Alskyldserklæring.
| Sagsnummer: | 79 /1991 |
| Dato: | 03-06-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Lars Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Alskyldserklæring. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 4. september 1987 kautionerede klageren og dennes samlever for et lån, som Arbejdernes Landsbank ydede klagerens søn. Lånet, der var på 40.000 kr., anvendtes til køb af en bil. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 800 kr. første gang 31. august 1987.
I begyndelsen 1988 ønskede sønnen sammen med sin forlovede at købe et hus. Arbejdernes Landsbank frarådede dette, hvorefter sønnen skiftede til indklagede. Den 26. februar 1988 underskrev sønnen og dennes forlovede lånedokument om et boliglån hos indklagede på 40.000 kr.
Den 8. marts 1988 underskrev klageren og dennes samlever en særskilt kautionserklæring, hvorefter de indestod som selvskyldnerkautionister for, hvad sønnen til enhver tid måtte være eller blive indklagede skyldig uanset skyldårsag. Kautionen var begrænset til maksimalt 40.000 kr.
Ved gældsbrev af 10. marts 1988 lånte klagerens søn og forlovede yderligere 41.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.100 kr., første gang 31. marts 1988, og som blev anvendt til indfrielse af billånet hos Arbejdernes Landsbank.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hendes kautionsforpligtelse er ophørt, når det fra Arbejdernes Landsbank overførte lån er færdigbetalt.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun var imod, at sønnen ville købe hus. Af samme grund pointerede hun meget kraftigt i forbindelse med kautionserklæringens underskrivelse, at hun ikke ville hæfte for noget vedrørende huskøbet. Hun bestrider derfor, at den afgivne kautionserklæring vedrører begge lån ydet af indklagede til sønnen. Hun føler sig ført bag lyset af indklagede, idet hun kautionerede i den tro, at kautionen angik det fra Arbejdernes Landsbank overførte lån på 40.000 kr. Indklagede har ikke orientere hende om, at kautionserklæringen omfattede andre lån end billånet.
Indklagede har anført, at det var efter henvendelse fra sælgeren af ejendommen, at klagerens søn og dennes forlovede blev kunder hos indklagede, idet sælgeren af ejendommen forespurgte om, der var mulighed for, at en køber kunne overtage et i ejendommen af indklagede ydet boliglån. Indklagede ydede sønnen og dennes forlovede et lån på 40.000 kr. til udbetalingen ved huskøbet samt et lån på 41.000 kr. til overtagelse af billånet. I denne forbindelse blev der afholdt et møde, hvor klageren og dennes samlever samt sønnen og dennes forlovede deltog. På mødet aftaltes, at klagerens kautionsforpligtelse alene skulle dække sønnens forpligtelser, men således, at kautionen skulle omfatte begge lån. Klageren tilkendegav på intet tidspunkt, at hun var imod huskøbet, eller at hun ikke ville kautionere for udbetaling i denne forbindelse. Billånet er senere forhøjet i maj 1988 med 5.500 kr. Kautionserklæringen er ikke relateret til noget bestemt lån, men vil i givet fald alene blive gjort gældende i forhold til boliglånet og billånet uden forhøjelsen. Såfremt kautionen alene skulle omfatte billånet på 41.000 kr., forekommer det irrelevant at begrænse den til 40.000 kr. Når kautionen blev beløbsbegrænset, skyldtes det netop, at den skulle dække en gæld på 81.000 kr.
Ankenævnets bemærkninger:
Klageren har anført, at hun i forbindelse med afgivelsen af kautionsløftet udtrykkeligt anførte, at hun ikke ønskede at kautionere for sin søns boliglån, men alene for det lån, som indklagede ydede sønnen til indfrielse af billånet i Arbejdernes Landsbank. Indklagede bestrider dette og har anført, at det tværtimod blev aftalt, at kautionen skulle omfatte begge lån. Da en stillingtagen til dette tvistepunkt ville forudsætte en bevisførelse i form af parts- og vidneafhøringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene, afviser Ankenævnet sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.