Krav om kompensation for fejlagtig afmelding og overførsel af betalingsaftaler.
| Sagsnummer: | 426/2023 |
| Dato: | 06-02-2024 |
| Ankenævn: | Helle Korsgaard Lund-Andersen, Jonas Thestrup Nielsen, Mette Lindekvist Højsgaard, Tina Thygesen og Elizabeth Bonde. |
| Klageemne: |
Betalingsservice - afmelding
Betalingsservice - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Krav om kompensation for fejlagtig afmelding og overførsel af betalingsaftaler. |
| Indklagede: | Lån & Spar Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om kompensation for fejlagtig afmelding og overførsel af betalingsaftaler.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Lån & Spar Bank, hvor han havde en konto og betalingsaftaler.
Klageren ejede med sin tidligere samlever, E, en fælles konto -75. Kontoen blev til E’s egen konto, idet klageren blev slettet som kontoejer.
Klageren opgav sin fuldmagt til konto -75, men fik ikke flyttet sine betalingsaftaler over til sin nye konto, og dermed blev disse ikke slettet fra konto -75. Banken har oplyst, at der dermed blev bibeholdt en ”systemmæssig relation” mellem klageren og E, idet klageren havde betalingsaftaler tilknyttet E’s konto.
E skiftede i foråret 2023 til et andet pengeinstitut, P.
Banken modtog en overførselsanmodning fra P om overførsel af E’s engagement, herunder konto -75 i E’s navn og CPR-nummer.
Banken har oplyst, at det altid er det modtagende pengeinstitut, der iværksætter overførslen af betalingsaftaler. P sendte en overførselsanmodning til banken og anmodede om at få overført de betalingsaftaler, der var tilknyttet konto -75.
Banken har endvidere oplyst, at den skulle anvende et CPR-nummer og reg. nr. til at overføre betalingsaftaler til det nye pengeinstitut. P forsøgte at overføre betalingsaftaler på et CPR-nummer, der tilhørte klageren, der hverken var medejer eller fuldmagtshaver på kontoen.
Banken oprettede den 20. marts 2023 en ”hindring” til P’s overførselsanmodning, da der på kontoen var tilknyttet betalingsaftaler, der stod i klagerens CPR-nummer.
Den 22/3-2023 bad P banken om at sende en besked, så P kunne se, hvilke betalingsaftaler, der ikke var overført, altså hvilke betalingsaftaler, der ikke stod i E’s CPR-nummer.
Den 23/3-2023 svarede banken P, og tilsendte en oversigt over betalingsaftaler, der stod i tredjemands CPR-nummer og stadig var aktive.
Banken har oplyst, at den, manuelt og fejlagtigt, ændrede CPR-nummer fra E’s CPR-nummer til klagerens CPR-nummer på alle betalingsaftalerne, i stedet for kun at ændre CPR-nummer på de betalingsaftaler, der med rette skulle overføres til E’s nye konto i P. Dermed ændredes CPR-nummer for samtlige af klagerens betalingsaftaler.
P overførte herefter uhindret betalingsaftalerne den 27. marts 2023 og fik herved også klagerens betalingsaftaler med.
Den 30. marts 2023 blev konto -75 opgjort og overført til P.
Der pågik herefter en korrespondance mellem banken og klageren.
Banken har fremlagt en korrespondance mellem banken og klageren, hvoraf det blandt andet fremgår, at banken den 31. maj 2023 tilbød klageren at betale rykkergebyrer, at oprette alle betalingsaftaler igen og en kompensation i form af et gavekort på 300 kr. og to flasker vin. Dette afviste klageren.
Parternes påstande
Den 17. juli 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Lån & Spar Bank skal yde ham en større kompensation end den tilbudte og pålægges en bøde for manglende overholdelse af GDPR-regler.
Lån & Spar Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at det kontonummer, som er blevet flyttet, ikke har noget at gøre med hans konto og betalingsaftaler, og at det havde været passende med en fuldmagt eller et telefonopkald til ham.
Han ønskede ikke, at banken skulle tilmelde hans betalingsaftaler, idet hans tiltro til, at banken kunne betale hans regninger til tiden, var begrænset, efter at banken havde opsagt alle hans betalingsaftaler og i telefonsamtaler beskyldt ham for ikke at følge op på sine betalinger.
E har betalt flere af hans regninger, så nu skal han overføre penge til hende. Dette efterlader ham med undren, siden nogle betalingsaftaler er overført, og andre bare er annulleret. Dette stemmer ikke overens med den forklaring som banken har afgivet undervejs.
Bankens tilbud om kompensation er en hån mod ham som kunde. Kompensationen er for lav for flere ugers arbejde.
Banken har delt hans betalingsaftaler med E. Han kan ikke se formålet hermed. Det er i strid med GDPR.
Han er ikke enig i bankens sagsfremstilling. Når en virksomhed ændrer en forretningsgang, så er det fordi, at den tydeligvis har begået en grundlæggende fejl.
Det forløb, som han har været igennem, er ikke i orden. Den tone, som er ført undervejs, de løsninger, som er foreslået, og selve kompensationen er helt uproportionalt med, hvad man selv kunne forvente at betale, hvis man bad banken om at udføre et tilsvarende arbejde.
Han har opgivet at finde alle rykkere og gebyrer.
Bankens håndtering af sagen har været for langsom.
Han kan ikke kvantificere sit tab i kroner og øre, da det er ganske uoverskueligt, hvor lang tid han har brugt på sagen. Han har et tab i form af alle rykkere, som han har betalt.
Lån & Spar Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at Ankenævnet bør afvise sagen under henvisning til § 5, stk. 3, nr. 2 i Ankenævnets vedtægter, da klagen ikke vedrører et økonomisk mellemværende.
Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at der er tale om en menneskelig fejl.
Banken har gjort, hvad den kunne for at afhjælpe de gener, som fejlen har medvirket.
Klageren har ikke lidt et økonomisk tab, hvorfor banken ikke er erstatningspligtig.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Lån og Spar Bank, hvor han havde en konto og betalingsaftaler.
Klageren ejede med sin tidligere samlever, E, en fælles konto -75. Kontoen blev til E’s egen konto, idet klageren blev slettet som kontoejer, og klageren opgav sin fuldmagt til konto -75, men fik ikke flyttet sine betalingsaftaler over til sin nye konto, og dermed blev disse ikke slettet fra konto -75.
E skiftede i foråret 2023 til et andet pengeinstitut, P, og banken modtog en overførselsanmodning fra P om overførsel af E’s engagement i E’s navn og CPR-nummer, herunder konto -75.
Banken har oplyst, at den, manuelt og fejlagtigt, ændrede CPR-nummer fra E’s CPR-nummer til klagerens CPR-nummer på alle betalingsaftaler tilknyttet konto -75 i stedet for kun at ændre CPR-nummer på de betalingsaftaler, der med rette skulle overføres til E’s nye konto i P, og dermed ændredes CPR-nummeret for samtlige af klagerens betalingsaftaler. P overførte herefter den 27. marts 2023 uhindret alle betalingsaftaler og fik herved også klagerens betalingsaftaler med.
Ankenævnet finder, at banken har handlet ansvarspådragende.
Det fremgår af sagen, at banken har erkendt fejlen og har tilbudt klageren at dække hans tab som følge heraf.
På den baggrund finder Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilkende klageren yderligere erstatning.
Ankenævnet har ikke mulighed for at pålægge banken at betale en bøde. Ankenævnet finder ikke, at klageren har krav på yderligere kompensation, ligesom Ankenævnet ikke finder grundlag for at tilkende godtgørelse eller anden økonomisk kompensation for tort, ulempe eller lignende.
Ankenævnet bemærker, at spørgsmål om bankens overholdelse af databeskyttelsesloven og persondataforordningen hører under Datatilsynet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold.