Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Betaling af gebyr for ikke-effektueret realkreditlån.

Sagsnummer: 906/2009
Dato: 30-06-2010
Ankenævn: Vibeke Rønne, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Peter Stig Hansen, Erik Sevaldsen
Klageemne: Gebyr - ikke-effektueret lån
Ledetekst: Betaling af gebyr for ikke-effektueret realkreditlån.
Indklagede: Sparekassen Østjylland
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter


Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelse mod opkrævning af gebyr for arbejde ved ikke-effektuerede realkreditlån.

Sagens omstændigheder.

Klagerne, der var kunder i Sparekassen Østjylland, rettede i marts 2009 henvendelse til sparekassen med henblik på sparekassens medvirken til finansiering af klagernes køb af et sommerhus.

Sparekassen har fremlagt kopi af beregninger med forskellige forslag til finansiering af et køb af sommerhuset. Blandt beregningerne er forslag om realkreditbelåning af sommerhuset og tillægsbelåning af klagernes helårsbolig.

Sælgerne af sommerhuset underskrev den 30. marts 2009 købsaftale vedrørende klagernes køb af sommerhuset for en kontantpris på 650.000 kr. Købesummen skulle berigtiges ved deponering af 50.000 kr. hos sælgers advokat senest den 20. april 2009 samt en betalingsgaranti på 600.000 kr. inden samme dato. Overtagelsesdagen var fastsat til 1. maj 2009.

Den 2. april 2009 sendte sælgers advokat købsaftalen til sparekassen, idet advokaten bemærkede, at "deponering og garantistillelse skal ske senest 20. april 2009 over for undertegnede". Købsaftalen var alene underskrevet af sælger.

Ved e-mail af 16. april 2009 meddelte klagerne sparekassen, at de ønskede at forhøje et eksisterende lån samt optage et lån på 300.000 kr. i sommerhuset svarende til i alt 680.000 kr. fordelt på to 2-årige bolig X-lån (realkreditlån).

Ved brev af 17. april 2009 sendte klagernes advokat til sælgers advokat købsaftalens underskriftsside med klagernes underskrifter, idet advokaten anførte, at dokumentet var underskrevet under forudsætning af bl.a., at der - under hensyntagen til den korte tid indtil overtagelsesdagen - ikke skulle stilles bankgaranti.

Den 20. april 2009 stillede sparekassen over for sælger den i købsaftalen omtalte bankgaranti.

Ved e-mail af 21. april 2009 orienterede sparekassen klagerne om, at der var bestilt lånetilbud på begge ejendomme.

Den 21. april 2009 sendte Totalkredit med forbehold for endelig godkendelse tilbud til klagerne på to boligX-lån på 317.000 kr. og 376.000 kr. med pant i henholdsvis sommerhuset og klagernes helårsbolig.

Sparekassen har oplyst, at sælgers advokat den 24. april 2009 sendte den af begge parter nu underskrevne købsaftale.

Klagerne meddelte efterfølgende sparekassen, at de ikke ønskede den tilbudte finansiering.

I forbindelse med at klagerne foretog pengeinstitutskifte hævede sparekassen den 24. juni 2009 på klagernes konto 2.000 kr. i ekspeditionsgebyr samt 1.500 kr. vedrørende vurderingshonorar.

Parternes påstande.

Klagerne har den 11. august 2009 indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagernes påstand således, at de ønsker Sparekassen Østjylland tilpligtet at tilbagebetale 2.000 kr. og 1.500 kr. samt refundere udgifterne ved garantistillelsen.

Sparekassen Østjylland har nedlagt påstand om frifindelse. Under sagens forberedelse har sparekassen godtgjort klagerne udgifterne ved garantistillelsen.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de efter, at sparekassen havde givet tilsagn om at medvirke ved finansiering af købet af sommerhuset, valgte at belåne såvel sommerhuset som deres helårsvilla med i alt 680.000 kr. i henhold til to lån. De blev oplyst om, at omkostningerne ville andrage ca. 12.000 kr., men senere at det ville udgøre 17.000 kr.

Da de mødte frem i sparekassen, var der udarbejdet dokumenter på helt andre lån end aftalt, og omkostningerne var nu langt over 20.000 kr. Sparekassens medarbejder erkendte da også, at der var udarbejdet forkerte dokumenter. Sparekassen bør derfor ikke kunne kræve gebyr.

De meddelte derfor, at de ville finde et andet pengeinstitut, hvilket herefter skete.

Sparekassen Østjylland har anført, at klagerne efter anmodning fik forelagt alternative vejledende beregninger om lånemuligheder, hvor alle omkostninger var oplyst.

Beregningerne vedrørte maksimal belåning af sommerhuset suppleret med pengeinstitutlån, tillægslån i helårsboligen kombineret med maksimal belåning af sommerhus og omvendt. Beregningerne var af meget forskellig karakter, hvorfor oplyste låneomkostninger også var forskellige.

Sparekassens vurderingsmand foretog en vurdering af klagernes helårsbolig. Klagerne ønskede herefter at optage kun et lån med pant i såvel sommerhus som helårsbolig med henblik på kun at betale et gebyr. Sparekassens medarbejder forklarede klagerne, at dette var en mulighed, men at der ville være tale om dobbeltgebyrer, da der skulle tages pant i begge ejendomme.

Senere kontaktede klagerne telefonisk sparekassen med oplysning om, at lånene kunne optages langt billigere "ude i byen". Det blev meddelt klagerne, at såfremt der blev gjort brug af andre tilbud, ville man opkræve ekspeditionsgebyr samt gebyr for at indhente en ejendomsvurdering.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ankenævnet lægger til grund, at klagerne i forbindelse med deres overvejelser om, hvilken finansiering de skulle vælge ved købet af sommerhuset, anmodede Sparekassen Østjylland om at foretage forskellige beregninger for belåning sommerhuset og deres helårsbolig.

Ved e-mailen af 16. april 2009 meddelte klagerne sparekassen, at de ønskede optaget to realkreditlån, nemlig et i sommerhuset samt et tillægslån i helårsboligen.

Det er ikke godtgjort, at klagerne i forbindelse med beregningerne fik oplyst, at omkostningerne ved optagelsen af de to realkreditlån ville andrage 12.000 kr. og senere højst 17.000 kr.

Klagerne kunne herefter ikke uden gebyrmæssige konsekvenser meddele sparekassen, at de ikke længere ønskede at optage lånene under hensyn til de nu oplyste omkostninger med den begrundelse, at omkostningerne oversteg 17.000 kr. Da Ankenævnet ikke finder grundlag for at nedsætte de opkrævede gebyrer på henholdsvis 2.000 kr. samt 1.500 kr. vedrørende vurderingshonorar, tages klagernes påstand om tilbagebetaling af gebyrerne ikke til følge.

Som følge heraf træffes følgende

a f g ø r e l s e :



Klagen tages ikke til følge.

Klagegebyret tilbagebetales klagerne.