Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check.
| Sagsnummer: | 526 /2009 |
| Dato: | 30-08-2010 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Søren Geckler, Carsten Holdum, Niels Bolt Jørgensen, Astrid Thomas |
| Klageemne: |
Check - falsk check
Check - udenlandsk check |
| Ledetekst: | Krav om erstatning i forbindelse med returnering af falsk udenlandsk check. |
| Indklagede: | Jyske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører, om Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar overfor klageren i forbindelse med returneringen af en falsk check, som klageren havde modtaget i forbindelse med salget af en bil, og klagerens returnering af et beløb til køberen af bilen.
Sagens omstændigheder.
Klageren er kunde i Jyske Bank. Han bekræftede i 2005 at have modtaget bankens generelle forretningsbetingelser. Af betingelserne, som er fremlagt under sagen, fremgår:
"…
Forbehold ved indbetalinger
Indbetalinger på Deres konto, der ikke sker kontant, indsættes med forbehold af, at banken modtager beløbet. Dette gælder også for indbetalinger ved checks trukket på konti i banken.
Forbeholdet gælder, selv om det ikke er nævnt i kvittering eller anden meddelelse om indbetalingen.
…"
Den 30. marts 2009 blev klagerens konto krediteret 58.768,10 kr. ved indløsning af en check på 7.900 EUR med Barclays Bank som trassatbank. Checken havde klageren modtaget i forbindelse med salg af en bil. Klageren har oplyst, at beløbet på checken var for stort, og at han skulle returnere 18.920 kr. til køberen af bilen (trassenten), som havde udstedt checken.
Klageren har anført, at han den 7. april 2009 telefonisk spurgte banken, om der var "dækning" på checken, hvilket blev bekræftet. Han returnerede herefter via Western Union 18.000 kr. til bilkøberen, hvilket kostede et gebyr på 920 kr. Banken har anført, at det er usandsynligt, at én af bankens medarbejdere overfor klageren telefonisk skulle have oplyst, at der var "dækning" på checken.
Ved bankens brev af 15. april 2009 blev klageren orienteret om, at checken på 7.900 EUR var falsk, og at det oprindeligt indsatte beløb på 58.768,10 kr. plus et gebyr på 37,75 EUR var debiteret hans konto.
Ved brev af 3. maj 2009 anmodede klageren banken om at erstatte 18.920 kr.
Ved brev af 6. maj 2009 afviste banken kravet fra klageren.
Parternes påstande.
Klageren har den 19. maj 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank tilpligtes at betale ham 18.920 kr.
Jyske Bank har principalt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at banken den 7. april 2009 telefonisk oplyste, at der var "dækning" på checken. Han returnerede på denne baggrund de 18.920 kr., som han havde modtaget for meget.
Hvis banken i stedet havde oplyst, at den ikke kunne sige, om der var dækning, havde han ikke refunderet - og mistet - 18.920 kr.
Banken er erstatningsansvarlig for hans tab.
Jyske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at klageren som endossent indestår som checkskyldner for checkens betaling overfor Jyske Bank - og dermed hæfter for checkbeløbet (jf. checklovens § 18).
Banken har ikke misinformeret klageren om, hvorvidt der var dækning for checken, da denne senere blev afvist på grund af falsk - og ikke på grund af manglende dækning.
Klageren har bekræftet at have modtaget bankens generelle forretningsbetingelser, hvoraf fremgår, at "Indbetalinger på Deres konto, der ikke sker kontant, indsættes med forbehold af, at banken modtager beløbet. Dette gælder også for indbetalinger ved checks trukket på konti i banken. Forbeholdet gælder, selv om det ikke er nævnt i kvittering eller anden meddelelse om indbetalingen."
Der vil altid være en risiko for, at en check efterfølgende kan vise sig at være falsk, og at et krediteret beløb vil blive debiteret kundens konto.
Falsk er en stærk ugyldighedsgrund, som kan gøres gældende overfor klageren som endossent/checkskyldner.
Banken har ikke begået ansvarspådragende fejl eller forsømmelser ved indløsning af checken.
En eventuel samtale med klageren den 7. april 2009 er ikke relevant for sagen, da checken ikke blev afvist på grund af manglende dækning, hvilket er dét forhold, som klageren påstår, at banken forholdt sig til i samtalen. Der er i øvrigt ikke nogen medarbejder, som erindrer en sådan samtale med klageren. Endelig forekommer det usandsynligt, at en medarbejder skulle have oplyst, at der var dækning på checken, for det er som udgangspunkt ikke muligt at lave dækningskontrol ved udenlandske checks. En samtale med det af klageren påståede indhold bestrides derfor.
Banken har til støtte for afvisningspåstanden anført, at en afgørelse af sagen forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at Jyske Bank i en telefonisk samtale med klageren den 7. april 2009 ved utilstrækkelig rådgivning pådrog sig et erstatningsansvar overfor klageren.
Ankenævnet finder i øvrigt ikke grundlag for at fastslå, at Jyske Bank begik fejl i forbindelse med indløsningen og returneringen af den falske check.
Som følge heraf træffes følgende
a f g ø r e l s e :
Klagen tages ikke til følge.