Afgørelse

Spørgsmål om bank kunne opsige en aftale om favørrente

Indledning

Denne sag vedrører, om Sydbank er berettiget til at opsige en aftale om favørrente, således at rentesatserne for klagernes konti for fremtiden fastsættes på baggrund af bankens almindelige vilkår.

Sagens omstændigheder

I februar 2004 sendte klagernes private økonomiske rådgiver, R, en beskrivelse af klagernes, M og H, økonomiske forhold til Sydbank med henblik på at indhente tilbud fra banken om vilkår for etablering af kundeforhold. Af brevet fremgår:

"Tilbud ønskes kun med variable rentesatser, der alene reguleres af pengeinstituttet ved generelle ændringer i danske pengeinstitutter, og således, at regulering foretages med standardrenteændringen, hvorved den rentefavør som kunden er indrømmet ved afgivelse af tilbuddet, bevares intakt ved fremtidige renteændringer.

Det er ligeledes en betingelse, at fremtidige rentereguleringer sker på en sådan måde, at pengeinstituttets tillæg/fradrag i forhold til ledende markedsrelaterede rentesatser, eksempelvis Nationalbankens indskudsbevisrente, over tiden ikke niveaumæssigt ændres til ugunst for kunden."

Den 19. februar 2004 modtog klagerne et tilbud fra Sydbank i form af en kopi af brevet fra R med håndskrevne tilføjelser, herunder debetrentesats angivet med tallet 4 og kreditrentesats angivet med tallet 1.

På baggrund af tilbuddet udarbejdede R en aftale om engagementsetablering, som blev sendt til banken den 15. marts 2004. Det fremgik, at der skulle etableres fire kassekreditter med en debetrentesats på 4 % p.a. og en samlet kreditramme på 210.000 kr. Det var anført, at kassekreditterne tidligst kunne udløbe den 1. maj 2009. Aftalen gentog rentereguleringsbestemmelsen fra R’s brev og nævnte, at Nationalbankens diskonto og rente på indskudsbeviser pr. 19. februar 2004 var henholdsvis 2,00 % og 2,15 % p.a.

Klagerne etablerede herefter hos banken en lønkassekredit for H, en lønkassekredit for M, en fælles budgetkassekredit og en fælles opsparingskassekredit. Klagerne har oplyst, at de i den forbindelse underskrev bankens sædvanlige kreditaftaler.

Den 23. november 2006 indgik klagerne en aftale med banken om forhøjelse af deres opsparingskassekredit fra 140.000 kr. til 340.000 kr. Af aftalen fremgår:

"….

·Rentevilkår er uændret således:

5,00% p.a. af debetsaldo..

Renter af plussaldo 0,- kr: 2,00% p.a.

…

· Kassekredittens limit er fortløbende indtil videre og udløber tidligst 1.1.2012

·Forlængelse: Fremtidige forlængelser af kassekreditten, sker på uændrede vilkår og uden udgifter for debitorerne.

…"

Forhøjelsesaftalen gentog rentereguleringsbestemmelsen fra R’s brev og engagementsaftalen og nævnte, at Nationalbankens diskonto og rente på indskudsbeviser pr. 6. oktober 2006 var henholdsvis 3,25 % og 3,50 % p.a.

Den 7. november 2011 henvendte klagerne sig til banken, idet deres aktuelle debetrentesatser lå mellem 7,50 % og 7,75 % p.a., mens de beregnet på baggrund af Nationalbankens indskudsbevisrente burde være 2,85 % p.a.

I bankens svar af 15. november 2011 anførte banken, at klagerne og banken efter den oprindelige aftale i 2004 havde indgået nye aftaler, som regulerede rentevilkårene.

Den efterfølgende korrespondance mellem parterne førte ikke til enighed.

Ved brev af 3. maj 2012 tilbød Sydbank at indgå forlig mod at betale 19.950,72 kr. til klagerne svarende til forskellen mellem den faktisk opkrævede rente og renten i henhold til renteaftalen. Samtidig opsagde Sydbank renteaftalen. Af brevet fremgår:

"…Vi må endvidere meddele jer, at vi opsiger renteaftalen for fremtiden, idet banken ikke ser sig i stand til at opfylde aftalen. I det nuværende marked kan banken ikke honorere renteaftaler af denne slags, hvilket bl.a. skyldes at vi – i lighed med resten af den finansielle sektor – oplever øgede udgifter til finansiering som følge af den finansielle krise. Vi henviser i øvrigt til bankens almindelige forretningsbetingelser for privatkunder.

Vi opsiger renteaftalen pr. den 15. august 2012, således at I på dette tidspunkt vil modtage et rentebeløb for perioden fra nu og indtil den 15. august 2012, beregnet på samme måde som beløbet angivet ovenfor. Efter den 15. august 2012 vil I opnå en rente, som svarer til den rente, som banken hidtil faktisk har beregnet på jeres konti."

Klagerne ønskede ikke at afslutte sagen som foreslået af banken.

Banken har under sagen betalt i alt 26.542,04 kr. til klagerne, svarende til forskellen mellem den rente, der faktisk er beregnet af banken på klagernes fire konti, og den rente, som skulle have været beregnet i henhold til renteaftalen i perioden indtil 15. august 2012.

Klagerne har oplyst, at debetrentesatsen på deres kreditter hos Sydbank pr. 26. marts 2012 var 8,25 % p.a. for de to lønkassekreditter og opsparingskreditten og 8 % p.a. for budgetkassekreditten. Nationalbankens indskudsbevisrente har siden 16. december 2011 været 0,30 % p.a.

Klagerne har under sagen fremlagt en aftale af 22. januar 2004 mellem R og Sydbank, hvoraf bl.a. fremgår, at

"rentereguleringsaftalen har til formål at forebygge efterfølgende tvivlsspørgsmål om, hvorvidt kundeengagementernes rentevilkår over tid er i overensstemmelse med det, der blev aftalt ved engagementernes etablering."

Sydbank har under sagen fremlagt sine almindelige forretningsbetingelser for privatkunder, hvoraf fremgår, at rentesatserne er variable, medmindre kunden og banken udtrykkeligt har aftalt andet. Udlånsrentesatser kan ændres uden varsel, bl.a. hvis penge- eller kreditpolitiske ændringer eller anden udvikling i det almindelige renteniveau er af betydning for banken og med en måneds varsel, hvis banken ændrer sin generelle rentefastsættelse af forretningsmæssige grunde. Banken kan opsige udlåns- og kreditaftaler med et varsel på tre måneder. Banken skal i den forbindelse give en begrundelse.

Parternes påstande

Den 27. marts 2012 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal tilbagebetale uberettiget opkrævede renter samt for fremtiden fastsætte rentesatserne på deres engagement som aftalt.

Sydbank har erklæret sig enig i forhold til den del af påstanden, der vedrører opkrævede renter ind til 15. august 2012 og nedlagt påstand om frifindelse for så vidt angår påstanden om fastsættelse af rentesatserne for fremtiden.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken siden 2006 har misligholdt den indgåede aftale. Det er ikke en del af deres aftale med Sydbank, at banken blot kan anvende forkerte rentesatser, og så løbende, bagudrettet, foretage omfattende korrektionsberegninger af rentebetalingerne. Sydbank skal derfor korrigere rentesatserne på deres kreditter med det samme.

Banken kan ikke blot ensidigt opsige renteaftalen med dem med henvisning til, at den ikke længere er fordelagtig for banken. Det forhold, at der ikke udtrykkeligt er aftalt uopsigelighed, betyder ikke, at aftalen kan opsiges. En aftale indeholder normalt ikke en oplistning af det som parterne ikke kan. En opsigelsesmulighed ville således have fremgået direkte af aftalen.

Aftalen har ingen mening, såfremt den blot af Sydbank ensidigt kan opsiges, når banken måtte finde det betimeligt ud fra egne økonomiske interesser. De ville ikke have valgt Sydbank ud fra de pristilbud og vilkår, de fik tilbudt, hvis banken uanset aftalen, blot ensidig kunne bringe den til ophør, når det var til bankens fordel. Banken har været oplyst og vidende om, at renteaftalen var helt afgørende for deres valg af bankforbindelse.

Renteaftalen har forrang for almindelige forretningsbetingelser, idet de almindelige forretningsbetingelser kun er gældende, såfremt der ikke konkret er aftalt noget andet.

Sydbank har anført, at der ikke er indgået en uopsigelig aftale mellem banken og klagerne. Hverken forudsætningerne for renteaftalen mellem banken og klagerne eller formuleringen af aftalen kan begrunde, at banken skal være bundet af aftalen ud i al fremtid.

Aftalen fraviger ikke bankens almindelige forretningsbetingelser, men aftalen er suppleret af forretningsbetingelserne. Banken kan således gennemføre renteændringer, herunder opsige en renteaftale, når renteændringen kan begrunde med udefrakommende grunde, som banken ikke har indflydelse på, og når renteændringen adviseres med et rimeligt varsel.

Parterne kan derfor hver for sig opsige aftalen.

Baggrunden for opsigelsen er forhold, som banken er uden indflydelse på. Situationen på de finansielle markeder og udviklingen i det almindelige renteniveau har betydet, at banken oplever øgede finansieringsudgifter. Derfor ønsker banken ikke længere renteaftaler af den slags, som klagerne har indgået med banken. Banken har valgt at give klagerne et længere varsel end det, som banken var forpligtet til efter bankens almindelige forretningsbetingelser.

Ankenævnets bemærkninger

I 2004 indgik klagerne en favørrenteaftale med Sydbank i tilknytning til fire nyoprettede kassekreditkonti med udløb tidligst den 1. maj 2009. I 2006 blev den ene kassekreditkonto med tilhørende rentefavøraftale forlænget til tidligst den 1. januar 2012.

Banken var herefter ikke forpligtet til at videreføre aftalerne.

Under disse omstændigheder finder Ankenævnet ikke, at banken den 3. maj 2012 var afskåret fra at opsige aftalerne med tre måneders varsel til den 15. august 2012.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.

Klagerne får klagegebyret tilbage.