Afgørelse

Indsigelse mod tredjemandspant og kaution.

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelse mod tredjemandspant og kaution stillet til sikkerhed for sin mands erhvervsengagement i Nordea Bank begrundet i mangelfuld rådgivning og misforhold til hendes økonomi.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er gift med M, var kunde i Nordea Bank, filial 1.

M drev en entreprenør- og kloakmestervirksomhed med personlig hæftelse. Han havde både sit privat- og erhvervsengagement i Nordea Bank, filial 2.

M’s erhvervsengagement i banken omfattede en driftskredit -772, en såkaldt garantikonto -731, og et anlægslån -877. M havde derudover en privatkredit -716 i banken.

Banken havde til sikkerhed for erhvervsengagementet et virksomhedspant på 500.000 kr. og pant i de til enhver tid værende værdipapirer i et sikkerhedsdepot -591, der var ejet af M. Det fremgik af både Aftale om virksomhedspant og pantsætningsdokumentet, at virksomhedspantet og pantsætningen tjente til sikkerhed for opfyldelse af, hvad M til enhver tid af hvilken som helst årsag blev banken skyldig, og at de tjente til sikkerhed for både nuværende og fremtidige forpligtelser over for banken.

Trækningsretten på driftskreditten blev den 5. oktober 2006 forhøjet med 200.000 kr. til 600.000 kr. Saldoen på driftskreditten var på dette tidspunkt negativ med 1.039.326,70 kr. Det fremgik af kreditkontrakten, at kreditten ville blive taget op til genforhandling den 31. juli 2007.

I 2006 var klageren under uddannelse og modtog Statens Uddannelsesstøtte (SU). Hun havde tidligere arbejdet som kontorassistent. I klagerens årsopgørelse fra SKAT for 2006 var klagerens samlede indkomst 165.204 kr., hvoraf 47.240 kr. var SU. Klageren havde et bankindestående på 194.448 kr., der efter klagerens oplysninger blev anvendt i perioden, hvor hun var studerende til betaling af løbende ydelser på et realkreditlån i en ejendom, som hun ejede. Af årsopgørelsen fremgik yderligere, at klagerens ejendom var værdisat til 970.000 kr., og at ejendommen var belånt med 1.086.164 kr.

Den 27. december 2007 var klageren og M til et møde i banken, hvor klageren til sikkerhed for en forhøjelse af trækningsretten på M’s driftskredit -772 til 1.200.000 kr. underskrev dels et ”Kautionsdokument – Selvskyldnerkaution – Erhverv”, og dels et ”Pantsætningsdokument – Pant stillet af andre end debitor”. Driftskreditten var negativ med 999.000 kr., da klageren påtog sig sikkerhedsstillelserne.

Det fremgik af kautionsdokumentet, at der var tale om en begrænset kaution på 300.000 kr., og at kautionen var stillet til sikkerhed for den del af trækket på driftskreditten der oversteg 900.000 kr.

Af pantsætningsdokumentet fremgik, at klageren til sikkerhed for M’s opfyldelse af det M’s virksomhed til enhver tid måtte blive banken skyldig på driftskreditten med en maksimum trækningsret på 1.200.000 kr., pantsatte et ejerpantebrev på 600.000 kr. i sin ejendom. Af pantsætningserklæringen fremgik blandt andet følgende:

”…

Er der for lånet/kreditten stillet anden sikkerhed … kan banken frit vælge, i hvilken rækkefølge den vil gøre brug af de enkelte sikkerheder. De pantsatte effekter tjener således til sikkerhed solidarisk sammen med andre pantsatte effekter, og kautionister.

Banken kan frit vælge, hvilken del af den sikrede fordring indbetalingerne afskrives på.

…

Pantsætters forudsætning om anden sikkerhed for de sikrede forpligtelser:

Ved min underskrift på pantsætningsdokumentet erklæres, at jeg ikke har tillagt det nogen betydning for min forpligtelse, at der eventuelt er stillet andre sikkerheder for de pantsikrede lån/kreditter.

Det indebærer:

at banken uden min tilladelse kan frigive andre sikkerheder – det være sig pant og/eller kaution – for lånet/kreditten.

at banken kan anvende pant, der tillige tjener til sikkerhed for andre fordringer end den/de pantsikrede til forlods fyldestgørelse af sådanne fordringer.

…

For pantsætningen gælder i øvrigt Nordea Bank Danmarks generelle vilkår samt de almindelige bestemmelser for lån og kreditter. Disse udgør en del af pantsætningsdokumentet og er udleveret af banken.

…”

Klageren har oplyst, at det forud for mødet den 27. december 2007 ikke var aftalt, at ejerpantebrevet skulle stilles til sikkerhed for driftskreditten. Kravet herom blev først stillet på mødet, og under trussel om, at M’s erhvervsvirksomhed ellers ville blive lukket. Banken har bestridt dette. Parterne er desuden uenige om indholdet af bankens rådgivning op til klagerens underskrift af kautions- og pantsætningserklæringen.

Banken har oplyst, at den ikke er i besiddelse af en kreditvurdering af klageren fra 2007.

Den 30. januar 2009 var trækningsretten på driftskreditten 900.000 kr. Trækningsretten blev den 15. april 2009 forhøjet til 1.200.000 kr. På dette tidspunkt var driftskreditten negativ med 1.198.200 kr.

Klageren afsluttede efter det oplyste sin uddannelse ved udgangen af 2009 og starten af 2010.

M’s virksomhed blev den 16. juli 2012 overdraget til et entreprenørfirma A for en nettokøbesum på 1.470.000 kr. Købesummen blev berigtiget ved kontant deponering hos Nordea på en deponeringskonto.

Den 20. august 2012 blev M’s anlægslån -877 med en restgæld på 304.092,80 kr. indfriet med midler fra deponeringskontoen.

M blev ved dekret af den 9. oktober 2012 taget under konkurs af skifteretten i Nykøbing Falster.

Den 17. oktober 2012 blev klagerens selvskyldnerkaution kaldt af banken. Det fremgik af brevet til klageren, at kautionsforpligtelsen skulle være indbetalt senest den 31. oktober 2012. Restgælden på driftskreditten var pr. den 9. oktober 2012 1.442.119,41 kr.

Driftskreditten blev den 29. oktober 2012 delindfriet med 195.907,20 kr., hvorefter saldoen var negativ med 1.238.504,80 kr.

Banken anmeldte samme dag den 29. oktober 2012 sit krav på samlet 1.484.090,61 kr. i M’s konkursbo, heraf udgjorde 1.442.119,41 kr. restgæld på driftskreditten og 41.971,20 kr. restgæld på garantikontoen. Af brevet fremgik også, at virksomhedspantet efter anmodning fra kurator var under aflysning, efter der var overført samlet 500.000 kr. hidrørende fra virksomhedssalget til nedbringelse af M’s samlede gæld, herunder indfrielsen af anlægslånet.

Den 1. november 2012 sendte klageren et brev til banken med en redegørelse for hændelsesforløbet. Det fremgår blandt andet heraf, at klageren under telefonsamtaler med en rådgiver, R1, og en anden rådgiver fra banken den 31. oktober 2012 blev gjort opmærksom på, at hendes sikkerhedsstillelse i henhold til pantsætningserklæringen på 600.000 kr. også var aktualiseret ved M’s konkurs, hvorfor banken samlet havde et krav mod hende på 900.000 kr. I brevet var der også en række spørgsmål til banken, herunder hvorfor realiseringen af virksomhedspantet og provenuet fra salget af M’s værdipapirer ikke var afskrevet på den del af driftskreditten hun havde stillet sikkerhed for.

Den 7. november 2012 besvarede R1 klagerens brev. Af svaret fremgik blandt andet:

”…

Jeg må samtidig anføre, at jeg ikke er enig i din udlægning af situationen samt de udsagn, du fremfører.

Specifikt skal jeg præcisere, at kautionen og ejerpantebrevet alene ligger til sikkerhed for driftskreditten.

…

De øvrige stillede sikkerheder, som er virksomhedspantet og depotet med værdipapirer ligger til sikkerhed for ”al skyld”, ”Al skyld” betyder, at disse sikkerheder ligger til sikkerhed for alle lån og kreditter, der er stillet.

Vi forstår til fulde, at situationen ikke er let at overskue.

Fra bankens side har vi kaldt kautionen.

…

Jeg vil foreslå, at vi sammen tager et møde. Her vil jeg foreslå, at såvel du som … [M] deltager, ligesom vi kraftigt vil anbefale, at I tager en advokat med. Målet på mødet er at gennemgå de stillede sikkerheder samt at drøfte mulig løsninger herpå.

…”

Den 8. november 2012 skrev klageren endnu et brev til R1, heraf fremgik blandt andet:

”…

Du skriver I det brev, at I fra bankens side har ”kaldt” kautionen. Nu forstår jeg ikke banksprog, men jeg går ud fra, at det betyder, at I kræver mig kr. 300.000,- kr. i selvskyldnerkaution. Herudover forstå jeg, at I kræver kr. 600.000 af mig, da mit ejerpantebrev har ligget til sikkerhed for gæld … [M’s] kassekredit.

…

Krav om specificeret opgørelse skal ses i lyset af, at jeg af Erhvervsrådgiver … (i forbindelse med, at jeg underskrev kautionen) blev oplyst, at der på kassekreditten var en virksomhedspant som var bundet op på kassekreditten. Den var på kr. 500.000, herudover blev jeg oplyst, at … [M] hæftede med sine egne aktier på ca. 400.000 og først derefter kunne min kaution kræves. …

Jeg blev oplyst om, at min risiko var lille fordi krav om indfrielse … ikke ville kunne blive en realitet da virksomhedspantet og … [M’s] egne værdier – på det tidspunkt – ville svare til ca. 900.00 – og herefter ville jeg max. komme til at betale 300.000. Kassekredittens max. var på 1.2 mio kr. Derfor var jeg ikke overrasket over, at jeg skulle indbetale min selvskyldnerkaution. Jeg er overrasket over krav om 600.000 for ejerpantebrevet.

…”

Den 30. november 2012 oprettede banken en såkaldt sikringskonto -231 til brug for realisation af M’s værdipapirer pantsat til banken. Samme dag indgik samlet 454.059,16 kr. på kontoen efter salg af værdipapirerne.

Klageren gjorde via sin advokat indsigelse om, at sikkerhedsstillelsen var sket for gammel gæld.

I kurators redegørelse i henhold til konkurslovens § 125, stk. 2, dateret den 11. februar 2013 var der blandt andet redegjort for anvendelsen af provenuet fra overdragelsen af M’s virksomhed. Banken har fremlagt en tilrettet kopi af redegørelsen, hvoraf følgende blandt andet fremgår:

”…

Skyldners realisation af virksomhed

…

Af provenuet blev der betalt honorar til mægler, revisor og advokat, frikøbt leasede maskiner m.v. samt betalt kr. 300.000 til Nordea Bank, idet Nordea Bank som virksomhedspanthaver havde indfriet et lån på benævnte beløb. Derudover blev der tilbageført kr. 92.000 til entreprenør … [A] vedrørende driftsmateriel, som … [A] havde betalt for, men angiveligt ikke fået. På tidspunktet for dekretets afsigelse resterede således et provenu på kr. 380.805,30, hvoraf de kr. 195.907,20 er fragået, idet Nordea Bank havde uomstødelig virksomhedspant i deponeringssummen for benævnte beløb.

…”

Den 26. november 2013 sendte klagerens advokat et udkast til stævning fra banken. Banken påstod heri, at klageren til banken skulle betale 900.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

Den 29. november 2013 indledte skifteretten i Nykøbing Falster gældssanering i forbindelse med konkurs for klageren og M. Samme dag blev der indrykket et præklusivt proklama i Statstidende, hvor det blandt andet fremgik, at krav anmeldt i M’s konkursbo ikke skulle anmeldes igen under gældssaneringssagen.

Kurator i M’s konkursbo sendte den 29. januar 2014 en mail til bankens advokat og meddelte, at bankens krav var indstillet til godkendelse, og at fordringsprøvelsen ville blive afholdt den 17. februar 2014.

Skifterettens medhjælper i gældssaneringssagen sendte den 5. februar 2014 et brev til banken. Af brevet fremgik blandt andet:

”…

I henhold til konkurslovens § 199, stk. 2, omfatter kendelse om gældssanering ikke pantefordringer i det omfang pantet strækker til. Panthaverne bindes derimod af kendelsen for så vidt angår den del af deres personlige fordring mod skyldneren, som ikke dækkes af pantet.

På denne baggrund skal jeg herved venligst forespørge om Nordea Bank Danmark A/S, hvorvidt banken vil være indforstået med – efter en ejendomsmæglervurdering … af ejendommens skønnede ejendomsværdi ved almindeligt frit salg indenfor en salgsperiode på max 6 måneder – at lade den del af bankens fordring mod … [klageren], der overstiger handelsværdien, indgå i gældssaneringssagen som simpelt krav.

...”

Det fremgik også af brevet, at restgælden på klagerens realkreditlån var 783.766 kr.

Den 27. marts 2014 sendte banken en proformaopgørelse for M’s privatkredit -716, der var negativ med 14.415,65 kr.

Banken afslog den 1. april 2014 forslaget fra skifterettens medhjælper, og foreslog i stedet at klagerens nuværende realkreditlån i ejendommen blev omlagt til et nyt 30-årigt lån med fast rente. Banken tilbød samtidig, at klagerens gæld til banken, aktualiseret ved M’s konkurs og sikret ved ejerpantebrevet på 600.000 kr., blev afviklet med en rente på 0 % og månedlige afdrag på ca. 4.000 kr. under forudsætning af, at den foreslåede låneomlægning også blev gennemført

Den 7. april 2014 sendte klageren et brev til skifterettens medhjælper, hvori det blandt andet fremgik, at hun ønskede en redegørelse for størrelsen af den gæld hun angiveligt hæftede for, før hun kunne forholde sig til bankens afviklingsforslag.

Den 12. oktober 2014 sendte klageren et brev til banken. Af brevet fremgik blandt andet:

”…

Som det fremgår af nedenstående anerkender jeg skyld til Nordea, men ikke kravets størrelse.

…

Den gæld jeg anerkender ud fra ovenstående er differencen mellem ejerpantebrevets værdi på kr. 600.000 minus værdien af salg af … [M’s] værdipapirer som var i behold på konkursdagen. Værdien er … anslået til kr. 455.000. Såfremt du sender mig et frivilligt forlig på denne saldo skal jeg gerne underskrive.

…”

Den 23. oktober 2014 sendte skifterettens medhjælper en mail til M, hvori følgende blandt andet fremgik:

”…

Som jeg frygtede ser det ud til, at … [klagerens] manglende accept af kautionsforpligtelsen vil medføre, at forudsætningen for gældssaneringen ryger på gulvet.

Jeg anbefaler derfor, - for Jeres egen skyld – at … [klageren] ”sluger kamelen” og underskriver kautionsforpligtelsen, - men evt. gerne efter snarest at have rådført sig med sin egen advokat.

…

Hvis Nordea sætter en kæp i hjulet for gældssaneringen og kræver gælden sikret ved ejerpantebrevet indfriet, kan det jo i værste fald ende med en tvangsauktion.

…

Jeg skal endnu engang understrege, at jeg som skifterettens medhjælper principielt hverken kan eller vil blande mig i tvisten mellem … [klageren] og Nordea, men blot kan konstatere, at Nordeas medvirken til en løsning er nødvendig for, at der kan opnås gældssanering her og nu.

…”

Den 29. oktober 2014 underskrev klageren et frivilligt forlig med banken, hvorefter hun anerkendte, at skylde banken 600.000 kr., der skulle afvikles med månedlige afdrag på 4.000 kr. Det fremgik af forliget, at der i afviklingsaftalens løbetid, med undtagelse af misligholdelsessituationer, ikke ville ske rentetilskrivning.

Banken oprettede den 31. oktober 2014 en såkaldt Fordringskonto afvikling -130 til klageren til brug for afvikling af gælden på 600.000 kr.

Samme dag den 31. oktober 2014 blev der anvendt 14.070,77 kr. fra sikringskontoen, hvor provenuet fra M’s værdipapirer indestod, til at indfri M’s privatkredit.

Den 3. november 2014 blev driftskontoen nedskrevet med 600.000 kr. og delindfriet med de resterende 439.988,39 kr. fra sikringskontoen. Driftskreditten gik derved fra et træk på 1.238.803,55 kr. til 198.815,16 kr. Efter yderligere mindre krediteringer på driftskreditten og debitering af advokatomkostninger var saldoen den 9. december 2014 negativ med 235.544,61 kr.

Den 17. december 2014 underskrev klageren og M forslaget til gældssanering i henhold til konkurslovens § 213. Det fremgår af forslaget, at den samlede anmeldte gæld i klagerens gældssaneringssag var på 405.641,48 kr., og at der blev stillet forslag om, at gælden blev nedsat til samlet 158.846 kr. svarende til en dividende på 39,1592 %. Banken havde anmeldt et krav på 300.000 kr. og de resterende 105.641,48 kr. hidrørte fra klagerens SU-lån. Det fremgik også af forslaget, at klagerens kreditforeningslån var blevet omlagt til et nyt 30-årigt obligationslån med afdrag, og at banken havde anmeldt et krav på 1.322.774,75 kr. i M’s gældssanering.

Klagerens personlige indkomst i tidligere indkomstår (2011-2013) og forskudsopgørelse for 2014 og 2015 fremgik også af forslaget. Klagerens personlige indkomst i 2012 og 2013 var på 361.755 kr. og 320.981 kr. Forskudsopgørelse for 2014 og 2015 var på 320.933 kr. og 331.417 kr.

Ved udgangen af december 2014 var klagerens Fordringskonto afvikling negativ med 586.500 kr.

Den 3. februar 2015 blev der af skifteretten i Nykøbing Falster afsagt kendelse om gældssanering. Klagerens samlede gæld blev nedsat til 39,1592 % og M’s samlede gæld blev nedsat til 4,67328 %.

Klageren sendte den 15. marts 2015 et brev til banken og udbad sig igen en redegørelse for bankens opgørelse af kravet mod hende.

Den 6. april 2015 sendte klageren en klage til bankens kundeservicechef vedrørende bankens manglende redegørelse for opgørelsen af kravet hidrørende fra kautions- og pantsætningsforpligtelserne. Det fremgik også af klagen, at det frivillige forlig alene var underskrevet tvunget af omstændighederne, og at banken mundtligt havde oplyst, at den ville frafalde kautionsforpligtelsen på 300.000 kr. ved underskrift af det frivillige forlig.

Den 27. og den 29. april 2015 blev der indsat henholdsvis 62.175,99 kr. og 173.368,62 på driftskreditten, hvorved kontoen gik i nul.

Bankens assisterende kundeservicechef besvarede den 27. april 2015 klagerens brev og oplyste blandt andet, at banken ikke havde givet tilsagn om frafald af kautionsforpligtelsen, og at klageren under et møde i filialen tidligere havde anerkendt gælden.

Klageren besvarede bankens brev den 4. maj 2015 med en række indsigelser og rettelser til bankens brev og oplyste samtidig, at sagen ville blive oversendt til Ankenævnet.

Den 23. juni 2015 indbragte klageren sagen for Ankenævnet. Klageren og banken var herefter i kontakt med hinanden om udlevering af kontoudtog for driftskreditten.

Den 12. januar 2016 skrev banken et brev til klageren, og oplyste, at den, som tidligere meddelt, ikke fastholdt klageren på selvskyldnerkautionen på 300.000 kr., men at pantsætningen af ejerpantebrevet på 600.000 kr. fortsat blev fastholdt. Kautionskravet anmeldt i klagerens gældssaneringssag fremgik af en fordringskonto -296 hos banken, der den 15. februar 2016 blev nedskrevet til 0 kr.

Banken og klageren var i perioden 11. februar til 16. februar 2016 i dialog om overførsel til Statens Administration af allerede udbetalte dividendebetalinger til banken under klagerens gældssaneringssag.

Parternes påstande

Ankenævnet har forstået klagerens påstand således, at Nordea Bank skal anerkende, at banken ikke kan støtte ret på pantsætningserklæringen, at banken har anmeldt et for højt krav i M’s gældssaneringssag, og at banken skal yde hende en kompensation på 15.000 kr. for advokatudgifter.

Nordea Bank har nedlagt påstand om afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun før mødet den 27. december 2007 havde accepteret at kautionere for 300.000 kr. ved en udvidelse af kreditrammen på M’s driftskredit fra 900.000 kr. til 1.200.000 kr.

Hun blev før mødet ikke orienteret om, at banken også stillede krav om pant i ejerpantebrevet på 600.000 kr. i hendes ejendom, og hun protesterede imod denne yderligere sikkerhedsstillelse.

Banken truede med at lukke M’s virksomhed, hvis ejerpantebrevet ikke blev stillet til sikkerhed for driftskreditten. Risikoen var ifølge banken minimal, da banken altid ville søge sig fyldestgjort i M’s værdipapirdepot med en anslået værdi på 450.000 kr. og virksomhedspantet på 500.000 kr., før en sikkerhedsstillelse fra tredjemand ville blive relevant. Hun blev ikke orienteret om, at M’s sikkerheder var stillet for al skyld til banken og ville i øvrigt ikke uden en nærmere forklaring have forstået betydningen heraf. Hun blev heller ikke orienteret om, at der var en betydelig risiko for, at hendes sikkerhedsstillelser ville blive aktualiseret.

Hun blev heller ikke oplyst om, at hun med underpantsætningen stillede sikkerhed for gammel gæld. Banken krævede sikkerhedsstillelse fra hende på samlet 900.000 kr. for at udvide M’s trækningsret fra det daværende træk på 999.000 kr. til 1.200.000 kr.

Efter bankens trussel og redegørelse om benyttelsen af M’s sikkerhedsstillelser så hun sig nødsaget til at stille sit ejerpantebrev som yderligere sikkerhed, hvorefter den samlede sikkerhed for M’s driftskredit var på 1.850.000 kr. (450.000 kr. + 500.000 kr. + 300.000 kr. + 600.000 kr.)

Hun modtog ikke årlige opgørelser over det engagement, som hun havde stillet sikkerhed for, og hun modtog heller ikke oplysning om, at M’s driftskredit efter at have været nedskrevet til 900.000 kr. igen blev forhøjet til 1.200.000 kr.

Banken var i overensstemmelse med de oplysninger banken selv gav på mødet den 27. december 2007 forpligtet til at inddække overtrækket på driftskreditten med provenuet fra M’s værdipapirdepot og virksomhedspantet.

Banken har i hele forløbet nægtet at redegøre for opgørelsen af det samlede krav mod hende, bankens anvendelse af provenuet fra det realiserede værdipapirdepot og virksomhedspant og dividendeudbetalingen fra M’s konkursbo. Banken har også nægtet at udlevere kontoudtog for M’s engagement, hvorved hun ikke har haft mulighed for at gennemskue bankens opgørelse af kravet mod hende og bankens anvendelse af sikkerhederne stillet af M.

Der blev, ud over mødet den 27. december 2007, ikke afholdt møder, hvor en afvikling af hendes gæld til banken blev diskuteret. Hun var aldrig, som banken har påstået, til et møde i banken om afvikling af gælden til banken. Bankens indberetninger til SKAT var derfor den eneste information hun fik, og indberetningerne var forkerte.

Det fremgik af hendes årsopgørelse for 2014, at gælden til banken var på 600.000 kr., hvorfor M’s gæld til banken pr. 31. december 2014 burde have været reduceret tilsvarende. Det blev den ikke.

Hun var aldrig en del af M’s virksomhed. Banken var bekendt med, at hun ikke havde et nærmere kendskab til M’s virksomhed og de af M stillede sikkerheder. Hun havde heller ikke kendskab til indholdet af de løbende møder mellem banken og M.

Bankens krav om sikkerhedsstillelse på samlet 900.000 kr. var åbenbart urimelig og stod i misforhold til hendes økonomi. Hun havde betydelig gæld i sin ejendom, levede af SU, SU-lån og mindre småjobs. Banken var bekendt med, at hun havde forberedt sit studieforløb og opsparingen på 194.448 kr. var øremærket til at afholde de faste udgifter på hendes ejendom frem til 2010, hvor hun var færdiguddannet.

Banken burde have udarbejdet en kreditvurdering af hende pr. 27. december 2007. Den ville have vist, at hun ikke ville have mulighed for at honorere et potentielt krav fra banken på samlet 900.000 kr. Det var også urimeligt, at banken ikke afskrev provenuet fra realiseringen af M’s værdipapirdepot og virksomhedspant samt dividende fra M’s konkursbo på den del af driftskreditten, som pantet var stillet til sikkerhed for.

Det frivillige forlig på 600.000 kr., som hun underskrev i august 2014, blev kun underskrevet fordi banken truede med en tvangsauktion ved manglende underskrift, og fordi banken havde fremsendt udkast til stævning. Hun har efterfølgende for at undgå en tvangsauktion afdraget i overensstemmelse hermed.

Som betingelse for det frivillige forlig blev hendes boliglån omlagt til et nyt 30-årigt lån, hvilket muliggjorde afviklingen. Omlægningen medførte, at hun først vil være gældfri som 82-årig. Evnen til at betale udsprang derfor af konsekvensen ved omlægningen af boliglånet. Argumentet fra banken, om hendes evne til at afdrage på skylden til banken, skal ses i dette lys.

Banken har handlet i strid med god skik for finansielle virksomheder og aftalelovens § 36 ved at etablere tredjemandspantet, der stod i misforhold til hendes økonomi, at fejlinformere hende om konsekvensen af pantsætningen, at tilbageholde afgørende informationer om, at de af M stillede sikkerheder var stillet for al skyld til banken og ved at true hende med at lukke M’s virksomhed ved manglende sikkerhedsstillelse.

Pantsætningserklæringen bør derfor tilsidesættes i henhold til aftalelovens § 36, da det vil være urimeligt at gøre den gældende. Det samme gælder det frivillige forlig, som blev underskrevet med trussel om tvangsauktion og efter modtagelsen af stævningsudkastet fra banken.

Indsigelsen mod gyldigheden af pantsætningserklæringen er ikke forældet. Hun var ikke bekendt med kravet, før banken i oktober 2012 fremsatte det. Forældelsesfristen begyndte derfor tidligst at løbe i oktober 2012. Hun har ligeledes ikke fortabt retten til at gøre indsigelse som følge af passivitet.

Banken anmeldte 1.322.774 kr. i M’s konkursbo, som efterfølgende også indgik i M’s gældssanering. Banken har forsømt at nedskrive sit krav med de 600.000 kr. og derved forhindret hende i at anmelde sit krav på 600.000 kr. i M’s gældssanering.

Rimeligvis burde banken også have nedskrevet deres krav mod hende på 600.000 kr. forholdsmæssigt ud af dividendebeløbet.

De omkostninger på 15.000 kr., som hun har haft til advokatbistand, skal banken betale, da banken henviste hende til at søge advokat i stedet for blot at redegøre for bankens krav mod hende.

Nordea Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at der er uenighed mellem parterne om, hvad der passerede på mødet i banken den 27. december 2007, hvor klageren påtog sig at stille en selvskyldnerkaution og et tredjemandspant for M’s driftskredit i banken.

Bevisførelse i form af blandt andet parts- og vidneforklaringer er nødvendig som en følge af parternes modstridende opfattelser af hændelsesforløbet. Bevisførelsen kan ikke finde stede for Ankenævnet, hvorfor klagen skal afvises i henhold til Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Nordea Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at M tog initiativet til mødet den 27. december 2007, hvor maksimum på driftskreditten, blev forhøjet, da M ønskede at få tilpasset likviditeten i sin virksomhed til driften.

Selvskyldnerkautionen og tredjemandspantsætningen

Forud for mødet havde banken meddelt M og klageren, at en forhøjelse af driftskreditten ville kræve yderligere sikkerhed i form af en kaution og et tredjemandspant fra klageren, da M ikke havde yderligere aktiver, der kunne stilles til sikkerhed for engagementet.

Banken har ikke på mødet truet med at lukke M’s virksomhed, hvis klageren ikke stillede selvskyldnerkaution og tredjemandspantsætning til sikkerhed for driftskreditten. Banken har heller ikke under tvang pålagt klageren at give banken underpant i ejerpantebrevet i klagerens ejendom.

Banken har i sin rådgivning til klageren iagttaget lovgivningens krav til den rådgivning, som banken skal give klageren. Der blev rådgivet om, at der var tale om sikkerhedsstillelse for gammel gæld, at risikoen dermed var aktualiseret, og at sikkerhederne stillet af M var for al skyld til banken.

Det blev også oplyst, at der var en betydelig risiko for, at klageren ville blive afkrævet 600.000 kr. i henhold til pantsætningserklæringen, hvis M udnyttede driftskreditten udover dens maksimum eller på anden måde misligholdte sit engagement med banken, da banken ved misligholdelse var berettiget til at anvende de af M stillede sikkerheder vilkårligt til indfrielse af M’s samlede engagement med banken.

Klageren blev også oplyst om, at værdien af de af M stillede sikkerheder afhang af, hvad virksomhedspantet og værdipapirdepotet indbragte ved en eventuel realisering.

Banken har frafaldet selvskyldnerkautionen og tilbageført dividende.

Rådgivningen på mødet den 27. december 2007 opfyldte utvivlsomt § 7 i den dagældende bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder.

Klageren stillede sikkerhed ved et tredjemandspant og blev derved ikke debitor i et skyldforhold. Banken udarbejdede derfor ikke en kreditvurdering, og den var heller ikke forpligtet hertil.

Der var på daværende tidspunkt ikke en informationsforpligtelse om udviklingen på det pantsikrede engagement, som trådte i kraft pr. 1. juli 2015 i henhold til § 48 i lov om finansiel virksomhed.

Ved vurdering af, om tredjemandspantsætningen stod i misforhold til klagerens økonomiske formåen, skal der tages højde for klagerens situation efter endt uddannelse. Kravet under tredjemandspantet blev først rettet mod klageren efter endt uddannelse. Sagen har også vist, at klageren kan honorere sin forpligtelse, idet hun afvikler på det frivillige forlig og har afdraget betydeligt på realkreditlånet. Intet tyder derfor på, at tredjemandspantsætningen stod i misforhold til klagerens økonomiske formåen.

Indsigelsen, om at banken på mødet den 27. december 2007 ikke rådgav klageren korrekt, er forældet, da der gælder en 3-årig forældelsesfrist regnet fra mødets afholdelse.

Klagerens ret til at gøre indsigelse er desuden fortabt ved passivitet, idet hun ikke uden ugrundet ophold har påberåbt sig indsigelserne. Ved sin underskrift på pantsætningserklæringen var eller burde klageren have været bekendt med risikoen for, at hun kunne blive mødt med et krav. Hvis klageren mente, at hun var blevet truet til at påtage sig sikkerheden skulle hun have reageret uden ugrundet ophold. Banken modtog først indsigelserne herom fem år efter i forbindelse med M’s konkurs i 2012. Indsigelserne er derved både forældet og fortabt ved passivitet.

Klageren har ved underskrift af det frivillige forlig på 600.000 kr. anerkendt at være banken beløbet under tredjemandspantsætningen skyldig.

Det var klagerens egen advokat som vurderede, at klagerens forpligtelser over for banken eventuelt kunne anfægtes aftaleretligt og som anbefalede, at banken udtog stævning for at få dette forhold afklaret.

Korrespondancen mellem klagerens advokat og bankens advokat viser også, at banken flere gange opfordrede til at finde en mindelig løsning og foreslog, at der blev afholdt et møde. Henvendelserne blev ikke besvaret af klageren eller dennes advokat.

Udviklingen på M’s driftskredit samt anvendelsen af provenuet i forbindelse med realisation af de af M stillede sikkerheder

Banken har via kontoudskrifter og kurators redegørelse i henhold til konkurslovens § 125, stk. 2, dokumenteret hvorledes provenuet fra de af M stillede sikkerheder blev anvendt til at indfri dele af M’s samlede gæld til banken.

Dele af provenuet fra virksomhedspantet blev anvendt til at indfri M’s anlægslån på 304.092,80 kr. Det resterende provenu blev anvendt til at delindfri trækket på driftskreditten.

Realisationsværdien af værdipapirdepotet på 454.059,16 kr. blev anvendt til at indfri M’s privatlån på 14.070,77 kr. og derefter anvendt til at delindfri trækket på driftskreditten.

Banken var berettiget til at anvende hele eller dele af provenuet fra virksomhedspantet og værdipapirdepotet til at indfri dele af M’s engagement, som klageren ikke havde stillet sikkerhed for, da M havde stillet sikkerhed for al skyld til banken.

Banken var dermed berettiget til at kræve klageren i henhold til tredjemandspantsætningen til brug for delindfrielse af driftskreditten fra 798.815,16 kr. til 198.815,16 kr.

Banken er ikke ansvarlig for klagerens udgift til advokat. Udgiften opstod, fordi klageren ville have sin egen rådgiver til at vurdere sagen.

Banken har ikke anmeldt et forkert eller et for højt krav i klagerens og M’s gældssaneringssag eller i M’s konkursbo.

Banken havde i henhold til konkurslovens regler, §§ 47-52, fuld anmeldelsesret (dividenderet) for hele sin fordring i M’s konkursbo. Konkursloven fastslår, at banken som fordringshaver skulle modtage dividende af den del af fordringen, som svarer til afdraget fra klageren. Det er dermed banken, som havde den fulde anmeldelsesret i M’s konkursbo/gældssaneringssag og ikke klageren.

Banken har ikke fået udbetalt mere end det tab, som banken har haft på M’s samlede engagement.

Hvert år den 31. december foretager banken elektronisk indberetning af alle konti i banken til SKAT. Klageren har anført, at banken har foretaget forkerte indberetninger til SKAT. Bankens indberetninger for klageren og M fremgår af de fremlagte kontoudskrifter. Banken er ikke bekendt med, hvorfor SKAT ikke har registreret disse forhold. Banken har tilbudt, at undersøge dette nærmere, hvis klageren og M gav banken adgang til deres respektive skattemapper.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren underskrev den 27. december 2007 en selvskyldnerkaution på 300.000 kr. til banken og en pantsætningserklæring på 600.000 kr. til sikkerhed for klagerens mands, M’s, driftskredit i Nordea Bank.

Banken har under sagen frafaldet sit krav i henhold til selvskyldnerkautionen og overført allerede modtaget dividende udbetalinger til Statens Administration. Sagen vedrører derfor alene bankens krav i henhold til pantsætningserklæringen på 600.000 kr. og det frivillige forlig indgået til en afvikling heraf.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at klageren var udsat for et utilbørligt pres i forbindelse med underskrift af pantsætningsaftalen af den 27. december 2007 eller ved underskrift af det frivillige forlig af den 29. oktober 2014, som kan føre til, at aftalerne er uforbindende for klageren.

Det fremgik af pantsætningsaftalen, at banken kunne anvende pant, der også tjente til sikkerhed for andre fordringer end driftskreditten til en forlods fyldestgørelse af disse, og at klageren ikke havde tillagt det nogen betydning, at der eventuelt var stillet andre sikkerheder for trækket på driftskreditten.

Det må således lægges til grund, at klageren var bekendt med, at banken kunne anvende pant, der også tjente til sikkerhed for andre fordringer end driftskreditten til forlods fyldestgørelse af disse.

Ankenævnet bemærker i øvrigt, at et eventuelt rådgivningsansvar som følge af bankens rådgivning op til og på mødet den 27. december 2007 må anses for værende forældet i medfør af den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens § 3, stk. 1.

Konkurslovens § 47 regulerer en kreditors ret til dividende i solidariske skyldforhold. Det fremgår af konkurslovens § 47, stk. 1, nr. 1, at en fordringshaver, når flere skyldnere hæfter solidarisk har ret til dividende af det fulde krav i en skyldners bo, selvom fordringshaveren har modtaget afdrag, der er dividende fra en medskyldners bo. Bestemmelsen finder også anvendelse i gældssaneringssituationer og i henhold til konkurslovens § 52 også, hvor tredjemand har stillet pant i sin ejendom til sikkerhed for kreditors krav.

Ankenævnet finder herefter, at Nordea Bank var berettiget til at anmelde det fulde krav i M’s konkursbo og gældssanering og modtage dividende af det fulde krav.

Ankenævnet finder ikke grundlag for at pålægge banken at dække klagerens advokatomkostninger.

Ankenævnet finder i øvrigt ikke godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at klageren får medhold i klagen, hverken helt eller delvist.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.