Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Ikke rettidig meddelelse.

Sagsnummer: 309/1995
Dato: 06-02-1996
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen, Peter Nedergaard, Allan Pedersen, Lars Pedersen
Klageemne: Betalingstjenester - meddelelse om bortkomst
Ledetekst: Ikke rettidig meddelelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Søndag den 16. april 1995 (Påskedag) blev klageren omkring kl. 23.00 opmærksom på, at han ikke var i besiddelse af sit dankort tilknyttet en konto hos indklagede. Tirsdag den 18. april 1995 spærrede klageren kortet ved henvendelse til indklagede kl. 9.44.

Klagerens dankort var forinden spærring blevet misbrugt ved 28 hævetransaktioner à 2.000 kr. foretaget i tidsrummet fra den 12. april 1995 kl. 21.19 - den 18. s.m. kl. 06.22. Heraf var 8.000 kr. hævet mandag den 17. april mellem kl. 13.31 og 14.15 og 6.000 kr. den 18. april mellem kl. 6.08 og 6.22.

Indklagede meddelte, at klageren hæftede for 8.000 kr. af misbruget.

Af indklagedes regler for dankort fremgår bl.a.:

"2.5 Deres pligt til at få kortet spærret

De skal kontakte [indklagede] snarest muligt, hvis:

- De mister kortet eller

- en anden får kendskab til Deres PIN-kode eller

- De på anden møde får mistanke om, at kortet kan blive misbrugt.

Uden for [indklagedes] åbningstid skal De give besked til PBS på tlf. 44 89 29 29, der svarer døgnet rundt. Ved henvendelse til PBS skal De oplyse navn og adresse, i hvilken [indklagede] afdeling kontoen føres samt kortnummer eller kontonummer.

2.6 Deres ansvar, hvis andre misbruger kortet

Hvis kortet og PIN-koden er blevet misbrugt af en anden, skal De dække tab op til kr. 1.200,- (selvrisiko).

Hvis De har oplyst PIN-koden til misbrugeren, skal De imidlertid dække det fulde tab.

De skal dække tab op til kr. 8.000,- (incl. selvrisiko), hvis

- De har overladt kortet til misbrugeren eller

- De eller én, De har overladt kortet til, ved groft uforsvarlig adfærd har muliggjort misbruget eller

- der ikke er taget kontakt til [indklagede] eller PBS snarest muligt efter, at De eller én, De har overladt kortet til, har opdaget, at kortet er mistet.

De er ikke ansvarlig for tab, der opstår efter, at [indklagede] eller PBS har fået besked om, at kortet skal spærres.

De kan læse nærmere om ansvarsreglerne i §§ 21 og 22 i betalingskortloven (lovbekendtgørelse nr. 464 af 15. juni 1992)."

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at han kun hæfter for 1.200 kr. af misbruget.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at han sidst anvendte kortet den 12. april 1995 ca. kl. 17.00 ved betaling i er supermarked. PIN-koden har han lært udenad; han antager, at koden er blevet afluret og kortet efterfølgende taget fra hans baglomme, hvor det lå. Han ringede 2. Påskedag til indklagedes "tryk og lyt" telefonservice, som er en automatisk telefonsvarer. Han havde ikke sit kortnummer og kunne derfor ikke indtaste dette, hvorfor hans opkald ikke er registreret.

Indklagede har anført, at klageren allerede søndag aften den 16. april burde have foranlediget kortet spærret ved telefonisk henvendelse til PBS. Under alle omstændigheder burde kortet have været spærret i god tid inden første misbrug den følgende dag kl. 13.31. PBS har oplyst, at der ikke er sket henvendelse fra klageren hverken den 16. eller 17. april 1995. Der kan ikke ske spærring ved benyttelse af indklagedes egen telefonservice. Klageren bør i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3 hæfte for 8.000 kr.

Ankenævnets bemærkninger:

Det lægges til grund, at klageren søndag den 16. april 1995 omkring kl. 23.00 blev klar over, at hans dankort var bortkommet. Han havde herefter i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3 pligt til snarest muligt at underrette kortudstederen om kortets bortkomst.

3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Peter Stig Hansen og Allan Pedersen - udtaler herefter:

Klageren har ikke bestridt, at han har modtaget indklagedes regler for dankort. Det fremgår heraf - med fed tekst - at der uden for indklagedes åbningstid skal gives underretning til PBS, hvis telefonnummer er oplyst. Vi finder på denne baggrund, at klageren burde have været bekendt med muligheden for at spærre kortet ved henvendelse til PBS, og at han ved at undlade at gøre dette i løbet af nogle få timer herefter har udvist en sådan uagtsomhed, at han i medfør af den nævnte bestemmelse hæfter for 8.000 kr. af det tab, som opstod ved misbruget af dankortet.

Vi stemmer herefter for ikke at tage klagen til følge.

2 medlemmer - Peter Nedergaard og Lars Pedersen - udtaler:

Det i indklagedes regler for Dankort anførte om muligheden for uden for indklagedes åbningstid at spærre et mistet dankort ved telefonisk henvendelse til PBS er vel trykt med fed skrift, men teksten er skrevet med samme små typer som folderens øvrige tekst. Vi finder, at denne vigtige oplysning, hvis den skal tjene som grundlag for en forpligtelse for kortindehaverne, burde have været fremhævet i brochuren på en langt mere iøjnefaldende måde eller givet ved en særskilt meddelelse. På denne baggrund finder vi det betænkeligt at fastslå, at klageren burde have været bekendt med muligheden for at spærre dankortet ved henvendelse til PBS. Vi finder herefter ikke, at klageren ved at undlade at spærre kortet før tirsdag morgen den 18. april 1995 har udvist en sådan uagtsomhed, at han i medfør af betalingskortlovens § 21, stk. 3, nr. 3, hæfter for 8.000 kr. af misbruget. Da klageren efter lovens § 21, stk. 1, hæfter for 1.200 kr. af tabet, stemmer vi herefter for at pålægge indklagede at godtgøre klageren 6.800 kr.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.