Afgørelse

Rådgivning om omlægning af realkreditlån til valutalån.

Indledning

Sagen vedrører spørgsmål om ansvar i forbindelse med omlægning af realkreditlån til valutalån.

Sagens omstændigheder

På et møde i september 2007 drøftede og klagerne H og M omlægning af deres realrealkreditlån til et valutalån med Danske Bank. Renten på realrealkreditlånet udgjorde på det tidspunkt 5 % p.a. Lånet var optaget med sikkerhed i klagernes i ejerlejlighed.

Den 12. september 2007 underskrev klagerne som låntagere et gældsbrev vedrørende optagelse af et 20-årigt valutalån på 467.769,03 CHF, der skulle afvikles med en kvartalsvis ydelse på 8.941 CHF. Lånet blev afregnet til kurs 452,36, svarende til 2.115.999,98 DKK. Låneaftalen indeholdt blandt andet følgende:

"…Andre kreditoplysninger …

Da der er tale om et valutalån, kan der ske kursudsving og renteændringer. …

Banken er ikke ansvarlig for eventuelle tab, som låntager måtte konstatere i forbindelse med optagelse af lån i valuta. Banken har gjort låntager bekendt med, at der er valutakursrisiko forbundet med valutalån, og at der er særlige skattemæssige forhold ved lån i valuta. …"

Klagerne modtog afregningsnotaer med opkrævning af ydelserne hvert kvartal. Af et fremlagt eksempel på afregningsnota af 8. december 2010 fremgår, at kursen på CHF udgjorde 571,49, og at lånet kunne omlægges til anden valuta.

I marts 2010, hvor kursen på CHF udgjorde ca. 510, fik klagerne henstand med betaling af ydelserne i ét år.

Banken har anført, at lånet og den negative kursudvikling på CHF blev drøftet på et møde med H den 7. januar 2009 og på møder med begge klagerne henholdsvis den 28. juli 2009, i efteråret 2011 og den 17. oktober 2012. Klagerne har anført, at lånet ikke var et hovedemne på møderne.

Fra marts 2011 gik klagerne over til at betale månedsvise ydelser på lånet. I juni 2011, hvor kursen på CHF udgjorde ca. 600, fik klagerne henstand med betalingen.

Ved e-mail til banken af 17. februar 2014 rejste klagerne indsigelse mod bankens rådgivning vedrørende valutalånet. Den 26. februar 2014 afviste banken klagernes indsigelser.

Parternes påstande

Den 22. april 2014 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal erstatte dem tabet ved omlægningen af realkreditlånet til valutalånet.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har blandt andet anført, at bankens rådgivning var mangelfuld.

Omlægningen skete på bankens initiativ og anbefaling. Banken rådgav dem ikke om mulighederne for at omlægge realkreditlånet til andre lånetyper, men anbefalede alene et CHF-lån. Deres daværende rådgiver i banken oplyste, at han havde omlagt sit eget lån til et tilsvarende CHF-lån. Rådgiveren roste lånetypen og anførte ”Hvis jeg var jer - ville jeg slet ikke være i tvivl”.

Banken rådgav dem ikke om risikoen ved valutalånet. De var ikke selv bekendt med valutarisikoen ved lånet. Deres ”øvrige engagement” i andre valutaer, som banken henviser til, bestod af en Euro-konto hos banken, som de fik, da de flyttede til Tyskland.

Banken burde ikke have anbefalet et sådant komplekst og risikofuldt lån til almindelige kunder som dem.

Banken lovede at overvåge kursudviklingen nøje og at kontakte dem personligt ved en negativ kursudvikling. De anså derfor alene afregningsnotaerne for at være en bekræftelse af betalingerne af ydelserne.

De havde ikke en løbende dialog med banken om kursudviklingen. Lånet var ikke et hovedemne på deres møder med banken. De havde hovedsageligt telefonisk kontakt med banken. Banken anbefalede dem at fortsætte med lånet. Sidst i forløbet ændrede banken holdning og anbefalede dem at indfri lånet, da banken ikke ønskede at have kunder med valutalån.

De skylder i dag et større beløb end ved optagelsen af valutalånet.

Danske Bank har blandt andet anført, at klagerne har indgået en bindende aftale om optagelsen af lånet ved deres underskrivelse af gældsbrevet.

I gældsbrevet er udtrykkeligt anført, at banken har gjort låntager bekendt med, at der er valutakursrisiko forbundet med valutalån.

Klagerne var fra deres øvrige engagement bekendt med valutakursrisiko, idet de havde konti i andre valutaer end DKK.

Banken har ikke handlet ansvarspådragende. Banken kan ikke genkende klagernes beskrivelse af hændelsesforløbet. Klagerne blev på mødet i september 2007 rådgivet om forskellige muligheder for at omlægge realkreditlånet, så de fik en lavere renteudgift. På det tidspunkt var det markedets forventning, at lån i CHF ville blive lavere forrentet end et realkreditlån i DKK, også når man tog højde for kursudsving på niveau med de forudgående år. Omlægningen omfattede i øvrigt kun en mindre del af klagernes samlede engagement.

På afregningsnotaerne, som klagerne fik tilsendt med de kvartalsvise betalinger, var anført, at lånet kunne omlægges til en anden valuta.

Banken drøftede løbende, herunder på møder med klagerne, udviklingen i valutalånet og muligheden for at omlægge lånet med klagerne. Mødet med klagerne den 28. juli 2009 blev holdt i forbindelse med, at klagerne skulle flytte til Tyskland. I marts 2010 gjorde banken klagerne opmærksom på, at kursen på CHF var 510, og banken opfordrede klagerne til at overveje, om de fortsat ville beholde lånet.

Klagerne traf selv beslutning om at beholde valutalånet.

Banken stillede ikke klagerne i udsigt, at banken ville overvåge kursudviklingen og kontakte klagerne herom. Banken tilbyder generelt ikke sine kunder en sådan ydelse. Klagerne havde i hele forløbet mulighed for at følge udviklingen af deres lån gennem afregningsnotaerne.

Ankenævnets bemærkninger

På et møde i september 2007 drøftede klagerne og Danske Bank omlægning af klagernes realrealkreditlån til et valutalån. I forlængelse heraf underskrev klagerne den 12. september 2007 et gældsbrev vedrørende optagelse af et 20-årigt valutalån på 467.769,03 CHF.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Danske Bank ved rådgivning af klagerne i forbindelse med optagelsen af valutalånet begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar. Ankenævnet finder, at det måtte stå klagerne klart, at der ved optagelse af et lån i en anden valuta end danske kroner er en risiko for, at kursen på den anden valuta udvikler sig ugunstigt, således at restgælden i danske kroner stiger.

Ankenævnet finder det endvidere ikke godtgjort, at banken påtog sig en forpligtelse til at orientere klagerne om valutakursudviklingen med henblik på, at klagerne kunne overveje en omlægning.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.