Afgørelse

Låneomlægning. Rådgiveransvar.

Klageren har en ejendom, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Instituttet fremsendte den 11. januar 2005 en fastkursaftale og et lånetilbud på et garantilån til klageren, hvoraf det fremgik, at obligationerne for lånet var inkonverterbare. Klageren meddelte den 18. januar 2005 pr. e-mail instituttet, at hun havde besluttet at sætte sin ejendom til salg og derfor ønskede at fortsætte med det gamle lån. Det tilbudte lån blev udbetalt den 31. marts 2005 til kurs 96 i overensstemmelse med fastkursaftalen. Det indestående lån blev pariindfriet pr. 1. april 2005 med 872.754 kr. Klageren fik den 14. juni 2005 udarbejdet et salgsbudget, i hvilket indfrielsen af garantilånet figurerede med en udgift på 921.052 kr. Klageren fremsendte herefter en e-mail til instituttet, hvori hun anførte, at rådgiveren havde forklaret hende, at når det nye lån skulle indfries, ville det blive til det beløb, hun rent faktisk havde modtaget i lånetilbudet. Salgsbudgettet viste imidlertid, at klageren kunne have sparet 45.853 kr., hvis hun ikke havde sagt ja til det nye lånetilbud. Klageren bad derfor indklagede om at indfri lånet til den lovede kurs. Instituttet afviste dette, idet instituttet bestred at have givet klageren en sådan oplysning. Pr. 1. august 2005 afhændede klageren ejendommen. Garantilånet blev den 13. september 2005 indfriet med 903.804 kr. De samlede indfrielsesomkostninger androg 921.288 kr.


Klageren nedlagde for Nævnet påstand om, at instituttet skulle betale hende en erstatning på 49.434 kr. Instituttet påstod frifindelse.

Flertallet fandt ikke grundlag for at fastslå, at instituttet burde have rådgivet klageren til at undlade at optage garantilånet. Flertallet lagde vægt på, at kursudviklingen på garantilånet var uforudsigelig, og at det efter oplysningerne i lånetilbudet og parternes drøftelser om annullation af fastkursaftalen omkring den 18. - 19. januar 2005 burde have stået klageren klart, at hun ved at gennemføre låneomlægningen ville have mulighed for ved en senere indfrielse økonomisk at blive stillet såvel bedre som dårligere end ved en annullation af fastkursaftalen. Mindretallet fandt, at instituttet havde pådraget sig et rådgiveransvar ved ikke at tydeliggøre over for klageren, at der var en betydelig risiko for, at indfrielsen af garantilånet skulle ske med et beløb, der var indtil ca. 50.000 kr. større end indfrielsesbeløbet på det oprindelige lån. Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor frifundet.