Pant for tredjemands gæld. Ydelse af henstand ved undladelse af at tilbageføre overtræk opstået på debiteringskonto.
| Sagsnummer: | 359/1989 |
| Dato: | 16-02-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Tredjemandspant - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Pant for tredjemands gæld. Ydelse af henstand ved undladelse af at tilbageføre overtræk opstået på debiteringskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | IF SD |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 17. juni 1983 optog klagerens søn hos indklagede et lån på 75.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.200 kr.
Til sikkerhed for opfyldelse af sin søns forpligtelser i henhold til lånedokumentet påtog klageren sig ved underskrift på lånedokumentet selvskyldnerkautionsforpligtelse, ligesom hun i henhold til separat håndpantsætningserklæring indrømmede indklagede håndpant i et værdipapirdepot.
Af lånedokumentets almindelige betingelser pkt. 8 fremgår, at indklagede "kan give debitor henstand uden samtykke fra kautionister eller pantsættere, hvilket, såfremt ydelsen overføres af betalingstjenesten, kan ske ved bevilling af overtræk på debiteringskontoen. Når overtræk ikke indbetales til den aftalte tid, er ..... berettiget til at tilbageføre ydelsen."
Ved skrivelse af 13. december 1988 bevilgede indklagede henstand indtil 1. marts 1989 på det kautionssikrede lån i den forstand, at man tillod, at de månedlige ydelser blev trukket på debitors checkkonto, uagtet at denne herved ville gå i overtræk.
Ved skrivelse af 14. marts 1989 bevilgede indklagede i anledning af, at debitors økonomiske situation ikke havde bedret sig, en forlængelse og forhøjelse af overtrækket på checkkontoen, således at dette indtil 1. september 1989 kunne udgøre 20.000 kr.
Efter at hendes søn var afgået ved døden, indfriede klageren den 13. juli 1989 via sit pengeinstitut restgælden på det omtalte lån.
Ved skrivelse af 28. juli 1989 til klagerens pengeinstitut gav indklagede imidlertid oplysning om de indgåede aftaler om overtræk og meddelte, at man derfor under henvisning til pkt. 8 i lånedokumentets almindelige betingelser ikke agtede at frigive det håndpantsatte værdipapirdepot, medmindre klageren foretog en yderligere indbetaling. Under hensyn til princippet i Bank- og Sparekasselovens § 41 begrænsede indklagede imidlertid sit krav om efterbetaling til 7.200 kr., svarende til 6 månedlige ydelser.
Klageren, som under forbehold om tilbagesøgning indbetalte et beløb på 7.383,89 kr., har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale hende dette beløb.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for den nedlagte påstand gjort gældende, at indklagede, såfremt man ikke ønskede at acceptere overtræk på debiteringskontoen, måtte være forpligtet til samtidig med, at overtrækket blev konstateret, at tilbageføre den overførte ydelse. Da dette ikke skete, må indklagede være afskåret fra i forbindelse med den endelige opgørelse af lånet at foretage tilbageførsel af de seneste 6 måneders ydelser.
Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand gjort gældende, at tilbageførsel af de seneste 6 måneders ydelse har fornøden hjemmel i pkt. 8 i lånedokumentets almindelige betingelser.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Frank Poulsen, Peter Møgelvang-Hansen og Kirsten Nielsen - udtaler:
Det er af Tilsynet med Banker- og Sparekasser (nu Finanstilsynet) udtalt, at et pengeinstitut handler i strid med god bank- og sparekassepraksis ved at tilbageføre ydelser, der er krediteret en kautionssikret lånekonto ved overførsel fra en konto, som i forhold til kautionisten er blanko, to måneder efter, at pengeinstituttet burde have konstateret, at debiteringskontoen ved overførslerne kom i overtræk. Det fremgår ikke af det i Tilsynets årsberetning for 1983 s. 44 offentliggjorte referat af afgørelsen, om en klausul som den i det under denne sag omhandlede gældsbrevs pkt. 8 var benyttet.
Den nævnte klausul tager sigte på aftalemæssigt at hjemle indklagede adgang til at følge en fremgangsmade, som af Tilsynet med Banker og Sparekasser er anset stridende mod god bank- og sparekassepraksis, og der må også i betragtning af dens byrdefulde og formentlig usædvanlige karakter - i det omfang, hvori den ikke i et forbrugerforhold som det foreliggende findes at burde tilsidesættes - i hvert fald stilles strenge krav til at anse klausulen som en bindende bestanddel af parternes aftale. Klausulen er anbragt inde i en omfattende tekst, som er aftrykt på bagsiden af det benyttede lånedokument og fremtræder upåfaldende, idet den hverken er trykt med andre typer end den øvrige tekst, understreget eller på anden made fremhævet. Vi finder derfor, at klausulen ikke kan anses som vedtaget mellem parterne.
Indklagede findes herefter i forhold til klageren som trediemandspantsætter at have accepteret de stedfundne krediteringer på den sikrede konto, og vi stemmer derfor for allerede af denne grund at give klageren medhold i den nedlagte påstand.
2 medlemmer - Bjørn Bogason og Erik Sevaldsen - udtaler:
Indklagedes bevilling af henstand er sket i overensstemmelse med lånedokumentets ovenfor citerede bestemmelse i punkt 8. Denne bestemmelse, der - også efter indklagedes opfattelse - skal fortolkes efter princippet i Bank- og Sparekasselovens § 41, forekommer ikke mere byrdefuld for kautionisten end en række andre bestemmelser i lånedokumentet. Kautionistens stilling er således i praksis ikke anderledes end de mange situationer, hvor pengeinstitutter under henvisning til en almindeligt forekommende bestemmelse bevilger henstand uden samtykke fra kautionisten.
Der ses ikke at være forhold, der taler for, at netop denne bestemmelse skal fremhæves frem for andre bestemmelser i lånedokumentets generelle lånebetingelser, hvorfor den må betragtes som aftale mellem parterne.
Der lægges endvidere vægt på, at indklagedes fremgangsmåde i den konkrete sag utvivlsomt er valgt for at opnå et økonomisk resultat, der i videst muligt omfang varetager debitors - og dermed kautionistens - interesser.
Disse medlemmer stemmer derfor for at give indklagede medhold i den nedlagte påstand.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet. Som følge heraf