Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
| Sagsnummer: | 221/2010 |
| Dato: | 04-07-2011 |
| Ankenævn: | Henrik Bitsch, Carsten Holdum, Ole Jørgensen, Bent Olufsen og Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning
|
| Ledetekst: | Rådgivning ved investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | IF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Indledning.
Sagen vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med klagerens investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Jyske Bank.
Banken har oplyst, at banken i 2001 fremlagde et investeringsforslag for klageren på baggrund af hendes investeringsprofil, som blev fastlagt som "afdæmpet". Forslaget anbefalede klagerens midler placeret i 95 % obligationsbaserede investeringer og 5% placeret på konto.
Banken har oplyst, at klageren i oktober 2007 var til møde i banken i forbindelse med ophævelse af hendes kapitalpension. Klageren havde forud for mødet modtaget en brochure om Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Af brochuren fremgik bl.a., at den "samlede investering kan få et bedre forhold mellem afkast og risiko – du bliver med andre ord bedre sikret mod tab." På mødet anbefalede bankens rådgiver, at klageren skulle investere en del af sine midler i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer. Klageren investerede herefter i 500 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer til kurs 102 for 51.000 kr.
Klageren fik i maj 2008 fastlagt sin investeringsprofil i banken som "stabil". Af et referat fra mødet fremgår, at hendes holdning til risiko er "moderat" og at hun over en "etårig" periode kan acceptere et "meget begrænset" afkastudsving".
Ved brev af 23. oktober 2009 anførte klageren, at hun havde modtaget utilstrækkelig vejledning i forbindelse med investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer og anmodede om, at banken dækkede tabet ved investeringen.
Ved brev af 16. marts 2010 afviste banken at dække klagerens tab. Parterne fastholdt deres synspunkter i den følgende korrespondance.
Finanstilsynet har i en offentliggjort afgørelse af 8. juli 2009 overfor Hedgeforeningen Jyske Invest påtalt, at foreningen handlede i strid med redelig forretningsskik og god praksis jf. § 18 i lov om investeringsforeninger, specialforeninger m.v., da foreningen udarbejdede salgsbrochuren om Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer, "fordi brochuren ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen".
Finanstilsynet har en i anden offentliggjort afgørelse af 24. november 2009 over for Jyske Bank påtalt, at banken "i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen."
Parternes påstande.
Klageren har den 9. april 2010 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank skal holde hende skadesløs i forbindelse med investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ved at tilbagebetale investeringsbeløbet på 51.000 kr.
Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken i forbindelse med ophævelse af kapitalpensionen anbefalede hende investering i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, som banken anså som et godt produkt.
Banken anbefalede investeringen på trods af, at hun havde fået lavet en investeringsprofil, der viste, at hun altid har haft en lav risikovillighed.
Ved opgørelsen af hendes krav kan ses bort fra de renter, som kunne være tjent ved indskud på en almindelig konto.
Jyske Bank har anført, at klageren forinden mødet i banken havde modtaget materiale om produktet.
Klageren fik på mødet gennemgået produktet af sine rådgivere.
Klageren har selv haft mulighed for at overvåge sin investering.
Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har ikke været uegnet til klageren sammenholdt med hendes øvrige investeringer.
Klageren er selv nærmest til at bære tabet ved investeringen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Af Finanstilsynets afgørelse af 24. november 2009 til Jyske Bank fremgår:
"Finanstilsynet påtaler, at Jyske Bank A/S i forbindelse med salg af andele i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke generelt har taget skridt til at rette op på, at salgsbrochuren fra Investeringsforeningen Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer ikke udgør en afbalanceret beskrivelse af produktets egenskaber og de risici, der er forbundet med investeringen. Banken har i den forbindelse heller ikke sikret, at kunder, der blev anbefalet at geninvestere midler fra udløbne strukturerede obligationer og stats- og realkreditobligationer, på tydelig måde blev informeret om relevante risici ved en investering i hedgeforeningen.
Jyske Bank A/S har derved ikke levet op til forpligtelsen i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder, § 7, stk. 3, 3. pkt."
Det er understreget i afgørelsen, at Finanstilsynet ikke hermed har taget stilling til, hvorvidt rådgivningen af den enkelte kunde lever op til bekendtgørelsens krav.
Herefter finder Ankenævnet, at det i den konkrete sag må påhvile Jyske Bank at godtgøre, at klageren forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer har modtaget fyldestgørende rådgivning om, hvorledes disse obligationer risikomæssigt adskiller sig fra såvel almindelige stats- og realkreditobligationer som obligationsbaserede investeringsbeviser, herunder om den særlige risiko, som var en følge af gearingen af produktet.
Ankenævnet finder, at Jyske Bank ikke alene på baggrund af den af banken anførte rådgivning eller udsendelsen af brochuren, der har givet Finanstilsynet anledning til en påtale over for Hedgeforeningen Jyske Invest, har kunnet forudsætte, at klageren var fortrolig med produktets særlige karakter.
Da Jyske Bank ikke har godtgjort, at klageren modtog fyldestgørende rådgivning forud for købet af Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer, er banken erstatningsansvarlig for det tab som klageren har lidt som følge af investeringen.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Jyske Bank skal inden fire uger tilbyde klageren kurtagefrit at tilbagekøbe 500 stk. Jyske Invest Hedge Markedsneutral - Obligationer til den oprindelige anskaffelseskurs.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.