællens navn. Dette skete ikke, udelukkende fordi kontakten var med ægtefællen. Det bestrides, at klagerens samtykke til udbetalingen til ægtefællen var nødvendig som følge af, at ægtefællen havde tilkendegivet, at han og klageren stort set skulle have udbetalt hver sin halvdel fra kontoen. Hertil kommer, at man ikke var bekendt med klagerens adresse. Indklagede har i sit første skriftlige indlæg i sagen tilkendegivet, at man i fordelingen af tilskrevne renter mellem klageren og ægtefællen ville tage højde for á conto-udbetalingen til ægtefællen i oktober måned 1994 og det i februar 1995 udbetalt beløb til klageren.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at det må anses for en fejl, at omprioriteringskontoen ikke i overensstemmelse med omprioriteringsaftalen blev oprettet med begge ægtefæller som kontohavere. Ankenævnet finder af denne grund, at indklagede burde have behandlet klageren og ægtefællen ens med hensyn til indhentelse af den andens samtykke til udbetalinger fra kontoen.
Ankenævnet finder imidlertid ikke, at den omstændighed, at indklagede undlod at indhente klagerens samtykke til á conto-udbetalingen til ægtefællen i oktober 1994, kan bevirke, at indklagede skal dække det tab, som klageren har lidt ved ikke selv at have anmodet om en tilsvarende á conto-udbetaling i stedet for at optage et lån i et andet pengeinstitut. Det bemærkes herved, at klageren fik udbetalt et á conto-beløb i rimelig tid efter, at hun havde anmodet herom den 23. januar 1995. Den omstændighed, at ægtefællen fik udbetalt et beløb i oktober 1994, bevirkede en mindre rentetilskrivning også af klagerens andel af kontoens indestående, og som det er anført af indklagede, må dette bevirke, at klageren i den endelige opgørelse havde krav på en større andel af renterne end ægtefællen.
Tre medlemmer - Niels Waage, Niels Bolt Jørgensen og Jens Ole Stahl - udtaler herefter:
Vi finder imidlertid, at det må lægges til grund, at klageren og ægtefællen i bodelingsoverenskomsten er blevet enige om, hvorledes kontoens indestående, herunder de tilskrevne renter, skal fordeles mellem dem. Indklagede har ikke haft adgang til at foretage nogen anden fordeling af kontoens indestående. Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
To medlemmer - Jørn Ravn og Mette Reissmann - udtaler:
Det fremgår ikke af bodelingsoverenskomsten, at klageren er blevet kompenseret for det rentetab, hun har lidt som følge af á conto-udbetalingen til ægtefællen i oktober 1994. Endvidere har indklagede ikke på anden måde bevist, at klageren har fået rentetabet dækket. Vi stemmer derfor for, at indklagede skal erstatte klageren det lidte tab.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet, således at det
Klagen tages ikke til følge.