Spørgsmål vedrørende tilmelding af betalinger i Betalings-service samt manglende adgang til oplysninger i Betalings-service
| Sagsnummer: | 304/2021 |
| Dato: | 04-03-2022 |
| Ankenævn: | Vibeke Rønne, Christina B. Konge, George Wenning, Jacob Ruben Hansen, Anna Marie Schou Ringive |
| Klageemne: |
Betalingsservice - tilmelding
|
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende tilmelding af betalinger i Betalings-service samt manglende adgang til oplysninger i Betalings-service |
| Indklagede: | Nordea Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Denne sag vedrører klagerens krav på erstatning begrundet i klagerens manglende adgang til oplysninger i Betalingsservice samt klage over bankens tilmelding af betalinger i Betalingsservice.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han havde en pluskonto med kontonummer -078 og en grundkonto med kontonummer -662.
Den 5. maj 2015 sendte klageren en klage til en kundechef i banken. I klagen er anført blandt andet:
”Jeg vil gerne klage over det sjuskede arbejde og magtmisbrug der florerer i Nordea filialer lige fra [område], [område] til [område]. Kommunen stoppede mine sygedagpenge i en periode, hvor jeg har forklaret banken min situation.
Banken slettede alle mine PBS ordninger uden at kontakte mig, men til gengæld sendte alle beskeder til kreditorer, nu væltede det med gebyrer fra alle kreditorer, hver gang tilmelder jeg mig PBS ordninger blev slettet nogle dage efter, det er som nogen holder øje med mig. I midten af januar henvendte jeg mig til banken i [område] filial [for] at tilmelde mig en ny [forsyningsselskab, D] PBS ordning hvor blev jeg ekspederet af en medarbejder der hedder [navn] og bag efter en flink medarbejder der hedder [navn], som vidner og kender min sag ret godt.
Da jeg tilmeldte mig [forsyningsselskab, D] PBS ordning igen fik jeg at vide at dette virker efter 3 uger, jeg var naiv at tro på hende, ordningen blev slettet lige efter også kom flere gebyrer fra [forsyningsselskab, D]. Den 24. marts henvendte jeg mig igen til banken på [område] at få en forklaring angående sletning af disse PBS ordninger, så får man en sludder for en sladder, da jeg bad medarbejderen at tale med chefen, så får man altid et standardsvar, dette er lige nu optaget osv.
Dette er bare en ny hovedløs hetz der kører mod mig med umenneskelig styrke fra banken osv.
Jeg håber at høre fra Dem snart.
Jeg skal bede Dem om at få en bekræftelse at have modtaget den mail.”
Klageren har anført, at en filialdirektør i banken efterfølgende ringede til ham vedrørende henvendelsen.
Klageren rettede den 9. december 2015 en ny skriftlig henvendelse til banken om sletning af PBS betalinger, men modtog ikke et svar herpå.
Klageren har anført, at han i 2017 af forsyningsselskabet, D, blev indkaldt til et møde i fogedretten på grund af manglende betaling af regninger.
Den 8. maj 2019 skrev klageren blandt andet følgende henvendelse til banken:
”[…]
Hvis disse [D] PBS regninger ikke blev slettet fra Nordeas netbank kunne jeg nemt have vundet sagen i fogedretten angående (tidligere [D]) [forsyningsselskabs] stævning at jeg skyldte dem 540 kr. hvor 130 kr. er gebyr og lukket det kapitel engang for alle, men sådan skal man ikke regne med osv. Dette var en minutiøs planlagt operation udført af disse kriminelle psykopater med arbejdere både i Nordea samt [forsyningsselskab] og dette cementerer min påstand at der stadig kører en hovedløs hetz mod mig med umenneskelig styrke osv.
[…]”
Den 15. januar 2021 skrev klagerens teleselskab blandt andet følgende til klageren:
”Ved min gennemgang af din sag kan jeg se, at der hver måned fast overføres 448,33 kr.
Da din regning kun er på 379, betaler du derfor 69,33 kr. for meget hver måned. Det betyder ligeledes at du på nuværende tidspunkt har 3.803,85 kr. til gode.
For at få rettet op i tingene skal jeg først bede dig om følgende:
1. Tag kontakt til din bank for at stoppe overførslen på de 448,33 kr.
2. Tilmeld dig automatisk kortbetaling. Jeg har sendt dig en separat mail med et link, hvor du kan tilmelde dine regninger til dit kort. Så sparer du 49 kr. hver måned på fakturagebyr.
Som aftalt vil jeg i starten af februar undersøge, at din næste regning er tilmeldt automatisk kortbetaling og udbetale dit tilgodehavende til din NEM-konto.”
Den 5. februar 2021 skrev klagerens teleselskab blandt andet følgende til klageren:
”Som aftalt har jeg holdt øje med din indbetaling og kan se at der igen er blevet overført 448,33 kr., selvom din regning kun lyder på 379 kr.
For at få rettet op i tingene skal jeg først bede dig om at gøre følgende:
1. Tag kontakt til din bank for at stoppe den overførsel på de 448,33 kr. der hver måned overføres via din bank,
2. Tilmeld dig automatisk kortbetaling. Jeg har sendt dig en separat mail med et link, hvor du kan tilmelde dine regninger til dit kort. Så sparer du 49 kr. hver måned på fakturagebyr.
Derudover har jeg bedt vores finansafdeling om at udbetale dit tilgodehavende til din NEM-konto som aftalt. Beløbet vil kunne ses på din NEM-konto i løbet af næste uge.”
Den 17. juni 2021 rettede klageren en ny henvendelse til banken. I henvendelsen er anført blandt andet:
”Vedr. sjusket arbejde samt magtmisbrug
Jeg vil gerne klage over den hovedløse hetz, der kører stadigvæk mod mig med umenneskelig styrke, dette er startet i 2014 med at gøre livet surt på mig med at sætte en automatisk indbetaling på 448,33 kr. hver måned til [teleselskab].
I maj måned 2021 [er det] begyndt igen med at lave det samme nummer med [forsyningsselskab, F,] en ny automatisk indbetaling på 375 kr. hver måned.
Jeg har klaget over dette utallige gange men forgæves.
Så svært er det ikke at finde frem til denne feje kujon, der laver disse numre, der efterlades altid et elektronisk spor med at kigge på min konto.
[…]”
Den 23. juni 2021 svarede banken. Følgende fremgik af svaret:
”Jeg kan bekræfte vi har modtaget din henvendelse omkring betaling til [F]. Jeg kan se der den 06.03.2021 er blevet sat en regning til betaling til [F] på 375 kr., fra din netbank, hvor på den også er blevet tilmeldt betalingsservice. Ud fra dette er dit NemID blevet brugt til at logge ind og oprette betalingen.”
Banken har anført, at den herefter ikke hørte fra klageren.
Banken har fremlagt en kontoudskrift for konto -662 for perioden 31. december 2020 til 2. juli 2021.
Af udskriften fremgår følgende transaktioner vedrørende teleselskabet og F:
|
2021 |
Teleselskabet |
F |
|
4. januar |
-448,33 kr. |
|
|
11. januar |
-413,93 kr. |
|
|
1. februar |
-448,33 kr. |
|
|
10. februar |
3.873,18 kr. |
|
|
25. februar |
-379,00 kr. |
|
|
1. marts |
-448,33 kr. |
|
|
31. marts |
|
-375,00 kr. |
|
6. april |
-448,33 kr. |
-375,00 kr. |
|
3. maj |
|
375,00 kr. |
|
4. maj |
|
-375,00 kr. |
|
1. juni |
|
375,00 kr. |
|
2. juni |
-330,00 kr. |
-375,00 kr. |
|
2. juli |
-330,00 kr. |
|
Den 6. juli 2021 indgav klageren en klage over Nordea Danmark til Ankenævnet.
Den 15. juli 2021 skrev banken til klageren:
”Vi vil meget gerne være dig behjælpelig med din henvendelse og vil gerne tilbyde dig at sende dig en ny kode til dit nemid, hvis du ønsker dette?”
Parternes påstande
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal betale erstatning.
Nordea Danmark har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at banken slettede bilag fra Betalingsservice, som han skulle bruge i fogedretten. Derved blev han påført et økonomisk tab.
Han tabte sagen i fogedretten, fordi han ikke kunne fremlægge bevismateriale på grund af bankens magtmisbrug og sjuskede arbejde.
Den filialdirektør, han sidst talte med, forsøgte at finde rundt i Betalingsservice-regningerne i arkivet uden held. På den baggrund sagde filialdirektøren, at der var noget galt i regningerne, og han blev kontaktet af banken. En uge senere blev de forsvundne bilag genskabt.
Banken burde have besvaret hans henvendelser af 5. maj 2015, 9. december 2015 og 8. maj 2019. Han har klaget til ledelsen, men det var forgæves.
Banken har siden 2014 udsat ham for en hetz. Fordi han er udlænding, er han blevet udsat for forskelsbehandling.
Banken har nægtet at give ham forklaringer på, hvorfor der blev tilmeldt en automatisk månedlig betaling til hans teleselskab på 448,333 kr., som er blevet trukket siden 2015.
Der skal kun betales regninger til forsyningsselskabet F to gange om året og ikke hver måned. Det må være en person i banken, der har adgang til hans konto og uberettiget har tilmeldt betalingsserviceaftaler på hans konto.
Banken burde fremlægge en liste over de medarbejdere, der har anvendt hans konto. Han har ret til at se, hvem der siden 2015 har misbrugt hans konto og slettet hans ordninger i Betalingsservice og spærret hans kort osv.
Det er ulovligt, at banken har fremlagt hans kontoudskrifter i sagen uden hans samtykke.
Han anmoder Ankenævnet om at anmelde banken til politiet for sjusket arbejde, magtmisbrug og overtrædelser af persondatalovgivningen.
Nordea Danmark har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et konkret økonomisk mellemværende mellem klageren og banken, jf. § 5, stk. 3, nr. 2, i Ankenævnets vedtægter.
Klageren har endvidere ikke dokumenteret, at han har lidt et økonomisk tab. Banken kender ikke til fogedretssagen i 2017 og var ikke part i sagen.
Klageren har ikke forud for klagen til Ankenævnet klaget til bankens kundeservicechef, jf. § 5, stk. 3, nr. 1, i Ankenævnets vedtægter.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at klagen er uklar og ukonkret, og at det ikke har været muligt for banken at gennemskue, hvad klageren er utilfreds med.
Det afvises at en medarbejder tilmelder betalingsaftaler uden klagerens samtykke. Banken har oplyst klageren om, at det af bankens systemer fremgår, at klageren selv har tilmeldt betalingsserviceaftalerne via netbank.
Klagerens beskyldning om, at banken har udøvet magtmisbrug afvises. Det afvises også, at banken udøver forskelsbehandling af klageren.
Banken har tilbudt at hjælpe klageren med en ny midlertidig kode, så klageren på ny kan oprette en kode til sin netbank.
Klageren har ikke ret til indsigt i interne arbejdsdokumenter, herunder ret til at få udleveret medarbejderes navne.
Sagen er uegnet til nævnsbehandling, jf. § 5, stk. 3, nr. 4 i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets bemærkninger
Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises på baggrund af det af banken anførte om, at klageren ikke inden indgivelsen af klagen til Ankenævnet har fremsendt klagen til bankens klageansvarlige.
Klageren var kunde i Nordea Danmark, hvor han blandt andet havde to konti.
Den 5. maj 2015 klagede han over, at banken havde slettet hans aftaler om Betalingsservicebetalinger i 2015.
Klageren har anført, at han i 2017 tabte en sag i fogedretten og dermed led et tab, fordi banken havde slettet bilag fra hans Betalingsservice.
Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse hermed.
Allerede derfor får klageren ikke medhold i klagen vedrørende disse forhold.
Den 17. juni 2021 klagede han over, at banken uberettiget havde tilmeldt månedlige betalinger til hans teleselskab på 448,33 kr. og til F på 375,00 kr. til betaling i Betalingsservice.
Ankenævnet finder, at det ikke er godtgjort, at banken begik fejl i forbindelse med betalingerne. De beløb, der er blevet betalt for meget til klagerens teleselskab og F, er blevet tilbageført til klageren. Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren har lidt et tab som følge heraf. Allerede af den grund får klageren ikke medhold i klagen over disse forhold.
Ankenævnet bemærker, at banken den 15. juli 2021 har tilbudt at hjælpe klageren med at tilrettelægge sine betalinger.
Klageren har under sagen anført, at banken har udsat ham for forskelsbehandling.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at banken har udsat klageren for ulovlig forskelsbehandling.
Klageren har under sagen anmodet Ankenævnet om at anmelde banken til politiet for sjusket arbejde, magtmisbrug og overtrædelser af persondatalovgivningen.
Ankenævnet foretager ikke politianmeldelser, hvorfor anmodningen herom afvises.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold.