Selskab.
| Sagsnummer: | 378 /1990 |
| Dato: | 05-04-1991 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Afvisning - erhvervsforhold § 2, stk. 3 og 4
|
| Ledetekst: | Selskab. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved klageskema af 7. september 1990 indgav klagexen klage mod indklagedes Østerå afdeling. Klagen angår klagerens engagement med indklagede bestående af en driftskredit på 500.000 kr., en erhvervskredit på 525.000 kr. (oprindelig ydet som et lån på 172.297,38 kr.) samt et erhvervslån på 750.000 kr.
Det fremgår af sagen, at engagementet er ydet til klageren personligt, og at klageren er direktør og ejer af en række selskaber tilsammen udgørende en koncern. For to af de tre kreditters vedkommende behandles disse efter virksomhedsskatteordningen. Ifølge indklagede har klageren i personligt regi drevet erhvervsvirksomhed bl.a. ved udlejning af en erhvervsejendom til koncernens selskab, og kreditterne er for langt hovedpartens vedkommende anvendt i forbindelse med driften af klagerens personlige erhvervsvirksomhed.
Klagen vedrører nogle overførsler mellem de pågældende kreditter samt forhøjelse af rentesatserne på to af de omhandlede kreditter uden forudgående orientering til klageren. Endvidere vedrører klagen indklagedes manglende besvarelse af klagerens henvendelser, samt at indklagede - ifølge klageren for at understøtte afvisningspåstanden overfor Ankenævnet - har rettet henvendelse til klagerens private revisor uden klagerens viden.
Indklagede har nedlagt påstand om, at sagen afvises efter Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2.
Klageren har til støtte for, at sagen omfattes af Ankenævnets kompetence, anført, at de omhandlede kreditter er ydet klageren personligt, samt at de konkrete klagepunkter lige så godt kunne have vedrørt et privat kundeforhold. At to af de tre kreditter skattemæssigt behandles efter virksomhedsskatteordningen må være uden betydning, og indklagede har da også i korrespondance bl.a. til Ankenævnet benævnt de omhandlede kreditter som klagerens "private engagement".
Indklagede, der har forbeholdt sig at udtale sig om sagens realitet, har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er tale om erhvervskreditter, som stedse - også i rentemæssig henseende - er blevet behandlet som sådanne. Problemstillingen i klagen består bl.a. i berettigelsen af forskellige renteforhøjelser på klagerens erhvervslån. Ved vurderingen heraf indgår en række momenter, der adskiller sig fra overvejelser vedrørende renteforhøjelser på private kassekreditter. Der er derfor særlige erhvervsmæssige forhold, som bør medføre, at sagen afvises.
Ankenævnets bemærkninger:
Efter det foreliggende findes klageren at måtte anses for erhvervsdrivende. Når hertil kommer, at to af de tre kreditter, som klagen vedrører, i skattemæssig henseende behandles efter virksomhedsordningen, findes klagen i sin helhed at adskille sig væsentligt fra en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet kan herefter ikke anses for at have kompetence til at behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægters § 2, stk. 2, jf. stk. 3, hvorfor
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.