Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav i forbindelse med omlægning af realkreditlån, hvor provenuet/kursgevinsten blev mindre end anført i en beregning fra banken. Ekspeditionstid. Indsigelse om manglende fuldmagt.

Sagsnummer: 374/2022
Dato: 13-06-2023
Ankenævn: Vibeke Rønne, Jimmy Bak, Kritte Sand Nielsen, Tina Thygesen og Finn Borgquist.
Klageemne: Fuldmagt - gyldighed
Realkreditbelåning - beregningsfejl ved omlægning
Ledetekst: Krav i forbindelse med omlægning af realkreditlån, hvor provenuet/kursgevinsten blev mindre end anført i en beregning fra banken. Ekspeditionstid. Indsigelse om manglende fuldmagt.
Indklagede: Nordea Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav i forbindelse med omlægning af realkreditlån, hvor provenuet/kursgevinsten blev mindre end anført i bankens beregning. Ekspeditionstid.

Sagens omstændigheder

Klagerne H og M var kunder i Nordea Danmark.

I efteråret 2021 ønskede klagerne at drøfte finansiering af renovering af deres hus med banken. Banken har oplyst, at klagerne var repræsenteret af en uvildig rådgiver, R.  Den 16. september 2021 havde banken et online møde med R vedrørende bankens finansiering af renoveringen, herunder indfrielse af klagernes eksisterende realkreditlån. I forlængelse af mødet valgte klagerne som en midlertidig finansiering at optage et fastforrentet 2 % realkreditlån hos Nordea Kredit med afdragsfrihed og en byggekredit på 660.000 kr. hos banken.

Klagerne underskrev den 5. oktober 2021 en erklæring om, at de i forbindelse med optagelse af lån i banken og Nordea Kredit havde fravalgt vejledning/rådgivning fra Nordea, da de havde valgt at få rådgivning af R, som ”står for al rådgivning i forbindelse med vores byggeri og omlægning af lån”. Den 3. november 2021 kurssikrede R på vegne klagerne et 2 % obligationslån på 6.035.000 kr. hos Nordea Kredit med afdragsfrihed til kurs 99,42 til udbetaling den 8. december 2021 (Lån1). Klagerne underskrev den 5. november 2021 en erklæring om, at de havde fravalgt vejledning/rådgivning fra banken, da de havde valgt at få rådgivning af R. Den 8. december 2021 blev Lån1 udbetalt i henhold til den indgåede kurssikringsaftale.

I starten af juni 2022 indledte R en dialog med banken om at omlægge Lån1 til et variabelt forrentet realkreditlån og opnå en kursgevinst ved indfrielse af Lån1 (”en skrå konvertering”). Klagerne har oplyst, at der forelå en vurdering af huset den 8. juni 2022. Banken har oplyst, at den holdt et møde med klagerne og R den 10. juni 2022 vedrørende låneomlægning og den nuværende og fremtidige vurdering af klagernes hus, når renoveringen var afsluttet. Banken har oplyst, at det blev aftalt, at klagerne skulle sende økonomiske oplysninger til brug for bankens kreditværdighedsvurdering, at klagerne indsendte oplysninger den 13. juni 2022, og at banken aftalte et møde med klagerne den 22. juni 2022 med henblik på at afklare en række spørgsmål til den fremsendte dokumentation. I en e-mail af 24. juni 2022 til klagerne og R meddelte banken, at klagerne var kreditgodkendt til valgfri finansiering op til 6.120.000 kr. med afdragsfrihed op til 30 år.

Efter anmodning fra R sendte banken pr. mail den 30. juni 2022 kl. 7.14 beregninger på låneomlægning til R og klagerne. Banken har oplyst, at de vedhæftede beregninger var en konsekvensberegning på en opkonvertering til et 4 % obligationslån med en historisk indfrielseskurs pr. 22. juni 2022 for Lån1 på 81,1550 samt en amortiseringsplan på et kortrentelån, hvor renten fastsættes hver 6. måned, med afdragsfrihed på 6.101.000 kr. Banken har fremlagt en beregning af 30. juni 2022 med klokkeslættet 7.06 vedrørende omlægning til et 4 % obligationslån og har oplyst, at denne beregning blev sendt til klagerne den 30. juni 2021. Klagerne har anført, at de ikke så den fremlagte beregning. I en e-mail til banken af 30. juni 2022 kl. 7.28 meddelte R:

”… Du må meget gerne kurssikre og omlægge nuværende, og lave nyt F-kort lån på 6,1MIO.

Bekræft gerne.”

I en e-mails af samme dag aftalte banken og R, at banken skulle kurssikre indfrielsen, mens R var med på telefonen kl. 9, når børsen åbnede, og R bekræftede, at klagerne ikke skulle være med på telefonmødet. Banken har oplyst, at den på telefonmødet den 30. juni 2022 kl. 9.00 oplyste den aktuelle kurs til 85,625 for indfrielsen af Lån1, kursen efter fradrag for kurssikringen til 85,45, afregningsbeløbet til 5.175.511,96 kr. til indfrielse den 11. august 2022, og at R accepterede den oplyste kurs og udtrykkeligt bekræftede, at banken skulle kurssikre indfrielsen.

Banken har oplyst, at det telefonisk blev aftalt, at banken skulle bestille et lånetilbud på et kortrentelån, og at R bekræftede, at kortrentelånet ikke skulle kurssikres, men straksudbetales. Banken har endvidere oplyst, at R den 30. juni 2022 telefonisk accepterede, at klagerne den samme dag skulle underskrive en aftale om kurssikringen og et ”God Skik Nej tak” skema, da klagerne havde fået rådgivning fra R om kurssikringen. Banken har aflyttet telefonsamtalen den 30. juni 2022 mellem banken og R og kan efter anmodning transskribere samtalen.

Den 4. juli 2022 kontaktede klagerne banken, da de ønskede at få løbet beregningerne igennem, inden de skrev under. Banken tilbød klagerne at holde et møde den 5. juli 2022 og oplyste, at R havde godkendt indfrielsen, og at banken ikke kunne kalde kurssikring tilbage på indfrielsen, uden at det ville koste klagerne penge. Den 7. juli 2022 kl. 9.43 skrev klagerne til banken og oplyste, at de ikke kunne finde de tidligere fremsendte beregninger i deres netbank. Den 7. juli 2022 kl. 14.24 skrev banken til klagerne ”Her er den foreløbige beregning…”. Banken sendte en konsekvensberegning af 30. juni 2022, med klokkeslættet 9.40 vedrørende omlægning til et kortrentelån, hvor provenuet var angivet til 1.177.000 kr. samt en amortiseringsplan for kortrentelånet. Endvidere fremgik af beregningen:

”… På nuværende lån er der i beregningerne anvendt historisk kurs. …

Kurs efter evt. fradrag/tillæg ved                81,1550

kurssikring                                                  22-06-2022

Lån nr. 1 er forudsat indfriet til den kurs, der er vist i beregningen. …

Beregninger er foretaget med de viste obligationskurser. Inden en konvertering gennemføres, kan der ske ændringer. …”

Banken har oplyst, at den havde udarbejdet beregningen den 30. juni 2022, kl. 9.40 efter telefonmødet om kurssikring med R den samme dag, men at banken først sendte denne beregning til klagerne den 7. juli 2022.

Den 7. juli 2022 kl. 21.05 skrev klagerne til banken og R ”Er det korrekt at vores ”gæld” bliver 1.177.000 DKK mindre?”. Den 8. juli 2022 kl. 6.12 svarede R, at ”Det ser korrekt ud”. Samme dag kl. 8.44 svarede banken klagerne og R ”Tak for mail [M] og Tak for svar [R] Amortiseringsplanen for det nye lån kommer med lånetilbuddet fra Nordea Kredit i løbet af et par uger.”

Den 8. juli 2022 underskrev klagerne aftale om kurssikring af 30. juni 2022 samt en erklæring af 30. juni 2022 om, at de havde fravalgt vejledning/rådgivning af banken, da de havde valgt at få rådgivning af R.

Banken blev efterfølgende opmærksom på, at der i den fremsendte beregning af 30. juni 2022, kl. 9.40 fejlagtigt var anvendt en kurs pr. 22. juni 2022 og ikke den kurssikrede kurs pr. 30. juni 2022. Den 11. juli 2022 sendte banken en konsekvensberegning af 11. juli 2022 til klagerne og R med den kurssikrede kurs 85,45, hvori provenuet var angivet til 923.000 kr. ved omlægning af Lån1 på 6.035.000 kr. til et kortrentelån på 6.135.000 kr.  

Den 21. juli 2022 modtog klagerne lånetilbud fra Nordea Kredit på et nyt kortrentelån på 6.127.000 kr. Ved en fejl sendte Nordea Kredit et lånetilbud på et kortrentelån med afdrag og ikke som aftalt med afdragsfrihed. Fejlen blev efterfølgende rettet uden yderligere omkostninger for klagerne.

Den 23. august 2022 indgav klagerne en klage til banken, der afviste klagen.

Parternes påstande

Den 15. september 2022 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Danmark skal udbetale et provenu på 1.177.000 kr. i stedet for det udbetalte provenu på 923.000 kr.

Nordea Danmark har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at de traf deres valg om omkonvertering på baggrund af et forventet provenu på 1.177.000 kr. De kunne ikke se den af banken fremlagte beregning af 30. juni 2022 kl. 7.06 og spurgte derfor den 7. juli 2022 efter beregningerne. Den 7. juli 2022 modtog de en konsekvensberegning af 30. juni 2022 kl. 9.40 fra banken, hvor der stod, at de ville opnå et provenu på 1.177.000 kr. Samme dag spurgte M, om det var korrekt forstået, at provenuet blev 1.177.000 kr. Den 8. juli 2022 bekræftede banken, at provenuet blev 1.177.000 kr., og samme dag underskrev de dokumenterne. Banken burde, hvis det ikke var korrekt, at provenuet blev 1.177.000 kr., have svaret klart nej til dette og fremhævet, at der var anvendt historiske kurser, eftersom dette ikke var klart for dem.

Få dage efter fik de en opdateret beregning, som viste, at provenuet kun blev 923.000 kr., hvilket var 254.000 kr. mindre end det, de blev stillet i udsigt, og som de traf beslutning om omlægning af lånet på baggrund af.

Banken har handlet ansvarspådragende. De spurgte konkret til provenuet, inden dokumenterne blev underskrevet. Banken bekræftede, at deres provenu ved omlægning ville være 1.177.000 kr. De har ikke fået det lovede provenu. Banken skal udbetale det lovede provenu.

R havde fuldmagt til at ”varetage dialogen med Nordea og rådgive klagerne om valg af finansiering”, men R havde ikke fuldmagt til at indgå aftaler på deres vegne. Banken anførte, at R havde ”godkendt indfrielsen” for dem. Dette burde ikke kunne lade sig gøre, da R ikke havde fuldmagt til dette.

Endvidere tog bankens godkendelse af dem alt for lang tid, hvilket gjorde, at de ikke opnåede den optimale kursgevinst. Vurderingen af deres renoverede hus på 9.750.000 kr. forelå den 8. juni 2022. Godkendelse af omlægningen forelå først den 24. juni. De forstår ikke, at det skulle tage banken 16 dage at lave den endelige godkendelse af deres økonomi. De havde været i tæt dialog med banken fra august 2021 til sommeren 2022. De havde flyttet hele deres engagement til banken og lånt penge til en større ombygning og renovering. Banken burde således kende deres økonomi så godt, at en godkendelse blot skulle tage få dage. Var godkendelsen sket hurtigere, kunne de have fået et større provenu ved omlægningen.

Den 21. juli 2022 sendte banken endvidere fejlagtigt et lånetilbud på et kortrentelån med afdrag og ikke som aftalt med afdragsfrihed. De gjorde banken opmærksom på fejlen, som blev efterfølgende rettet. Denne yderligere fejl vidner om, at bankens håndtering af dem har været dårlig, uopmærksom og behæftet med alt for mange fejl.

Nordea Danmark har anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende. Klagerne modtog rådgivning fra deres egen uvildige rådgiver, R, jf. de af klagerne underskrevne erklæringer i forbindelse med indgåelse af aftalerne om byggekreditten, Lån1, kortrentelånet og kurssikringen af Lån1. Det fremgår af Finanstilsynets vejledning til bekendtgørelsen om god skik for boligkredit, at boligkreditgiver og boligkreditformidler kan bekræfte overfor låntager, at denne har afvist at modtage vejledning.

Kurssikringen af indfrielsen af Lån1 den 30. juni 2022 blev foretaget af R på vegne klagerne. Banken spurgte udtrykkeligt, om klagerne skulle deltage på telefonmødet den 30. juni 2022 om kurssikring, hvilket R afviste. På telefonmødet bekræftede R udtrykkeligt kursen på 85,45 og afregningsbeløbet på 5.175.511,96 kr. Der forelå således en for klagerne bindende aftale om kurssikring af indfrielsen af Lån1 den 30. juni 2022. Det var ligeledes R, der på vegne klagerne mundtligt indgik aftalen om kurssikring af Lån1 i november 2021.

På tidspunktet for kurssikring den 30. juni 2022 havde hverken R eller klagerne modtaget en konsekvensberegning på en skrå konvertering til kortrente med angivelse af et provenu.  Banken havde således den 30. juni 2022 kl. 7.15 efter R’s anmodning sendt en konsekvensberegning på en opkonvertering til et 4 % fastforrentet lån og en amortiseringsplan på et kortrentelån uden afdrag til både R og klagerne. Klagerne og R modtog først den 7. juli 2022 konsekvensberegningen af 30. juni 2022 med angivelse af et provenu på 1.177.000 kr. beregnet ud fra en historisk kurs pr. 22. juni 2022, hvilket var efter, at der mundtligt var indgået en bindende aftale om kurssikring. Provenuet på 1.177.000 kr. var således ikke en forudsætning for kurssikringen.

Banken gjorde ved fremsendelsen af konsekvensberegningen den 7. juli 2022 klagerne og R opmærksom på, at det var en ”foreløbig beregning”. På side 1 i konsekvensberegningen fremgik, at der var anvendt en historisk kurs og på side 5 fremgik, at beregningerne ”er foretaget med de viste obligationskurser”, og at ”inden en konvertering gennemføres, kan der ske ændringer.”

Banken har ikke på noget tidspunkt overfor klagerne bekræftet, at de ville opnå et provenu på 1.177.000 kr. Banken bekræftede ikke dette den 8. juli 2022. Banken har ikke tilsikret eller garanteret klagerne, at de ville opnå et provenu på 1.177.000 kr.

Klagerne har i deres indlæg i klagesagen anført, at R ikke havde fuldmagt til indgå aftaler på klagernes vegne. Klagerne oplyste på et møde med banken og R den 20. august 2021 udtrykkeligt, at R skulle varetage hele finansieringen på klagernes vegne, idet klagerne ikke selv havde tid. Al kontakt skulle foregå via R. Det var endvidere R, der på klagernes vegne den 3. november 2021 kurssikrede Lån1 på samme måde som kurssikringen af indfrielsen. Banken og klagerne indgik en mundtlig aftale, som klagerne ikke gjorde indsigelse mod, og den 5. november 2021 underskrev de en erklæring om, at de modtog rådgivning fra R. Banken havde således en berettiget forventning om, at R havde bemyndigelse til at indgå aftalen om kurssikring af indfrielsen af Lån1 den 30. juni 2022, jf. aftalelovens § 11, stk. 1, modsætningsvis. Klagerne har ikke tidligere i sagen gjort gældende, at R ikke havde fuldmagt til at indgå kurssikringsaftalen.

Klagerne har ikke lidt et økonomisk tab, men beregningen af provenuet har alene efterfølgende medført skuffende forventninger for klagerne.

Klagerne har anført, at banken brugte 16 dage på at få godkendt klagernes økonomi. Banken kan ikke genkende denne udlægning af forløbet. Banken gav klagerne meddelelse om kreditgodkendelsen den 24. juni 2022 to dage efter, at banken opnåede behørig indsigt i klagernes økonomi efter gennemgang af den fremsendte dokumentation med klagerne.

Ankenævnets bemærkninger

I efteråret 2021 drøftede klagerne finansiering af renovering af deres hus med Nordea Danmark. Klagerne var repræsenteret af en rådgiver, R. I november 2021 optog klagerne et 2 % obligationslån på 6.035.000 kr. (Lån1) i Nordea Kredit. R indgik i den forbindelse på vegne klagerne aftale om kurssikring af lånet.

I starten af juni 2022 drøftede parterne omlægning af Lån1. Den 24. juni 2022 meddelte banken, at klagerne var kreditgodkendt til valgfri finansiering op til 6.120.000 kr. med afdragsfrihed op til 30 år.

Den 30. juni 2022 anmodede R banken om at kurssikre indfrielsen af Lån1 og hjemtage et kortrentelån. På et telefonmøde med deltagelse af R samme dag kurssikrede banken indfrielsen til kurs 85,45. Banken har oplyst, at R telefonisk accepterede kurssikringen til kurs 85,45, og at R blev oplyst om afregningsbeløbet.

Efter anmodning fra klagerne sendte banken den 7. juli 2022 en beregning til klagerne. Beregningen var foretaget ud fra en historisk indfrielseskurs på 81,15 og ikke ud fra den kurssikrede kurs. Det overskydende provenu var derfor fejlagtigt angivet til 1.177.000 kr., i stedet for 923.000 kr. Den 8. juli 2022 underskrev klagerne dokumenterne vedrørende låneomlægningen, herunder aftale om kurssikring af indfrielsen.

Ankenævnet finder, at banken berettiget kunne lægge til grund, at R havde fuldmagt til at indgå aftalen om kurssikring den 30. juni 2022 på vegne klagerne. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at klagerne i oktober og november 2021 og den 8. juli 2022 underskrev erklæringer om, at de havde fravalgt vejledning/rådgivning fra banken, da de havde valgt at få rådgivning af R, at R varetog kontakten til banken, og at R i efteråret 2021 tilsvarende indgik en mundtlig aftale om kurssikring i forbindelse med optagelsen af Lån1. At R havde fuldmagt fra klagerne til at kurssikre indfrielsen af lånet understøttes også af den omstændighed, at klagerne ikke fremsatte indsigelse mod bankens mail af 4. juli 2022, hvorefter aftalen med R om kurssikring var bindende på grundlag af R’s godkendelse. Ankenævnet finder således, at aftalen om kurssikring pr. den 30. juni 2022 var bindende for klagerne.

Det må lægges til grund, at klagerne først efter indgåelse af den bindende aftale om kurssikring modtog den fejlagtige beregning, og at denne således ikke havde betydning for R’s indgåelse af kurssikringsaftalen.

Ankenævnet finder ikke, at den fejlagtige oplysning om provenuet havde karakter af en tilsikring.

Ankenævnet finder ikke, at den fejlagtige angivelse af det overskydende provenu medførte, at klagerne blev påført et erstatningsberettiget tab. Det forhold, at klagerne som følge af fejlen blev skuffet i deres økonomiske forventninger til resultatet af låneomlægningen, kan ikke i sig selv begrunde, at de har krav på økonomisk kompensation, jf. Højesterets dom af 1. november 1995, refereret i Ugeskrift for Retsvæsen 1996 side 200.

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at låneomlægningen i sig selv ikke var økonomisk ufordelagtig for klagerne.

Ankenævnet finder endvidere ikke, at banken har handlet ansvarspådragende ved, at den først kreditgodkendte klagerne den 24. juni 2022. Klagerne indsendte økonomiske oplysninger den 13. juni 2022, og banken aftalte et møde med klagerne den 22. juni 2022 med henblik på at afklare den fremsendte dokumentation. Ankenævnet finder ikke, at der i sagen foreligger oplysninger, der understøtter, at parterne ikke har været enige om at afholde mødet eller tidspunktet herfor.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.